Nyhedsanalysen

Sønnernes forladelse

Mistanken om Trump-dynastiets korruption kan ses med det blotte øje fra Det Hvide Hus og dagens parade-rute: Det ombyggede posthus, hvor ‘The Donald’ netop har åbnet et luksushotel, udstiller i gadehøjde, hvor tæt han vikler politik og forretning sammen.

Republican presidential nominee Donald Trump walks past his son Eric Trump (L) as he speaks at a campaign rally in Scranton, Pennsylvania, U.S., July 27, 2016. REUTERS/Carlo Allegri TPX IMAGES OF THE DAY

Bygningen står som et majæstetisk dobbelt-symbol på Donald Trumps væsen: Blot få minutters gang fra Det Hvide Hus langs Pennsylvania Avenue, hvor dagens indsættelsesoptog finder sted, ligger Old Post Office Pavilion – nu ombygget og forgyldt med navnet Trump International Hotel Washington, D.C. og med fem stjerner på væggen. Og nu med de to sønner, Donald Jr. og Eric., formelt i spidsen.

Udadtil imponerer den eventyrlige bygning, som efter amerikanske forhold er historisk med byggeåret 1899, og hvor man næsten fornemmer gargoylerne kravle rundt i tagskægget. Som bygningsværk rummer det gamle postkontor faktisk mere schwung end præsidentboligen. Men indadtil, ja, indadtil er historien en helt anden: En krakeleret kulisse-facade. Forlorent og fake.

Rejsemagasinet Luxury Travel Intelligence har udråbt Trump International Hotel Washington, D.C. som det tredjeværste hotel, der er åbnet i 2016: ”I sig selv er bygningen uden tvivl imponerende, men så snart man træder ind, undrer man sig. Indretningen er skrigende – med kvantitet frem for kvalitet. Servicen er ussel og mangler selvtillid. Hele oplevelsen virker krampagtig, og derfor er dette ikke et sted for den virkeligt kræsne luksus-rejsende. Men ingen tvivl om, at turist-horderne vil holde stedet evigt travlt,” lyder konklusionen fra den ultimativt snobbede jetset-klasse, som Donald Trump ellers altid har stræbt efter at blive anerkendt af.

Selv om Donald Trump har arvet sig til rigdom, har han på bemærkelsesværdig vis aldrig evnet at veksle sin økonomiske kapital til såkaldt kulturel kapital. Han er aldrig blevet accepteret af hverken kultureliten eller den gamle, dannede superoverklasse, hvilket tydeligt viser sig i det line-up af b-musikere, som i dag er hyret til at optræde ved indsættelsesfesten. Selv træder han frem som en nyslået lottomillionær – med en flamboyant, ødsel og fattigfin æstetik. Han ønskede at imponere etablissementet med Trump International Hotel Washington, D.C., men har snarere skabt en fysisk mammut-parodi på sig selv, få hundrede meter fra Det Hvide Hus.

Det gamle posthus står på Pennsylvania Avenue som en form for forskudt indgangsportal i guld-glimmer og falsk granit, hvor tilrejsende til Washington D.C. kan få lov til at føle sig som en del af Trump-dynastiet – mod behørig betaling. Det fængende bling-bling-udtryk udadtil hænger ganske vist ikke sammen med oplevelsen indenfor, men hvad gør dét, når arbejderfolket nede på gaden imponeres og drømmer sig op i himmelsengene, og de fremmede landes diplomatier for længst har forstået, at adgangsbilletten til Det Hvide Hus længere nede ad gaden er luksusovernatninger og booking af dyre konferencelokaler på Trump International Hotel Washington, D.C.

Første delegation kom fra Bahrain: Konge Hamad bin Isa Al Khalifa fejrede sit 17. års-jubilæum som statsoverhoved på hotellet og betalte hellere end gerne de højt hævede priser – for derved at sende et tydeligt signal om, at USA’s nye præsident kan regne med det lille petro-diktatur. Kuwait kom straks efter. Den anden lille golfstat har booket sig ind på Trump-hotellet for at fejre den kommende nationaldag. Ambassadøren Salem al-Sabah forsikrer, at han ikke har følt sig presset til at vælge den nye præsidents hotel: ”Der er kommet et nyt hotel, og det vil vi gerne prøve,” lyder det fromt. Andre i det diplomatiske miljø i Washington D.C. er mere ligefremme.

Direktøren for tænketanken Diplomacy Matters Institute, Lynn Van Fleit, fortæller, at Trump-hotellet allerede er blevet udpeget som brohovedet ind i administrationen omkring den nye præsident. Men der er også andre steder, hvor opmærksomheden kan købes, ikke mindst Trumps mange golfhoteller rundt om i verden. Modsat tidligere hvor fremmede lande skulle forsøge at afkode, hvordan de bedst kunne komme ind via de snirklede veje til det ovale værelse i Det Hvide Hus, tilbyder Donald J. Trump nu en såre enkel indflydelseskanal: Book dig ind på den dyreste suite, og brug så mange penge, at de bliver bemærket af hoteldirektøren. Så kan der være hul igennem til verdens mægtigste mand. Eller i det mindste til sønnerne, Donald Jr. og Eric.

Dagens parade langs Pennsylvania er på besynderlig vis blevet forvandlet til endnu en infomercial. Det symbolske højdepunkt bliver hverken indsættelsestalen, som holdes kl. 18 dansk tid, eller ankomsten til selve Det Hvide Hus nogle timer senere. Nej, glem også Lincoln Memorial: Old Post Office Pavilion er det nye mindesmærke i USA’s hovedstad. Her flyder storpolitik og småforretninger sammen. Skønt ingen præcist kan forudsige, hvad Donald J. Trump vil mene, sige og gøre i de kommende år, er én ting sikkert: Den nye præsident vil forvandle embedet til en personlig pengemaskine.

Det øjeblik, der skal bemærkes i aften – øjeblikket, som skiller Donald Trump ud fra alle de forgængere, der blev hyldet langs ruten fra Kongressen til Det Hvide Hus – er øjeblikket, hvor kortegen passerer Trump International Hotel Washington, D.C. på 1100 Pennsylvania Ave NW. Her ligger magtens nye korridor, men vel at mærke kun for dem, som er ”bold enough to Think Big”.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12