Licens til at dræbe

Det viser sig, at Københavns Kommunes ’rottetelefon’ er døgnbemandet. Rotter er gudskelov et problem, de tager meget seriøst på kommunen, men alligevel blev jeg enig med vagtstuen om, at jeg ville ringe tilbage, når solen var stået op. Der var trods alt ikke nogen under angreb, og hvad end jeg havde hørt kradse, gnave og pile hen over mit loft, måtte hvile sig nu, for der var ikke en lyd at høre.

En halv time efter solopgang stod en lav lidt kraftig fyr foran mit hus med en lille vaks hund. Han var tydeligvis ikke selv overdrevet entusiastisk for projektet, men hans lille dansk-svenske gårdhund var fyr og flamme. Den logrede og gøede og fór rundt fra kælder til kvist. Lidt uengageret spurgte han, om jeg havde set nogen huller. Det havde jeg ikke. Om jeg havde set dyret. Det havde jeg ikke. Om den havde spist noget. Det havde den heller ikke.

”Du kan jo godt have drømt det,” sagde han til sidst.

”Det var ikke en drøm,” hviskede jeg fornærmet. Nærmest for mig selv.

”Nej ok, men ring, hvis du hører mere,” sagde han og gik igen efter skuffende få minutter. Den nat var det ikke kun lyset i soveværelset, der var tændt, men overalt i huset brændte lyset, og hele vejen var orienteret om mine observationer. Og så … Klokken 2.45 præcis. Jeg sov ganske let, men der var ingen tvivl – det var et stort dyr, følte jeg. Det lød som en mindre hund, den nærmest hoppede og kradsede sig vej henover loftet. Hvad ville den? Hvor var den? Og så var det væk.

Da solen stod op, stod en ny rottefænger foran mig. Jeg havde specifikt bedt om at få den bedste, de havde, og her var han så; Rotte-Lars, som han kaldte sig selv. Han var et hoved højere end mig, omkring de 50, havde et skæg rundt om munden og et par pilot-solbriller i guld. ‘Rottefri by 2016′ stod der hen over brystet på hans tætsiddende T-shirt.

”Er du bange for rotter?” spurgte han, inden han nåede at præsentere sig selv.

”Ja,” svarede jeg spagt.

”Så er det derfor, de er her. De kan mærke den slags.”

Han så hen over hovedet på mig og gik lige forbi mig ind i huset, mens jeg trippede efter ham galpende op om alle de mulige spor, jeg kunne give ham. Stadig tavs stod han kort efter på mit stuegulv og spejdede rundt i rummet. Han drejede rundt om sig selv, mens han lavede små smæld med tungen og sukkede så dybt.

”Har du haft en rottefænger ude tidligere?” spurgte han.

”Ja – en fyr, der havde sin hund med.”

Lars kiggede indforstået på mig og lod forstå, at han ikke var imponeret over sin kollegas arbejde.

”Man kan jo ikke så godt være rottefænger, når man er bange for rotter, vel?”

Når der er problemer med rotter, er det altid et problem med mennesker, der går forud, forklarede Rotte-Lars og bad mig komme med alle de spor og oplysninger, jeg overhovedet kunne om huset, lydene, mig selv, mine vaner og mine observationer. Som en drabsefterforsker tog han imod mine oplysninger, mens han selvsikkert gik rundt med en lommelygte og en luftpistol og besigtigede huset fra kælder til kvist. Det ene øjeblik var han iført maske og en hvid heldragt, mens han råbende af rotterne møvede sig ind i krybekælderen, og det næste stod han med solbriller i bar overkrop ude på taget og havde hele armen nede i en udluftningsskorsten. Rotter har det med at søge opad forklarede han. Det er et instinkt, de har, for at søge væk fra rovdyrene og den udsatte placering på landjorden. Ugler, rovfugle, ræve, katte og hunde er de værste for rotten. De har en del naturlige fjender, og selv store fisk kan finde på at snappe rotter.

Jeg har engang selv set en gedde tage en rotte i en kanal i Dublin, hvor jeg boede en periode. Her boede en del rotter langs floderne, hvor de fandt føde fra frokostgæster, andeunger og skrald. De er formidable svømmere af gnavere at være, og der er eksempler på rotter, der har svømmet flere kilometer for at komme over på en ø eller for at flygte fra en synkende skude.

