Drevet af fatwaer, patriotisme eller humanisme

13. juni 2014 er en skelsættende dag i Iraks historie. Bag en mur af tv-mikrofoner gør en talsmand for storayatollah Ali al-Sistani sig klar til at tale til det irakiske folk. Det er en tale, der vil ændre slagets gang i krigen mod IS, hvis krigere truer med at overløbe Bagdad. De opholder sig blot 60 km fra hovedstadens centrum. Med sved på panden, dækket af en hvid turban, erklærer talsmanden, at ”det er pålagt folk, der er i stand til at bære et våben at tilslutte sig kampen mod terrorisme for at forsvare deres land, deres folk og deres helligdomme. De skal hjælpe hæren i denne hellige sag.”

De oplæste ord er en fatwa (religiøst dekret, red.), der befaler alle irakiske mænd i den kampdygtige alder at mobilisere sig i kampen mod terrorbevægelsen IS. De kommende dage strømmer hundredtusinde unge irakere til forskellige militsgruppers hovedkontorer for at melde sig til tjeneste.

I det dansk-irakiske miljø omkring Københavns Nordvest-kvarter diskuterer folk nu det religiøse påbud fra storayatollahen Ali al-Sistani, som også er religiøst overhoved for flertallet af danske irakere. Ifølge kilder i miljøet overvejer mange af de unge mænd at tage af sted for at tilslutte sig kampen. Da det senere specificeres, at det religiøse påbud ikke er gældende for irakere bosat uden for Iraks grænser, vælger langt de fleste dog at fortsætte hverdagen i Danmark som normalt. En mindre gruppe beslutter sig for alligevel at tage af sted for at deltage i kampen.

Mellem religion og humanisme

At vurdere ud fra ovenstående handlingsforløb virker det indlysende, at religiøse årsager har været en afgørende faktor for de unge mænds valg om at tilslutte sig de nyopståede irakiske mobiliseringsstyrker al-Hashd al-Shaabi (Folkets Mobiliseringshær, red.).

”Terroristerne har erklæret direkte krig mod shiamuslimerne, og det er blevet forudsagt i vores religiøse skrifter. Så jeg har ventet på, at det her ville ske,” udtaler en kriger, der har valgt at være anonym, og derfor kalder vi ham ’Hassan’ i mini-dokumentaren, som Føljeton bringer på lørdag.

Mens nogle krigere altså henviser til religiøse årsager og især den omtalte grib-til-våben-fatwa, taler andre om patriotiske eller ligefrem humanistiske værdier som deres største motivation for at tilslutte sig kampen.

”IS er en fjende mod menneskeheden. Selvfølgelig betyder min religion noget, men det er først og fremmest en menneskelig sag at bekæmpe IS,” forklarer dansk-irakeren Mustafa al-Saadi, som i dag er vendt permanent tilbage til Danmark.

Trusselsniveau

De fleste militsgrupper under al-Hashd al-Shaabi  støttes af Iran og er desuden allieret med Syrien og Hizbollah. Denne ’shiitiske alliance’ i Mellemøsten står som den største ideologiske og militære modpol til de syriske oprørsgrupper. Det er her, de dansk-irakiske krigere – i varierende grad – placerer sig politisk; i skarp kontrast til danske Syrienkrigere. Trods alliancen med Iran, det syriske regime og Hizbollah anses de shiamuslimske grupperinger ikke for at være en direkte trussel mod Vesten. PET’s Center for Terroranalyse anfører i en rapport 28. april 2016, at ”der findes ikke tilsvarende, shiamuslimske grupper med en sammenlignelig global, militant islamistisk dagsorden” i sammenligning med Al-Qaeda og IS.

Det er sandsynligvis også her, at årsagen skal findes til myndighedernes manglende opmærksomhed på fænomenet.

”De shiamuslimske krigere er ikke lige så interessante, fordi de ikke i lige så høj grad anses som en trussel, når de vender tilbage. Libyenkrigere blev eksempelvis heller ikke problematiseret i den danske debat,” siger Maja Touzari Greenwod fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der skriver ph.d.-afhandling om fænomenet fremmedkrigere. ”Når de kæmper mod IS, anses de ikke nødvendigvis for at være en trussel mod Danmark, fordi de ikke kæmper mod vores interesse i regionen.”

Alligevel er tendensen ikke helt uproblematisk, tilføjer Maja Touzari Greenwood: ”Der er en skepsis over for fremmedkrigere generelt – senest eksemplificeret i sagen om dansk-kurderen Joanna Palani. Man frygter, at krigerne vender tilbage med en øget voldsparathed, selv om de ikke per se er inspireret af religiøs ekstremisme.”