For præcis seks timer siden skete to hændelser, der vakte opsigt her på Føljeton – en irriterende og en opløftende: Først gik vores server ned, så det desværre ikke er muligt – lige nu – at læse os på hverken mobil, computer eller iPad. For første gang er vi derfor kun her i mailen. Men bare rolig: Der arbejdes intenst på at løse problemet. Én af Danmarks største digitale troldmænd er i fuld gang med at fikse serveren. Men vi kan ikke love, at alt fungerer før engang i aften. Desværre.
Til gengæld skete der jo også en anden hændelse her i morges kl. 6: Nordmændene tog igen et modigt skridt foran alle os andre. Og for en sjælden gangs skyld var det ikke den allerede legendarisk vidunderlige tv-serie Skam, der forfører teenagere og millennials over hele verden, som formåede at rykke nye grænser i beskrivelsen af tidens ungdomsliv. Heller ikke de to 14-årige popdrenge Marcus og Martinus, som bjertager tweens over hele Skandinavien. Nej, her til morgen var det velvoksne mennesker, som traf en cool beslutning.
Bystyret i Oslo har forbudt dieselbiler at køre ind på de kommunale veje. Begrundelsen er lige så overbevisende, som den er enkel: Frostgrader og svag vind får partikler fra udstødningen til at hænge i luften og skaber dermed en ”akutt høy luftforurensning”. Modsat situationen i København og andre større byer i Danmark, hvor luftforureningen flere steder er langt over WHO’s anbefalede grænseværdier og absurd nok værre end i kinesiske storbyer, rykker hovedstaden i Norge nu for alvor mod en bedre balance mellem mennesker og natur: Den mest livsfarlige adfærd udfases, og i stedet satses der på bæredygtig transport.
De partikler, som dieselbilerne sprutter, er kræftfremkaldende på samme niveau som cigaretrygning og asbest. Alene i København dør op til flere hundrede mennesker årligt på grund af partikelforureningen, og et klart forbud mod dieselbiler i tætbebyggede områder svarer derfor til f.eks. opgøret med asbestmaterialer, som blev forbudt allerede i 1972 og totalt udfaset fra tagplader i 1985. Siden da har det dog stået stille med modet og viljen i Danmark til at træffe klare og kontante beslutninger, som straks gør livet sundere for alle borgere.
Beslutsomheden i Oslo viser, at det stadig er muligt at videreudvikle den nordiske samfundsmodel – og at inspirationen i dag kommer fra nord. Allerede for mange år siden indførte Oslo og Stockholm de betalingsringe, som til befolkningens store tilfredshed og ved hjælp af simple markedsmekanismer i dag regulerer trængslen i storbyerne. Dagens beslutning om at blokere vejene for dieselbilerne er endnu et tiltag i samme retning og viser hvilken vej også danske politikere med fordel kan begynde at kigge efter.
Gennem de seneste måneder er unge danskere strømmet med Oslobåden, eller ‘Danskebåten’, som DFDS-færgen kaldes i Norge – på såkaldt ‘Skam-safari’ for at se og opleve de steder, hvor amatørskuespillerne fra tv-serien lever til hverdag og civilt i skjul fra deres nye celebrity-status. Næste bølge af oplevelsesturister fra Danmark til Norge kan oplagt komme fra Christiansborg: Efter Skam-serien er det tid til en ny bevægelse, der måske kunne hedde: Smog. For også de voksne nordmænd virker efterhånden drittkul.
Vi ses igen i morgen, hvor vores server – forhåbentlig – er på omdrejningshøjde med den snurrige verden. Ha det bra…