Sygdom og renselse

Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg gik i panik, da jeg stod ansigt til ansigt med rotten i mit køkken. Jeg gik i sort. Jeg skreg ikke, jeg råbte ikke, jeg bevægede mig ikke. Jeg stod bare helt stille og tavs, imens blodet forsvandt fra mit hoved og gjorde mig svimmel og verden en anelse psykedelisk. Tiden gik i stå. Det var første gang i mit liv, at jeg havde set en levende rotte så tæt på. Og så i mit eget køkken. Den så mere gnaver-agtig ud, end jeg havde regnet med, og det var i situationen en formildende omstændighed. Nærmest lidt sød. Det var ikke en kæmpe rotte, måske en ung rotte, men der kunne ikke være nogen tvivl. Det der var en rotte. I mit køkken. Lige foran mig. Og så kom frygten, hadet og rædslen tilbage i ét stød, og jeg sprang tilbage, da den pilede op under soklen ind mod ovnen.

Vi er forprogrammeret med en frygt for rotter. Det er ikke bare noget ‘første verdens’-hysteri, vi lige har fundet på, det er en antipati, der er nedarvet igennem generationer. Måske helt tilbage fra middelalderen og pesten, hvor rotterne altså også gjorde det af med 200 millioner mennesker, hvilket var en tredjedel af jordens befolkning dengang. Allerede dengang antog man rotter for at være dødens budbringere, baseret på en erfaring, man havde samlet op ved den første pest-epidemi hos filistrene 1300 f.v.t. Så langt tilbage, at der næsten skulle gå to årtusinder, før man anede, hvad bakterier og virus var, har man haft en intuitiv fornemmelse af, at dyret var til skade og udgjorde en sundhedsrisiko. De kunne finde på at angribe, de spiste forrådskamre, de bed mennesker, der sov (som tidligere nævnt undersøger de alt ved at gnave i det – også sovende mennesker), undergravede og ødelagde boliger, og de var næsten umulige at komme af med.

Det vidste man dengang, og med den viden, vi har om rotter i dag, er der ingen grund til at revurdere det billede. Rotter er på mange måder et farligt dyr. Jo, de er. Det antages, at de i løbet af det sidste århundrede har 10 millioner menneskers liv på samvittigheden i det, vi lidt bredt betegner ’den vestlige verden’. På én fod kan en byrotte bære på op mod 5.000 vira. De har stadig pest og parasitter, der nedbryder organer. De bærer dødelige blødersygdomme, der er i familie med ebola og Zika, de har hantavirus, borrelia, Weils-syge, harepest og trikin, der alle er dødelige sygdomme, eller så har de parasitter og er i øvrigt kendt som ”bakterie-elevatorer” fra kloakken til fødevarer i supermarkeder, restauranter, grønthandlere og ja – i dit eget køkken.

Med den viden er det altså ikke kun hysteri, der gjorde, at jeg der for en måneds tid siden nærmest vaklede ind til min sovende kæreste for dirrende, næsten grædende at fortælle hende om min opdagelse i vores køkken. Hun tog det pænt og er i situationer som den noget mere fattet end jeg. Hun stod op og gik ud i køkkenet, mens jeg kommunikerede med hende fra soveværelset via mobilen. Det var sent, så jeg måtte endnu en gang vente til solen stod op for at bede om assistance fra mine tro riddere hos kommunen. I mellemtiden guidede jeg min kæreste til at forsegle rummet hermetisk, så jeg kunne forsøge at få lidt søvn. Det lykkedes ikke.

Rottens have

Næste dag var babyens stol gnavet midt over. Ja, midt over. Det læderstykke, der havde holdt sammen på min lille søns sæde var spist. Jeg fik fat på rotte-Søren, og sammen listede vi rundt i køkkenet. Han vurderede, at den ikke havde været der længe baseret på rottens reaktion, da jeg mødte den. En rotte vænner sig ret hurtigt til at bo med mennesker, så efter et par dage i sådan et køkken ville rotten nærmest være ligeglad med mig. Den ville begynde at komme frem, mens jeg var der, og det ville ikke være muligt for mig skræmme den med bevægelser, sådan som det var sket aftenen før. Det var sådan set gode nyheder, mente Søren, der til gengæld var mere bekymret for, hvordan den var kommet ind. Vi gik en tur rundt om huset for at inspicere soklen og lede efter huller. I min egen have var der ikke umiddelbart aktivitet, men da vi kom til min overbos have stoppede Søren op. Mine overboer – som jeg sætter meget højt – er stærkt engagerede i den økologiske bevægelse og klimakampen og har et meget naturligt forhold til havens økologi og naturens cyklusser. Det betyder blandt andet, at de fodrer fuglene hele året og lader nedfaldsfrugt og planter deltage i naturens egen forrådnelsesproces. Det er der intet galt med, hvis man ikke lige havde haft et kloakbrud som det, vi havde fundet i dagene, inden min yngste søn blev født. Det lod til, at de rotter, der havde benyttet den smalle bro til overfladen, havde slået sig ned i det økologiske paradis og her havde levet et stille stabilt liv siden. Flere steder i haven fandt Søren små huller på størrelse med en tennisbold, der udgjorde nedgangen til et rottebo. Sådan et bo har en lille gang på en halv til en hel meter ned til et større ’værelse’, hvor rotten bygger sin rede af bløde ting, den finder og slæber med derned – plastik, blade, flamingokugler og den slags. Her nede laver den også et lille forrådskammer til hårde tider, og så har den altid en eller flere nødudgange. Rottefængerne smider ofte små røgbomber ned i hullerne for at ryge dyret ud, og så er det med at stå klar ved nødudgangene. Søren forklarede dog, at den taktik ikke altid virkede, da rotten kan finde på at kravle op i den lille forgang, vende halen til og puste sig op, så den lukker gangen for gennemtræk.

