Milliardhullet i statskassen

Efter seks år med otte skatteministre mangler vi snart kun, at skræddermester Vipperup bliver øverste ansvarlige for skattevæsnet i Danmark. Det var ham, som i filmen Ebberød Bank fra 1943 – spillet af Osvald Helmuth – overtog kontrollen med en bank i en lille provinsby og kørte det hele i sænk på grund af manglende økonomisk sans. Samme tilstand som i filmen Ebberød Bank er Danmark efterhånden havnet i. Pengene fosser, i bogstaveligste forstand, ud af statskassen, mens ingen for alvor ser ud til at tage hånd om det, der må kaldes for Skat-skandalerne.

Advarslerne har lydt. Men ingen reagerede i tide, da medarbejderne i Skat ellers gennem flere år gjorde både ledelsen og politikerne opmærksomme på de voksende problemer med at kontrollere både ind- og udbetalinger. En årrække med nedskæringer, fyringsrunder og overilede eksperimenter med digitalisering har efterladt Skat i en så skrøbelig situation, at meget nu tyder på, at den danske statskasse er gået glip af mere end 100 mia. kr.

Den mest opsigtsvækkende sag er den fejlagtige udbetaling af udbytterefusionskat til den britisk-indiske svindler Sanjay Shah. Han fik i alt udbetalt 12,3 mia. kr., altså kr. 12.300.000.000,00,-, fra en enkelt og ensom medarbejder i Skats kontor i Høje Taastrup. Men tragedien hverken begynder eller slutter dér: Før jul kritiserede statsrevisorerne med den stærkest tænkelig sprogbrug, at hverken Skat eller Skatteministeriet kan forklare, hvorfor udbetalingerne af negativ moms er eksploderet med et omfang, så op mod 95 mia. kr. tilsyneladende er forsvundet, mere eller mindre uforklarligt.

Oveni kommer faktisk et endnu større beløb: På grund af sammenbruddet for det digitale inddrivelsessystem, EFI, har Skat over 100 mia. kr. til gode i særligt virksomheder og udlandsdanskeres skattegæld.

Mærkeligt nok er emnet ikke øverst på dagsordenen. Ja, mærkeligt nok diskuterer politikerne stort set alt andet, end hvordan Skat igen skal komme til at få statskassen til at stemme. Gennem de seneste årtier er der tilmed blevet fyret op mod 10.000 ansatte i Skat, og alligevel er de interne advarsler fra de tilbageværende medarbejdere ikke blevet taget alvorligt. Repræsentanterne for de menige medarbejdere er blevet ignoreret, latterliggjort og sågar fyret.

System spillet fallit

Formanden for Dansk Told- & Skatteforbund, Jørgen Rise, har forsøgt at råbe op: ”Det er frustrerende, at det ikke fungerer, og det er ikke første gang, vi gør opmærksom på det. Vi har sagt det gentagne gange de sidste 10 år.”

Forskellen mellem på den ene side almindelige lønmodtagere, som automatisk betaler deres skat, før lønnen udbetales, og på den anden side selvstændige og virksomheder, som selv skal opgøre deres skattepligtige indtægter, er slående:

”Det er lønmodtageren, der ned til sidste krone betaler det, de skal i skat, hvorimod virksomhedsdelen har et tillidsbaseret system, som jo kræver kontrol. Det er her, vi ser, at pengene fosser ud af statskassen, og sådan bliver det ved med at være, indtil man laver en form for kontrol eller laver nogle nye systemer, der sikrer, at tingene, ligesom på lønmodtagersiden, bliver indberettet direkte fra banker, kasseapparater, eller hvad man ellers kan gøre teknisk”.

Jørn Rise fra Dansk Told- & Skatteforbund, som organiserer bl.a. revisorerne i Skat, undrer sig over, at politikerne forholder sig så passive til sammenbruddet i Skat: ”Det er et område, der burde være mere fokus på, og et område hvor der er alt, alt for få ressourcer,” siger han og peger på de gentagne fyringsrunder: ”Systemet har spillet fallit. I en lang periode har vi været et organisatorisk eksperiment. En ny ledelse – og dem har vi jo haft mange af – skal hele tiden forsøge at sætte nye spor, nye milepæle, og det er vi ramt af. Som medarbejdere kan vi se, at der er en tendens til, at man kigger på det organisatoriske frem for det faglige.”

