At fange et intelligent dyr

Rotten er kendt for at være et særligt intelligent dyr. En zoolog vil formentlig sige, at der blot er tale om instinkt, og at det er det, man forveksler med intelligens, men det kan være svært at se forskel, når man kæmper imod dem. Ikke alene har rotten et helt exceptionelt stærkt overlevelsesinstinkt og en unik tilpasningsevne, den har simpelthen et særligt gen, der gør den i stand til at mutere og gøre sig modstandsdygtig over for ændringer i sin habitus; den kan tilpasse sig særlige varme- eller kuldeforhold, fødekilder og døgnrytmer, men snedigst af alt kan den med lynets hast udvikle resistens over for stærkere og stærkere gift. Desuden er de ekstremt lærenemme, agtpågivende og husker virkelig godt. Og så har de en ret veludviklet og avanceret form for kommunikation hinanden imellem gennem lyde og lugte.

Det er særligt deres kommunikationsform, der blev et problem for mig, og den er årsagen til, at jeg i gårsdagens afsnit af denne føljeton lod dig hænge med sætningen: ”En rotte kommer sjældent alene.” For selv om Rotte-Lars, min rolige klippe og jagtkammerat, og jeg jublede og gav high fives, da vi fandt den første krabat med hovedet kvast i en klapfælde, fik jeg hurtigt armene ned.

Fælden kunne ifølge Lars klippe en finger af, så rotten, der gik i den havde ikke en chance, men til gengæld mente han nu, at der ikke ville gå flere rotter i den fælde. Selv om han fjernede rotteliget og flyttede fælden, ville andre rotter huske, hvad der skete med den, der vovede sig til at eksperimentere. Han fortalte om en kamp, han netop havde været igennem med en rotte, som var den eneste tilbageværende i et hus, der ellers havde været besat af en håndfuld andre. Rotten havde voldt ham store problemer og søvnløse nætter. Fælderne, han satte op, blev ved med at smække, og maddingen blev spist. Giften, han lagde ud, rørte den ikke. Det er almindeligt, at en rotte ikke går i fælden første gang eller anden gang, den støder på en den. Det er, som om den tænker, at det er for godt til at være sandt med sådan en gratis middag, men til sidst efter et par dage eller fem vil den som oftest gå i – specielt, hvis man ellers har fjernet alle andre fødekilder. Men denne rotte, som Lars havde kæmpet med, havde haft fælderne i ugevis, og de blev som sagt ved med at klappe uden at fange rotten. Derfor besluttede han sig for at stille et overvågningskamera op, og til hans store forbløffelse viste det sig, at rotten havde lært sig selv at skubbe til fælden, indtil den klappede, hvorefter den i ro og mag kunne mæske sig i peanutbutter – det elsker rotter. Først da Lars satte gift i fælderne, fik han has på dyret.

”Det gælder om at tænke som dem,” forklarede han.

Gift er nu heller ikke uden problemer, for igen kommer rottens overlevelsesinstinkt og neofobi den til gode. Er den alene, vil den blot nippe en lille smule til mad, den ikke kender, og så vurdere, om den får ondt i maven eller bliver dårlig tilpas, før den æder resten. Lever den i en familiegruppe, som man kalder det, når mange rotter lever sammen ét sted, vil den ofte sende ungerne eller de svage rotter foran sig og så observere deres adfærd efter at have indtaget giften. Derfor er den gift, man giver rotter i dag, baseret på antikoagulanter, der er en fællesbetegnelse for stoffer, som griber ind i dannelsen af det vigtige k-vitamin i leveren og forhindrer blodet i at størkne. Rotten dør derved af indre eller ydre blødninger mange timer eller endda flere dage efter at den har indtaget giften, og på den måde kan den ikke forbinde årsag og virkning. Den vakler rundt og raller, og det er ofte de rallende og vaklende rotter, vi ser, hvis vi får øje på en på gaden eller oppe blandt mennesker, hvor rotter normalt ikke kan lide at være. Rottefængerne kalder dem for ”de levende døde”. Til gengæld gør rottens særlige evne til at mutere den i stand til at blive resistente over for giftene. I øjeblikket bruger vi den stærkeste dosis gift, men flere steder i England har rotterne nu også gjort sig resistente over for den, hvilket bekymrer forskerne på Reading University, som er nogle af dem, der har gjort mest ud af dette område.

Nå, men helt så vanskeligt blev vores jagt ikke, for ganske få dage efter det første klap begyndte en sødlig stank af død at brede sig i huset. En stank af sejr. Rotten blev fundet bag et panel på et børneværelse, og kradselydene forsvandt. Jeg sagde farvel til Lars med en flot kurv fra den lokale vinhandel og håbede så inderligt, at jeg aldrig ville se ham igen. Han var nervøs for, at det kun var begyndelsen på vores venskab, for som han sagde:

”Rotter kommunikerer med andet end lyd. Vennerne har det med at komme til begravelsen – nogle gange flere år efter.”

Som så mange gange før, skulle Lars vise sig at få ret.