En helt almindelig mand

Hvad?

David Bowie: The Last Five Years
90 min.
8. januar 2017
BBC

Filmen havde premiere på David Bowies fødselsdag i søndags, og egentlig skal du være i England for at se den på BBC’s site. Heldigvis har norske NRK købt den, og de er ikke helt så protektionistiske, så den ligger i sin fulde længde her. Den beskriver Bowies sidste hemmelighedsfulde år – helt præcist de sidste fem år med en lidt klodset reference til ”hittet” ‘Five years’ fra 1973.

Hvad sker der?

Filmen beskriver med interviews af kunstnere og kollegaer tæt på Bowie de sidste år af hans professionelle liv. Med flashbacksekvenser til de ikoniske 70’ere – koncertoptagelser, tourlivet og enkelte interviews – bygges Bowies velkendte fremmedgjorte karakter op som en sky formidler af verdens kaos. Det er personaer, der er velkendte for Bowie-tologer, men med forbindelsen til den ældre David Bowie, der i et radiointerview fra 2006, som der krydsklippes til, kommer man alligevel tættere på den yngre Bowies alter egoer, for eksempel Aladdin Sane og Ziggy Stardust, end vi har været før.

Gudskelov koncentrerer filmen sig hovedsagelig om årene efter den såkaldte reality tour i 2004, hvor han giver sin sidste koncert. Det er år, der hidtil har været næsten ubeskrevet, fordi Bowie selv var meget tilbagetrukket og fortrak til et liv i hemmelighed. Selv kunstnere, han havde arbejdet sammen med i mange år, måtte underskrive strenge tavshedserklæringer, da han genoptog arbejdet i 2011 med sine sidste albums Next Day og Black Star. Det lidt paradoksale med den tilbagetrukne Bowie er i midlertid, at han fremstår mere almindelig, end David Bowie nogensinde har gjort. Privat, udadvendt og opsøgende, jokende, jovial og ydmyg. Glad og tilpas, men desværre også dødeligt syg, som han finder ud af ret sent i processen, viser det sig.

Vi følger gennem interviews med musikere og klip fra private optagelser tilblivelsen af de to sidste albums, og selv om de i sig selv er den sene Bowies absolut bedste, bidrager filmen til forståelsen af, hvad han egentlig ville med pladerne: At vise en mere ærlig og åben side af sig selv.

Hvad finder vi så ud af?

Der er næppe nogen af Bowies album siden 70’erne, der er blevet vendt, drejet, analyseret og fortænkt som Black Star og Next Day, og også her tjener dokumentaren til at hive numrene lidt tættere på jorden. Blandt andet vidste han ikke, at han var døende, da han skrev de to plader og særligt videoen til Lazarus, som af nogen er blevet fortolket som en bevidst afsked og hilsen fra en døende Bowie, virker ikke specielt iscenesat.

Dokumentaren beskriver ret gribende det guldbur, Bowie har sat sig selv i med sin berømmelse og sine personaer, og det viser sig, at Major Tom-figuren fra hans berømte første hit-single fra 1969 betød ufatteligt meget for ham. Major Tom forblev et billede på hans egen berømmelse og solitude, flydende rundt i det ydre rum uden forbindelse til verden. Derfor brugte han også igen og igen figuren i sit univers, og den sidste skitse hans sendte til den svenske videoinstruktør Johan Renck, der lavede både Lazarus og Black Star var en rumdragt med et skelet indeni. En tegning Renck ikke opfatter som en dødserklæring, men som et billede på, at David Bowie langt om længe er kommet ned på jorden. Af alle de medvirkende – også holdet bag hans musical Lazarus, som han arbejdede intenst på op mod sin død, og som fik urpremiere en måned inden – beskrives han som værende i en særlig harmoni med sig selv.

Hvad kan den?

Dokumentaren kan rørende og indlevende med enkle midler give os en lille flig af ‘noget ægte’ hos David Bowie. Et lille vindue til, hvem han var, eller i hvert fald til, hvad han var blevet. Særligt fint bliver det i de to sekvenser, hvor hans livslange producer Tony Visconti fjerner instrumenteringen fra Lazarus og Black Star, så Bowies egen spage, syge, men også kraftfulde stemme står helt alene. Så alene, at man kan høre hans tunge gispende åndedrag mellem hver tekstlinje. Puha. Giv dig selv 90 minutter og kom ind bag manden med alle maskerne.