Som fagforeningsleder har Jørn Rise en oplagt interesse i at få antallet af medarbejdere øget. Efter en grønthøster har skåret gennem Skat i årevis, er det imidlertid svært at afvise kritikken. Særligt fordi afviklingen af Skat har været lang tid undervejs: ”I princippet går det helt tilbage til 1990, hvor Schlüter startede sin afbureaukratiseringsplan, som indebar, at konsulentfirmaer begyndte at have indflydelse på Skat i en grad, der betød, at der hele tiden skulle spares. Omorganisering er fra mit perspektiv noget, man gør for at skjule de egentlige problemer. Nu står vi foran en meget lang genopbygningperiode – det kommer til at tage mange år,” siger Jørn Rise.

Skuespil på Borgen

Formelt har hurtigt skiftende skatteministre udtrykt bekymring og fremlagt forskellige løsningsplaner. I svingdøren har ansvaret skiftet hænder så hyppigt og pludseligt, at ingen for alvor har taget oprydningsopgaven på sig. Siden den nuværende finansminister Kristian Jensen var skatteminister, har følgende mænd været forbi ministeriet i Nicolai Eigtveds Gade: Troels Lund Poulsen (2010-11), Peter Christensen (2011-11), Thor Möger Pedersen (2011-12), Holger K. Nielsen (2012-13), Jonas Dahl (2013-14), Morten Østergaard (2014-14), Benny Engelbrecht (2014-15) og nu Karsten Lauritzen. Partifarven har i praksis været underordnet.

Formanden for HK/Stat, Rita Bundgaard, som organiserer de kontoransatte i Skat, peger opad og direkte på ministrene, som de ansvarlige for de forsvundne millarder: ”Politikerne har en stor aktie i, at det er gået, som det er gået. Der kan være mange ting i forhold til ledelse og intern organisering i Skat, men i sidste ende er det politikerne på Christiansborg, der har udstukket rammerne. De har valgt, at der skal være færre medarbejdere og flere digitale løsninger. It-systemerne kom, samtidig med at medarbejdere gik. De hilste på hinanden i døråbningen, og it-systemerne kom aldrig til at virke,” siger Rita Bundgaard.

Paradokset er, at Skat har fået færre og færre medarbejdere, mens antallet af arbejdsopgaver samtidig er steget – sågar kombineret med it-systemer, som ikke har virket. Ifølge Rita Bundgaard er der endnu ikke fremlagt planer, som effektivt vil kunne råde bod på fortidens synder: ”Skuespillet fortsætter: Skatteministeren har præsenteret både redningsplan nummer et og to, men samtidig holder man fast i den oprindelige spareplan fra 2006. Når vi når til 2020, så har de nyrekrutterede medarbejdere udlignet for dem, der er røget ud i perioden 2017-20. Politikerne stikker os blår i øjnene, når de siger, der kommer flere medarbejdere, for vi siger farvel til medarbejdere samtidig,” siger Rita Bundgaard.

Hun fremhæver, at de tilbageværende medarbejdere i Skat frygter for konsekvenserne ved at ytre kritik: ”Medlemmerne giver udtryk for deres utilfredshed, men de er nervøse for deres egne jobs, mens vi som fagforeninger bliver skudt i skoene, at vi bare er ude på at redde så mange medlemmer som muligt og derfor ikke vil acceptere effektivisering og digitalisering. Og det vil vi altså godt.”

Jørn Rise har samme oplevelse af intimidering: ”Jeg må konstatere, at når mine medlemmer ønsker at sige noget, som kan have et anstrøg af kritik, så lader de helst mig sige det, fordi de har den tanke, at det kan skade dem siden hen. Vi har været igennem en lang periode, hvor det har været comme il faut, at hvis bare vi kunne sætte jubelhistorierne på bedding, så skulle alt nok gå. Der har ikke været jubel i Skat i mange år, og når vi har fremsat kritikken, er vi blevet taget i skole. Jeg er i hvert fald”.

Den foreløbige konklusion er, at knægtelsen af Skat-medarbejdernes ytringsfrihed – altså frie mulighed for at slå alarm, når systemerne vitterlig bryder sammen – ser ud til ‘kun’ at have kostet det danske samfund i bedste fald et tocifret milliardbeløb. Hvad der kan vise sig at være århundredets største tyveri fra statskassen, er tilsyneladende blevet tiet ihjel, fordi det var ubekvemt for de skiftende skatteministre at indrømme fiaskoen.