Der var tydelige tegn på aktivitet i haven, men chokket kom først for alvor, da vi nåede til min overbos forladte garage, der havde stået og ventet på at skulle rives ned. En ram stank af dyr mødte os, med det samme vi åbnede portene.

”Hvad satan,” hviskede Søren. ”Hold da kæft.” Han greb ud efter sit bat og bevægede sig langsomt og sidelæns ind i mørket med et tørklæde for munden. Jeg blev udenfor. ”Hold da kæft,” lød det igen derinde fra. ”Prøv engang at komme.”

”Øh, nej?” svarede jeg.

”Det er jo her, festen er.” Gennem de åbne porte kunne jeg se, at han lyste ned mod et hjørne.

”Helt frisk rottelort,” råbte han. Rotter lægger kun deres afføring ét sted. De har nærmest et slags toilet, og det var det, Søren havde fundet. Han kom til syne i porten igen.

”Her er ikke bare et par rotter. Her er virkelig mange rotter. Garagen her må ryddes eller rives ned og haven helt ryddes op.”

Og så gik han ellers i gang med fælder, gift, røgbomber og lommelygter. Han blev hos mig hele formiddagen og satte også en bunke fælder op i køkkenet. Nu var der ikke meget andet at gøre end at vente.

Renselse

I mellemtiden flyttede jeg ud til en ven, hvilket må siges at være en gæstfri operation, når man kommer med fire børn. Jeg besøgte kun hjemmet i dagtimerne for at jage rotter og finde brister. Min overbo blev involveret i kampen og klappede mindst 12 rotter i sin have plus et par af havens fugle. Skuret blev revet ned af folk i hvide heldragter, haven ryddet op, terrassedæk brækket op, og i det hele taget var det, som om jeg for første gang kom helt til bunds i mit rottehelvede. Søren kom og inspicerede fra tid til anden, og jeg fik hjælp fra venner og familie, der godt kunne se, at jeg havde det lidt svært. Desværre for hele processen stod det dog stadig stille indenfor. Rotten havde ikke vist sig siden den aften, hvor den åd min søns stol og dagene og ugerne gik. Hjemmet stod uberørt som en atomkatastrofezone med fælderne gabende tomme. Jeg gik i gang med at flå paneler ned og skære huller i køkkenskabene i håbet om at finde en død rotte, men til min store frustration forblev det et mysterium. Julen nærmede sig, og medmindre jeg havde tænkt mig at flytte, måtte jeg efterhånden indse, at den helt store forløsning ikke indfandt sig, og en sen eftermiddagstime under en lille ceremoni erklærede Søren rotten for død og området for ’rent’. Jeg følte mig som Gene Hackman i The Conversation fra 1974, hvor han splitter sit hjem til atomer i jagten på en mikrofon, som han er sikker på, befinder sig i lejligheden. Mit køkken var splittet til atomer. Soklen savet op, skabene boret ud, hvidevarerne stod afmonterede frit i rummet og gulvbrædderne var savet op. Jeg måtte slippe det her. Give det fred.

Nu var der bare rengøringen tilbage, og den var det vigtigste, forsikrede Søren mig. Ikke alene var der smittefaren, men det kunne være en af årsagerne til, at rotterne havde fundet tilbage – at de havde lugtet de foregående rotter. Jeg hyrede derfor et professionelt rengøringsteam fra Albertslund, der specialiserede sig i at gøre rent efter rotteangreb. Dagen efter stod to tætte muskuløse fyre i mit smadrede køkken. Den ene mælede ikke et ord, mens den anden, der hed Brian, var mere direkte.

”Rotter er så ulækre,” sagde han med væmmelse i stemmen som noget af det første. Han havde allerede et par blå plastikhandsker på. Fra deres bil havde de slæbt store maskiner ind, stærke kemikalier og et bundt store gule klistermærker med et symbol for biologisk affald og et ”adgang forbudt”. Det så voldsomt ud.

”Det er sgu voldsomt, ” sagde han. Han var kronraget og havde tatoveringer op af halsen med nogle arabesker og to pigenavne; Carmen og Janice. Han så lidt bister ud, men meget imødekommende og var ikke bange for at vise, at han nærmest var bange for rotter. Syv timer efter var rummet renset ned. Et gulvtæppe var smidt ud sammen med alle fødevarer og forskellige løse dele lå i gennemsigtige plastiksætte til en vurdering af, hvad jeg kunne undvære. Jeg kiggede på det og sagde:

”Det hele.”