Forlad mig

Det siges, at der er lige så mange rotter i København, som der er mennesker. Ingen har dog lavet et seriøst estimat, men eksperter (eller eksperten, må vi nok hellere sige, for der er reelt kun én, han hedder Jens Lodal) og skadedyrsbekæmperne mener ikke, det er et helt skævt tal. De er overalt, lige ved siden af os, og bevæger du dig rundt i byen, er du sjældent mere end få meter fra en rotte. Vi lever side om side med dyret. De lever i skyggen af vores civilisation og danner et underligt vrangbillede af vores kultur. Bor i vores affald, ernærer sig ved vores urenheder og overforbrug. Gemt væk i kloakken under jorden, i hulrum under fortovet, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet, de er hele tiden med os.

Formentlig lægger du slet ikke mærke til dem, men hvis man som jeg først én gang har haft dem inde på livet, begynder man at se ting, ingen andre ser. Du ser små sprækker i husenes sokler med plamager af rottetis som indgangsløber. Du ser gennemgnavede skraldespande, huller ved kloakdæksler, ødelagte udluftningshuller, nedsunkne og underminerede fliser, og i byens parker vil du opdage huller på størrelse med en tennisbold i omkredsen gravet ned i blomsterbedene, ved søbredden eller langs hegnet til legepladsen. Og så begynder du også at se de små skinnende metalæsker ved supermarkeder, restauranter, torvehaller og grønsagsboder. Det er ikke glemte madpakker, elskabe eller noget andet uskyldigt. Det er giftdepoter placeret af en rottefænger, fordi nogen har set en rotte vralte omkring. Senere i denne føljeton skal jeg nok komme ind på, hvad det konkret betyder for sundhedsskadeligheden ved stedet, men lad mig til en start forsikre dig om, at du gør klogt i at finde et andet sted at spise, hvis du har dine organer og dit helbred kært.

Jeg fik desværre ikke kun et skærpet syn af mit lille møde med rotterne, for når jeg afsluttede sidste afsnit med at meddele, at kradselydene i mit hjem forsvandt sammen med rotterne, er det kun delvist sandt. Dele af mig er helt sikker på, at det objektivt forholdt sig sådan, mens en anden og mindst lige så stor del af mig blev ved med at høre lyde overalt. På mit arbejde, i metroen, hos venner, på barer og hos min nye kæreste. Der var kradselyde, ”pile-lyde”, gnavelyde, en piben og en skrigen alle vegne. Jeg så skygger over gulvet og fór op, hvis jeg kom til at træde på et stykke legetøj. Jeg var blevet lidt af et nervevrag.

Tilstanden fortog sig heldigvis efter et års tid, vil jeg tro, og jeg begyndte at opbygge et almindeligt liv igen. Der blev roligere i mit hjem, min kæreste flyttede ind og fyldte lydene ud med nye, og lyde fra vaskemaskiner, vinden, kaffemaskiner og overboens yoga blev til det, de var. Men alligevel var det, som om rotterne ikke helt havde forladt mig. Sagen var den, at jeg aldrig rigtig var kommet til bunds i, hvor de egentlig var kommet fra, og jeg blev ved med at finde små mærkelig tegn på liv rundt omkring huset: En død og indtørret rotte lå pludselig under verandaen, et af børnene synes, de havde set noget, noget løb hen over terrassetaget en sommeraften, og nedfaldsfrugt så underligt afgnavet ud. Små ting, som de fleste sikkert lever med hele tiden, men for mig forblev det en stressfaktor.

Indledningsvist i det allerførste afsnit fik jeg vist nævnt, at jeg fik rotter stort set samtidig med, at jeg blev skilt, og selv om det lød virkelig mærkeligt, da Rotte-Lars i andet afsnit blev citeret for nonchalant at sige, at rotterne var der, fordi de kunne mærke det, er det svært for mig helt at afvise hans sammenblanding af New Age-filosofi og rottebiologi. Jeg ved, det lyder helt skørt, og normalt vil du aldrig høre mig hævde, at der skulle være ”mere mellem himmel og jord”, men næsten hver gang jeg har fortalt min rotte-historie, er den blevet overgået af nogen andres, der har været udsat for endnu mere tvistede møder. Jeg har talt med mennesker, der har fået rotter, dagen efter de er blevet fyret. En anden var netop blevet forladt af sin kone, da en rotte sprang ned i skødet på ham fra parrets fælles reol. Jeg har sågar mødt et par, der var kommet hjem fra en tragisk dødfødsel kun for at opdage, at de havde fået rotter.

Altså som sagt påstår jeg ikke, at der er mere mellem himmel og jord, eller at rotterne skulle være i stand til at opfatte svagheder, men måske byder de sig til for projektioner. Jeg ved det ikke, men jeg kan i hvert fald sige, at min kæreste og jeg var få dage fra termin, da vi en tidlig morgen pludselig hørte en meget virkelig og meget mistænksom lyd i køkkenet. Der gik et lyn igennem min krop, og mit hjerte hamrede mod mine trommehinder. Det lød som en hund, der havde forvildet sig ind under min ovn, og jeg følte det et øjeblik, som om nogen var ude efter mig. Måske min ekskone eller måske bare en eller anden form for ond ånd, der huserede i huset. Jeg ville i hvert fald bare ud. Parat til at brænde huset ned til grunden og flytte op i et tårn i Budapest (verdens eneste rottefri storby). I løbet af få minutter fik jeg dog samlet mig sammen og sendt min kæreste ud af døren, barrikaderede mig selv i et børneværelse med et håndklæde klemt ind under døren og ringede til ’skadedyrstelefonen’. Jeg måtte have fat i Lars. Egentlig havde han givet mig sit privatnummer, men det virkede ikke mere, og på skadedyrskontoret kunne de ikke love, at det blev ham, der kom. De lovede dog at være der inden en time, og imens gik jeg i gang med at lede efter boliger på Airbnb og Boliga.

Rotter er meget sociale dyr, og selv om de egentlig lever i lukkede ”familiegrupper” med ét familieoverhoved, kan der leve mange grupper tæt på hinanden. Selve grundenheden i den sociale struktur er familien, der består af flere voksne hunner i varierende alder og mindre og yngre hanner. Territoriet i sig selv er ikke meget mere end ti meter i diameter og er af sekreter fra kirtlerne omkring kønsorganerne, men til gengæld kan de vandre flere kilometer efter føde til grupperne. I grupperne opretholdes en imponerende reproduktionsrate, og hvis de ikke lige spiser eller leder efter mad, har de sex. Der står ikke meget andet i hovedet på dem. Faktisk er der en meget stor sandsynlighed for, at du er mindre end ti meter væk fra to rotter, der kopulerer lige nu. I løbet af seks timer har en han parret sig med op til 20 forskellige hunner i velfungerende familiegrupper. Herfra går der 21 dage, indtil hunnen så nedkommer ,og fra det minut den sidste af de op til 10 unger er kommet ud, er hun klar igen. De spilder ikke tiden, så det gælder om heller ikke at spilde tiden, hvis man får mistanke om rotter. Det gælder også dem, rottefængerne kalder strejfere – altså rotter, der er ude på egen hånd, for via lugtkirtlerne, afføring og urin udskiller de stoffet feromon, som tiltrækker andre rotter. Den kalder på sine venner så at sige, så derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan man behandler sit hjem, efter der har været rotter. I hvert fald hvis man gerne vil undgå at se dem igen. Det var den dyrt købte erfaring, jeg var i gang med at få.