Kære læser

Dårligt opdragede forældre

Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

“Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg opdrage dem på en anden måde,” siger en af flere forældre, som er bekymrede for deres børns tilslutning til venstrefløjspartiet La France Insoumise, til den konservative avis Le Figaro. Det politiske skel mellem den ældre og yngre generation i Frankrig fik i sommer det konservative nyhedsmagasin Le Point til at bringe en guide til at tale om politik rundt om spisebordet.

Præsidentkandidaten fra La France Insoumise Jean-Luc Mélenchon ser dog gerne, at der i månederne op til næste års præsidentvalg er rigtig dårlig stemning til de franske familiefrokoster. For han har brug for, at børnene begynder at opdrage deres forældre. Det er nemlig med strategien kaldet “omvendt socialisering”, at Mélenchon – ifølge partiets kommunikationschef Antoine Léaument – kan vinde valget.

Ved efterårets studenterdemonstrationer har Mélenchon været en genkendelig skikkelse, men lørdag var han hovedpersonen ved sit eget såkaldte “Mélenshow”. Her præsenterede han sit politiske program til 20.000 – for det meste unge – tilhængere i Le Bourget, en forstad nord for Paris.

“Jeg har kun et rimeligt forslag til jer. Det er faktisk ganske moderat. Kun én ting: Alt skal ændres,” sagde Mélenchon fra scenen.

Mens præsidentvalgets frontløber Marine Le Pen taler om en renæssance, lover Mélenchon en revolution. Mere konkret ifølge politikprogrammet, der blev udgivet som en bog til 5 euro i fredags og indeholder mere end 1.000 punkter: Stemmeretten skal sænkes til 16 år, pensionsalderen til 60. Den femte republik skal være fortid, mens den sjette republik skal være en såkaldt “ny økologisk stat”. Udenrigspolitisk bør EU suspendere sin associeringsaftale med Israel, og der må indføres en våbenhvile i Ukraine. Frankrig skal derudover, ifølge partiets program, forlade forsvarsalliancen Nato. Mindre konkret er finansieringen.

Selvom Jean-Luc Mélenchon med sine 75 år er den ældste kandidat i feltet, der kæmper om at blive Frankrigs næste præsident, taler politikken til landets unge. 40 pct. af vælgerne under 35 år vil ifølge en Cluster17-meningsmåling stemme på ham.

En af de store barrierer på vejen mellem Mélenchon og Élysée-palæet er dog de unges forældre og bedsteforældre.

Blandt franskmænd over 65 år vil blot 4 pct. sætte kryds ved Mélenchon, mens flere end hver tredje person i generationen, der ellers altid har været skeptiske over for det yderste højre, tilkendegiver, at de kunne stemme på Le Pen til foråret.

“Børnene skal overbevise deres forældre. Vi er nødt til at arbejde nedefra og op, at gå ud og overbevise folk én efter én, og det starter med vores nærmeste kreds: forældre, brødre og søstre, onkler og tanter,” sagde Mathilde Panot, der sidder i parlamentet for La France Insoumise, i sommer.

Ud over spisebordet er det sociale medie Facebook en afgørende arena for denne strategi. Mens Mélenchon har knap dobbelt så mange følgere på det sociale medie TikTok, hvor den yngre generation befinder sig, dominerer Le Pen og Rassemblement National på Boomer-mediet.

“VI SKAL FOR ENHVER PRIS INVOLVERE OS MED FACEBOOK IGEN! VI MÅ IKKE OVERLADE NOGET TERRÆN TIL DEN YDERSTE HØJREFLØJ,” har Léaument skrevet i en WhatsApp-kanal for partiaktivister med mere end 170.000 medlemmer.

Efter flere måneders demonstrationer, der fortsætter denne uge, har de unge gjort deres position tydelig. Så strategien står og falder med, at forældre og bedsteforældre er mere lydhøre ved spisebordet og på de sociale medier. /Emilie Ewald 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12