Vibeshiftet er slut

Højrefløjen i USA har mistet troen på at eje fremtiden. Forestillingen om, at Trumps sejr for to år siden indvarslede en ny politisk tidsalder, ser ud til at være bristet.

Demokraterne har erobret flertallet i begge Kongressens kamre og vendt mindst syv republikanske senatssæder. Texas, Kansas, Iowa, Ohio, Maine, North Carolina og South Carolina har alle sendt republikanske kandidater hjem med nederlag. Bevægelsen, der lovede at omforme USA, er blevet dumpet af vælgerne.

Nederlagene ramte mange steder, hvor Republikanerne gennem generationer har kunnet betragte magten som deres egen. Og som tilmed har givet dem en tro på, at det konservative Amerika ville komme til at tegne fremtiden. Kansas har ikke valgt en demokrat til Senatet siden 1932. Texas havde ikke gjort det siden 1988.

Efter Trumps sejr i november 2024 blev ’woke’ erklæret afgået ved døden, ikke kun i USA, men også i Europa. Holdninger, som kort forinden blev betragtet som gammeldags, autoritære og ligefrem anstødelige, kunne pludselig fremføres med sejrherrernes selvfølgelighed: Det store opgør mod wokeismen, det såkaldte “vibeshift”.

Selv her efter en larmende periode, hvor mega-milliardærer som Facebook-ejeren Mark Zuckerberg har efterlyst mere “maskulin energi”, og den endnu rigere Elon Musk i de seneste uger har støttet konservative kampagner med svimlende millionbeløb, er status, at de mest reaktionære kandidater har tabt. Flere steder med et ordentligt brag. Og dermed brister forestillingen om, at opgøret med woke automatisk skulle give folkelig medvind.

Højrefløjen kan stadig forsøge at sætte dagsordenen, men den kan ikke længere påberåbe sig, at fremtiden tilhører de unge konservative mænd alene.

Mislykket skræmmekampagne

Republikanernes nederlag viser grænsen for en politik, der igen og igen tilbyder vælgerne nye fjender, mens regningerne bliver ved med at vokse. At være flygtigt enig med Trumps udfald om køn eller politisk korrekthed er tydeligvis ikke det samme som at ville belønne de kandidater, han støtter.

Tværtimod var det særligt de politikere, som præsidenten selv havde håndplukket, der blev straffet af vælgerne.

Den brede Trump-alliance er i det hele taget begyndt at falde fra hinanden. Fremgangen blandt unge mænd og latinoer er slået tilbage, og løftet om at give almindelige amerikanere magten tilbage har mistet troværdighed. Milliardærerne kunne finansiere kampagnerne. De kunne ikke købe vælgerne fri af deres skuffelse. Vreden, som bar Trump til magten, rammer nu tilbage på hans eget parti som en boomerang.

I Texas tabte Trump-kandidaten Ken Paxton til den yngre James Talarico efter en kampagne, der forsøgte at gøre demokraten til en trussel mod kristendommen og kernefamilien. Paxton brugte ligefrem en AI-genereret udgave af sin modstander i en reklame om religion og kønsidentitet. Men skræmmebillederne slog fejl: Talarico, der selv læser teologi, vandt med et budskab om at bekæmpe den korruption, som Paxton er kommet til at symbolisere.

I Michigan vandt Abdul El-Sayed over Republikanernes Mike Rogers trods en kampagne, der mistænkeliggjorde hans muslimske tro og uden dokumentation kædede ham sammen med islamisk ekstremisme. El-Sayed gik til valg på billigere sundhedsydelser og mindre milliardærindflydelse. Nu bliver han USA’s første muslimske senator.

Og i Ohio tabte Vivek Ramaswamy til lægen Amy Acton efter en kampagne, der blev så beskidt, at selv partifællerne protesterede. Republikanerne mistede tilmed det senatssæde, JD Vance forlod for at blive vicepræsident.

På tværs af forskellene var kalkulen den samme: Demokraterne skulle fremstilles som så mærkelige, farlige og frastødende, at vælgerne ville glemme deres utilfredshed med Republikanerne. Men det mislykkedes totalt.

I de foreløbige vælgerundersøgelser støttede 63 procent af unge mandlige vælgere en demokratisk kandidat til Repræsentanternes Hus. I 2024 støttede 56 procent Trump. Det er forskellige valg med forskellige deltagere, men tallene giver et forklaringsproblem for dem, der allerede havde udnævnt en hel generation til konservativ.

Langt fra Europa

Det er både et realpolitisk og et moralsk nederlag for Republikanerne. Når Demokraternes flertal tiltræder i januar, får Trump en opposition, der kan blokere ny lovgivning, afvise hans udnævnelser og undersøge hans administration. Han beholder betydelige beføjelser som præsident, men mister den føjelige Kongres, der hidtil har ladet ham slippe afsted med det meste. Og han kan heller ikke uden videre regne med sine egne.

De tilbageværende republikanere må nu overveje, hvad forbindelsen til Trump koster dem. For nogle vil selvopholdelsesdriften tale for afstand til hans mest yderligtgående kulturkampe. Andre vil forsøge at overleve ved at udvise endnu mere loyalitet. Nederlaget åbner under alle omstændigheder et slagsmål om, hvem der skal arve bevægelsen, og hvor meget af Trump de skal tage med.

Hvor meget af sejren tilhører så Demokraterne? Der er foreløbig stærkere belæg for at tale om en afvisning af Trump end om en ny progressiv tidsånd. Valget har bragt demokrater med forskellige politiske profiler til magten og efterladt partiet med flere bud på, hvordan sejren skal bruges.

Mange af de Demokrater, der vandt, tilhører bestemt ikke partiets venstrefløj, endsige gruppen af demokratiske socialister. Det er værd at bemærke, at en centristisk sydstatsvinder som Talarico spiller meget mere på sin kristne tro, og at en nordstatsvinder som El-Sayed, der kan betegnes som en form for socialdemokrat, klarede sig lidt dårligere end partiets kandidater i de fleste andre valgkredse.

Gennembruddene i Texas og Kansas har udvidet Demokraternes politiske landkort. Men vælgerne har ikke dermed tilsluttet sig hele partiets program, og slet ikke de progressive dagsordener om kønsligestilling, vedvarende energi og offentlig sygesikring. USA er næppe på vej til at blive mere europæisk. Demokraterne bør derfor være varsomme med at gentage højrefløjens fejl og udlægge en valgsejr som et ejerskifte til tidsånden.

Vælgerne var først og fremmest dødtrætte af Trump. For omverdenen kan det opleves som en lettelse og i det mindste en påmindelse om, at man ikke behøver at indrette sig efter enhver milliardær, der påstår at have mærket fremtiden. /Lars Trier Mogensen