Nå, men fjender har de en del af, men ingen så farlige som mennesker, og af dem var Rotte-Lars nok en af de værste i hele Danmark. Han var lige kommet fra en opgave på Rigshospitalet, hvor en rotte havde bygget rede på 17. etage, og hver dag var den kravlet via udluftningskanalerne ned i kloakken og op igen med mad til sine unger. Lars var fuld af den slags historier om rotter. Det var tydeligt, at han havde en afgrundsdyb respekt for dyret, som han havde licens til at dræbe.

Rotter kan komme igennem sprækker på helt ned til 2 centimeter. Fuldfede rotter. Deres kranie er i stand til at kollapse og så følger kroppen let med. Dertil kommer en temmelig heftig muskelkraft særligt i bagbenene, der gør den i stand til at springe omkring 80 centimeter lodret op i luften uden tilløb. Hvad den ikke kan forcere i højde og gennem huller, kan den gnave sig igennem. Både i over- og undermund har den et sæt afsindigt stærke og skarpe tænder belagt med en emalje, som på geologernes såkaldte Mohs’ skala har en hårdhed på 5,5 – det svarer nogenlunde til stål. Tænderne er rodåbne, som det hedder, så de gror hele livet (15 cm om året) og holdes nede ved den konstante gnaven i alt. Rotten føler sig frem i verden ved at gnave. Det er sådan, den bestemmer materialer, føde og farer, og ved hjælp af en særlig lukkemekanisme, den kan lave med kæberne, og et lille stykke kød på det yderste af ganen er den i stand til at gnave i ting, uden at noget af det kommer ned i halsen eller maven og forårsager skade på den. Rotten har dog nogle særlige ting, som den elsker at gnave i. Ledninger, for eksempel, og man regner med, at op mod 25 procent af alle større strømnedbrud skyldes rotter, og at et ubestemmeligt antal brande hvert år er sat i gang af gennemgnavede strømkabler. Ingen ved helt, hvorfor rotter er så glade for ledninger, men nogle teorier går på, at det er et instinkt, den har med fra sine fætre i naturen, hvor vandrotter, mosegrise og muldvarpe lever af rødder.

Rotten ser ikke synderligt godt, men det gør også mindre, da den er et nataktivt dyr. Dens formidable tilpasningsevne, gør den dog i stand til at ændre på sin adfærd, hvis omgivelserne kræver det, så da en rotte som udgangspunkt kan lide at operere i fred, kan den godt finde på at gå på opdagelse i en bolig i dagtimerne, når beboerne er ude.

Hvad det ikke har i øjnene, har den så eftertrykkeligt i lugte-, føle-, smags- og høresansen. Forsøg har vist, hvordan rotter kan dissekere tilsætningsstoffer i fødevarer, der er fortyndet 100.000 gange. Rotter kommunikerer internt med højfrekvente lyde, men de kan faktisk skrige – højere end en kat. Følesansen er vigtig for rotten, når den går på jagt efter føden i mulm og mørke, og den udnytter hele kroppen, mens den kryber langs læbælter eller paneler op til flere kilometer fra sin rede for at finde føde. De bor i større grupper – eller familier er det faktisk – men familierne kan let bo side om side, så de næsten blander sig med hinanden. Det betyder også, at der på et ret lille område kan bo flere hundrede rotter.

Rotte-Lars og jeg var ret tætte i de uger, jagten stod på. Jeg indviede ham i mine personlige skilsmisseproblemer og rotte-neuroser, og han fortalte mig om arbejdet som rottefænger og de problemer, han stod overfor. Sloganet på hans trøje havde en ”idiot af en djøf’er” fundet på og var fuldkommen sindssygt efter hans mening. Man havde lige fyret halvdelen af hans kolleger, og nu var tre af de resterende gået ned med stress. Kommunen ville gerne sige, de gjorde en masse, sagde han. ”Alle hader jo rotter, men ingen forstår, hvor umulige de er at blive fri for.”

Han var sat til at rydde op i vores affald.

I dag kan jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke var kommet helskindet igennem den tid uden Rotte-Lars. Han var min klippe. Han troede på mig og stod ved min side, da vi hørte fælden klappe. Men det skulle vise sig ikke at være den eneste gang, jeg kom til at høre denne lyd.

Én rotte kommer desværre sjældent alene.