Ikke en mus

Søren var en helt anden type rottefænger end Lars. Jeg vil nærmest kalde dem hinandens modsætninger. Hvor Lars var skråsikker og autoritativ, var Søren forsigtig og ydmyg. Lars var høj og skaldet med trimmet skæg omkring munden, Søren var meget mindre og rødhåret med stubbe. Lars talte som en gadedreng og bandede som en sømand, Søren talte som en akademiker og sagde sjældent noget anstødeligt – hverken mod rotter eller andre rottefængere. Lars brugte pistol, Søren havde en gribetang og et lille bat med – han brød sig ikke om pistoler, som han sagde. Men præcis som Lars var hans afgrundsdybe beundring for dyret dog ikke til at tage fejl af, og han havde en drabsefterforskers seriøsitet omkring sagen. Det var en blanding af respekt, fascination, beundring og lede. De to havde udgjort et glimrende makkerpar i en politifilm fra 80’erne – rotternes good cop/bad cop.

Jeg satte hurtigt Søren ind i de lokale data og vidste fra tidligere, at ingen detaljer var ligegyldige. Søren roste mig direkte for min grundighed og begav sig ind i huset – igen med en fuldkommen anden tilgang en Lars. Langsomt tog han sine støvler af, lagde de lange snører ned i dem og placerede dem samlet og ordnet ved døren. Han tog plastikhandsker på og lukkede roligt hver eneste dør, han åbnede, omhyggeligt bag sig. Han var uhyggeligt grundig. Sagde ikke meget og kom hen til ovnen, hvor lydene havde været. Med en tai chi-bevægelse kom han ned på maven og ligge, mens han lyste med en stærk maglite ind gennem sprækkerne.

”Haps,” sagde han til sig selv.

”Haps?” spurgte jeg befippet. Han svarede ikke.

”Haps?” sagde jeg lidt højere igen.

”Det er ikke en rotte, du har haft.” han rakte hånden ind under ovnen og trak en af Rotte-Lars’ glemte fælder ud. Der sad en lille mus i. En komplet smadret mus.

”Haha,” grinede jeg euforisk og gav et lille hop. ”Hahahahahah – en mus. En sød lille mus.”

”Du skal ikke glæde dig for tidligt,” sagde Søren tørt. ”Med det du har fortalt og sådan som rotter arbejde. Og så så jeg noget underligt på vej ind. Desuden er mus lige så sundhedsskadelige som rotter.”

Søren forklarede, at det var en skrøne, at mus og rotter ikke kunne bo sammen. Han havde ligefrem set eksempler på rotter, der nærmest havde holdt mus som små ”madpakker”. Nogen, der kunne pusle rundt omkring dem, indtil føden blev knap og så ”haps”.

”Haps?”

”Det eneste, du kan være sikker på med en rotte, er, at du aldrig kan være sikker,” sagde han så alvorligt, at det slet ikke lød som en kliché.

Rotter spiser mere eller mindre alt. De har nogle svage præferencer som korn, foder og peanutbutter og er faktisk alt overvejende vegetarer, men når det kommer til stykket spiser de stort set alt. Som nævnt er de meget forsigtige, de første par gange de nipper til nyt mad, men derefter kan de fortære store mængder. De kan også sagtens tage afkom og andre levende dyr – fugleunger, mus, ja, dyr så store som høns er de set fortære. Den erfaring en rotte får med maden, giver den videre til sine unger, så den sendes videre gennem generationer af rotter. Rotter, der lever steder, hvor der findes æg, skal for eksempel oplæres til at få hul på ægget, det kan være svært at gøre med tænderne på grund af den glatte overflade. I stedet puffer og skubber rotten til ægget ind til det flækker, og så mæsker den sig. Det ser de mindre rotter så og gentager succesen. Forsøg har endda vist, at rotteunger stiller sig tæt ved moderen, efter hun har spist for at lugte til hendes ånde for derigennem at bestemme, hvad den skal spise. Denne oplæring støttes så videre i kommunikation gennem ultralyd.

Jeg gik med Søren udenfor for at se, hvad det var, der havde bekymret ham på vej ind. Han gik hen til kloakdækslet, der førte op mod huset. Han satte sig ned på hug og tog et par nye handsker på. Ved siden af dækslet var der et hul på en to-tre centimeter i diameter, og han begyndte at undersøge det.

”Underligt,” sagde han til sig selv.

”Underligt?”

Han svarede ikke. I stedet gik han ud mod bilen efter et værktøj til at få dækslet op med. Kloakker er cylinderformede op til dækslet, forklarede han, netop sådan, at der ikke kan komme rotter op af kloakken, så det undrede ham, at der tydeligvis var gnavet hul i betonen ved metalkanten. Han løftede dækslet.

”Hvad satan?” udbrød han. Igen: kun til sig selv.

I et forsøg på at sikre mit hjem mod rotter efter den første invasion havde jeg fået installeret et rottespær. Mange af de rotteangreb, der er i private ejendomme, sker via kloakken, og en rotte kan snildt komme langt op i en etageejendom via en kloak og smutte ud gennem toilettet eller gnave sig ud, hvis røret har en lille brist. Den kan lugte den friske luft. Rottespæret i min kloak fejlede ingenting, men spærret skulle tilses en gang om året, og til den operation havde VVS’eren brugt en lang metalstav af en art. Metalstaven havde han ladet ligge i kloakken, og det var den Søren havde fået øje på. Den stod lænet op af kloakkens væg og endte præcis der, hvor hullet var. Selv om pinden ikke var mere end højst en centimeter bred, havde en eller flere rotter brugt den som bro til at komme ud i det fri. Enten det eller også havde de stået oven på hinanden. Ja, det er skrevet for sjov, men faktisk har forsøg med rotter vist, at to rotter godt kan hjælpe hinanden med at nå føde, der er svær at nå ved, at den ene bruger den anden som skammel.

”Der er rotter i området vil jeg tro,” sagde Søren endelig henvendt til mig og kylede metalstaven irriteret mod jorden. Han stillede et par giftkasser op i min have og bad mig ringe, hvis jeg oplevede noget ”aktivitet”.

Jeg var lettet. Det var, som om jeg endelig havde fundet kilden til de mistænksomme hændelser, jeg havde oplevet igennem de sidste år. Som om jeg var kommet et væsentlig skridt videre i at komme af med min fobi og lukke sagen for stedse, selv om der nu stadig var en række ubesvarede spørgsmål. Hvis rotterne havde haft adgang til min grund, hvor var de så, og hvis en mus kunne komme ind i mit køkken, hvad kunne så ellers komme ind?

Dagene gik. Barnet kom. Månederne gik. Sommeren kom, efteråret med og jeg fik en del andet at tænke på, så da jeg morgenen efter børnenes Halloween opdagede, at nogen havde taget en bid af en tomat og lidt af en agurk i køkkenet, skød jeg det hen ned den fuldkomne urealistiske forklaring, at børnene i deres slikorgie impulsivt havde fået lyst til et par grønsager. Om aftenen efter alle var gået i seng, tussede jeg rundt for mig selv og samlede legetøj op fra gulvet i stuen. Der var helt stille, så da jeg hørte noget bumpe rundt i køkkenet, kiggede jeg op for at se, hvad det kunne være. Og der sad den så. Midt på gulvet. Frosset i det den var i gang med med sine to forpoter ved munden og kiggede mig lige i øjnene. Jeg frøs også. Små stjerner viste sig for mit blik. Vi stod der i mørket og så hinanden lige i øjnene. Det der var ikke en mus. Det der var ikke en mus. IKKE en mus.