Florian Elabdi og Iraks danske krigere

Florian Elabdi er 24 år og journalist. I maj sidste år forlod han kandidatstudiet på Syddansk Universitet og sin gravide kone og søn i Valby for at tage til Fallujah i Irak for sammen med en ven at dække slaget om byen, der på det tidspunkt var under kontrol af ISIS. På turen fulgte de en dansk mand med irakiske rødder, der har tilsluttet sig kampen mod ISIS i Irak. I den kommende uge vil Florian Elabdi skrive om fænomenet danske irakkrigere i Føljeton, og lørdag er vi stolte af at kunne vise hans film om turen og mødet med de danske krigere i Irak. Den udspiller sig i Danmark og Irak. Og optagelserne spænder fra gåture på Nørrebro med hjemvendte irakkrigere til ildkampe mod Islamisk Stat fra skyttegrave i Fallujah.

Florian Elabdi har altid villet være udenrigskorrespondent, men at det lige blev Irak, han tog til, var egentlig et tilfælde. For et år siden blev han ringet op af sin ven, der har irakisk baggrund. Han spurgte, om Florian havde lyst til at lave en dokumentar om krigen i Irak. ”Det har jeg altid drømt om, så jeg sagde bare ja,” fortæller Florian Elabdi.

Ideen til historien om danskere, der tager i krig mod Islamisk Stat i Irak, udsprang af, at Florian Elabdi gennem et stykke tid havde bemærket et enormt fokus i medierne på såkaldte danske syrienkrigere, der tager til Syrien for at kæmpe enten med Islamisk Stat eller med oprørsgrupper mod det syriske regime. Samtidig havde han venner i det irakiske miljø på Nørrebro i København og lagde mærke til, at flere fra miljøet tog til Irak for at kæmpe mod Islamisk Stat – men det kom hverken frem i medierne eller på den politiske dagsorden.

”Så tænkte vi, at det kunne der måske være en historie i, og der gik ikke ret lang tid, før vi havde de første interviews på plads,” fortæller han.

Det sværeste var at skaffe visum

Det er et år siden, Florian Elabdi og hans ven med kameraet Mohammed Al Jizani besluttede sig for at tage afsted, men der skulle gå næsten et halvt år, før de landede i Fallujah. På trods af, at turen var farlig, der var børn derhjemme at tage hensyn til, og mange kilder er lyssky, er det først, da samtalen et år senere falder på visumprocessen, at Florian begynder at sidde uroligt på stolen:

”Vi havde historien på plads og havde skudt de første interviews herhjemme, men så kunne vi bare ikke få visum. Altså det var psykosvært, og vi blev demotiverede og var ved helt at droppe projektet,” fortæller han.

Men i maj kom opkaldet fra den irakiske ambassade, og visummet var på plads. Og tidspunktet kunne næsten ikke være bedre.

”Det faldt sammen med slaget om Fallujah, der er en virkelig stor ting,” fortæller Florian.

Han og kameramanden havde en aftale med en dansk kriger i Irak, der lovede at kontakte dem, når han skulle udsendes.

”Men denne her gang ringede han ikke. Så vi ringede til ham, og han fortalte, at han skulle i kamp i Fallujah få dage senere. Grunden til, han ikke havde kontaktet os, var, at det var et for farligt slag. Men vi SKULLE med, og det sagde vi også til ham, og så fik vi lov,” fortæller Florian, der allerede få dage senere befandt sig ved fronten i slaget om en af de vigtigste byer for Islamisk Stat i Irak.

Var du bange?

”Bange altså… Har jeg været bange? Har jeg været bange? Jeg ved ikke. Hvornår er man bange? Altså der kommer jo noget adrenalin, hvor man kommer ind i sådan et andet stadie,” siger Florian Elabdi.

Han tænker lidt og siger så:

”Kan du huske klippet med vejsidebomberne fra filmen?”

Han har netop vist sin film til redaktionen på Føljeton og hentyder til et lille klip, hvor han sidder i en militærbil på vej i kamp. I klippet har de netop fået at vide, at der er risiko for vejsidebomber på den grusvej, de kører.

”Der vidste jeg, at der var en chance for, vi ville springe i tusinde stykker. På et tidspunkt siger bilen en høj lyd, og der kan man se se i vores øjne, at vi er bange. Der troede jeg, vi ville springe i luften. Så jo, man bliver bange. Alle mennesker har frygt, men det er ikke angst. Kontrolleret frygt. Det er lidt svært at forklare,” siger han.

Var I forberedte på turen?

Altså jeg kan tale arabisk, og så er man allerede et godt stykke. Men jeg er nok ikke ligefrem definitionen på en, der 100 procent ved, hvad han laver. Men det, at jeg kunne sproget, gjorde, at jeg hele tiden kunne navigere. Det havde nok været noget andet, hvis jeg var lyshåret og ikke forstod, hvad de sagde, så havde jeg nok mere at være bange for.

Let at være krigskorrespondent

Florian Elabdi mener ikke, han vil være i stand til at være en lige så dygtig journalist, hvis ikke han kommer ud i verden. Og hvor de fleste måske ville tænke, at han har valgt en svær genre inden for journalistikken, får man, når man taler med ham, nærmest indtryk af, at han selv mener at have fundet den nemme løsning.

”Det, der er let ved journalistik fra farlige steder, er, at historien sker lige foran dig. Nogle vil sikkert blive fornærmede, hvis jeg kalder det let. Men hvis du står i en krig, står du midt i historiens epicenter og skal bare skrive ned, hvad du ser. På den måde er det let. Du er bare en flue på væggen, og der sker ting hele tiden,” forklarer han.

Skal det være farlige steder?

”Ikke nødvendigvis, men hvis du f.eks. er i krig, kan du være sikker på at få en god historie uanset hvad,” siger han.

Hvad siger din kone?

”Hun bærer over med, at jeg er lidt skør. At jeg gør sådan nogle ting. Hun råber og skriger ikke, men jeg tror, hun bliver bange. Men jeg har altid sagt til hende, at jeg er en verdensmand. Jeg har sådan et drive, der gør, at jeg skal ud. Hvis jeg sidder for lang tid i Danmark, bestiller jeg en rejse et eller andet sted hen, og det forstår hun godt,” fortæller Florian Elabdi, hvis næste store tur bliver til Libyen, som han tager afsted til, så snart visummet er på plads.