Fed fidus for familien

Quid pro quo. Noget for noget. Hvis Donald J. Trump skal spilde sin tid på at besvare næsvise spørgsmål fra kritiske journalister, skal han i hvert fald også selv have noget ud af det – personligt. Sådan forekommer logikken at være, her inden han på fredag indsættes som USA’s 45. præsident ved en storladen ceremoni i Washington D.C., hvor over 28.000 politi- og sikkerhedsfolk er udkommanderet.

Og hvad kan hele denne spektakulære opmærksomhed dog bruges bedre til end at sælge lidt knas og stads fra familiedynastiets over 500 forskellige firmaer, herunder diverse hoteller, ejendomme og golfbaner? Spredt over 18 forskellige lande har USA’s nye præsident personlige økonomiske interesser i mange af de lande, som han fremover skal forhandle med som statsoverhoved. Samtidig har Trump-organisationens virksomheder gæld i op mod 150 forskellige banker og finanshuse, hvis rentepolitik m.m. på den ene side vil kunne få enorm indvirkning på forretningerne, og hvor USA’s officielle pengepolitik, styret af bl.a. Trump, på den anden side vil påvirke disse banker og finanshuse endnu mere.

Donald Trump lægger ikke engang selv skjul på, at han og familiens erhvervsimperium står til at kunne tjene milliarder af kroner (og ja, potentielt også milliarder af dollars), som en direkte konsekvens af præsidentskabet. Teknisk set kunne han for længst have frasolgt virksomhederne. Men dét har han demonstrativt valgt ikke at gøre. Tværtimod har han sat sønnerne Donald Jr. og Eric til at forvalte familieformuen. Midlertidigt.

Under valgkampen gjorde han det også ofte – forvandlede pressemøderne til salgstaler for egne produkter og omdannede en alvorlig politisk seance til en løssluppen promotion-event. Her forleden ved det første pressemøde siden præsidentvalget i november gentog Donald J. Trump det bemærkelsesværdige nummer. Optrinnet udviklede sig til en form for ‘infomercial’, hvor markedsføringen af hans eget erhvervseventyr – herunder fremtidige forretningsmuligheder – straks kom til at fylde langt mere end svarene på kritiske spørgsmål fra journalisterne. Den 70-årige Donald J. Trump lader nemlig ikke en anledning til at sælge gå forbi.

På pressemødet i sidste uge i Trump Tower lod han familieadvokaten Sheri Dillon forsikre verdensoffentligheden om, at han ikke længere ville blande sig i den daglige drift. Og pralede så også lige med, at han allerede havde sagt nej til en ny forretningsaftale i Dubai, som ellers ville have indbragt to mia. dollars i øget omsætning. Men nej, skulle vi forstå: Trump kunne sagtens håndtere at være både præsident og forretningsmand, ifølge eget udsagn, men for ikke at skabe tvivl vil han nu nøjes med at indtage Det Hvide Hus. Dog ikke i weekenderne, hvor han vil være i New York med familien. Eller i Florida i sit eget luksus-retreat Mar-a-Lago.

Forretningsforbindelserne slippes dog ikke. Sønnerne vil nemlig næppe forsvinde ud af Trumps liv i de næste fire år. Og dermed bryder Donald Trump ikke alene med hidtidige etiske standarder om ikke at sammenblande politiske embeder og privatøkonomi, men er også ved at demonstrere en helt særlig form for politisk økonomi, der sidst er set i Vesten, da mange-milliardæren Silvio Berlusconi regerede i Italien.

Korruption handler sædvanligvis om, at politikere bliver bestukket med kontanter af rige personer eller særinteresser. I både Berlusconis og Trumps tilfælde virker pengestrømmen til at være anderledes: Positionen udnyttes mere eller mindre skruppelløst til at tjene penge, som ellers ikke ville have været tilgængelige. I værste fald kan det udvikle sig til det, som med et græsk udtryk hedder ‘kleptokrati’, altså tyvenes styre.

Men behøver det at gå så galt? Og hvad er det egentlig, at Trump vil kunne tjene ekstra penge på som præsident? Følg nedslagene i de kommende dage op til indsættelsen på fredag – fra lyssky investeringer i autoritære lande over hotel- og casino-branchen i USA til bling-bling-tingeltangel fra børnenes nu verdenskendte forretninger. Varemærket Trump™er i stigende kurs.