Nyhedsanalysen
Nattens korsridder
De mørke ord virkede under valgkampen – og så må chok-effekten vel stadig virke? Sådan må USA’s nye præsident Donald Trump have tænkt, da han i går i indsættelsestalen gentog sine gamle, dystre og aggressive slaglinjer fra valgkampen.
TOPSHOT - President-elect Donald J. Trump arrives at his inauguration at the United States Capitol on January 20, 2017 in Washington, DC. Donald Trump was sworn in as the 45th president of the United States Friday - - ushering in a new political era that has been cheered and feared in equal measure. / AFP PHOTO / POOL / ANDREW GOMBERT
Forestillingen om, at Donald Trump pludselig ville lade sig tynge af situationens alvor, og transformerer sig selv til en bredtfavnende diplomat, har nu endegyldigt vist sig som en illusion. Indsættelsestalen udstillede, at USA’s nye præsident agter at fortsætte i det uforsonlige spor, som førte ham frem til Det Hvide Hus – med en splittende, aggressiv og dyster retorik. Ifølge ham er Amerika i fysisk forfald og indre opløsning. Og kun han kan genrejse den engang så stolte supermagt.
Men vil han genskabe imperiet som helt eller skurk?
Donald Trump rakte hverken ud til det flertal af vælgerne, som rent faktisk stemte på modkandidaten Hillary Clinton ved præsidentvalget i november, eller de konservative kredse i det republikanske parti, som fortsat er yderst skeptiske over for Trump. I stedet forsøgte han igen at opflamme vreden og politikerleden blandt alle de vælgere, som ofte med rette føler sig klemt, glemt og forstemt i en samfundsudvikling, hvor den sociale utryghed vokser.
Indsættelsestalen formede sig som én lang gentagelse af paroler og slaglinjer fra valgmøderne; som om valgkampen stadig var i fuld gang. Eneste nye drejning var tilmed en kopi – og sågar fra tegneserien ‘Batman’. Gennem længere tid har det været diskuteret om Donald Trump skal opfattes som en superhelt eller en superskurk. Og på bagvendt vis gav han selv et svar i går.
I de første sætninger af indsættelsestalen fik han sat scenen med formuleringer, der ligger meget tæt på en blandt comics-fans berømt tale, som superskurken Bane holder, da han overvinder Batman og tager kontrol med Gotham. Bane siger: ”Vi tager Gotham tilbage fra de korrupte, de rige – dem, som i generationer har undertrykt folk med myter af muligheder – og vi giver den tilbage til jer, folket”.
Og hvad sagde Trump? Ordene lyder på dansk: ”Vi tager magten væk fra Washington DC og giver den tilbage til jer, folket”.
”I dag har indsættelsen en speciel betydning, fordi magten ikke kun overdrages fra en regering til en anden. Eller fra et parti til et andet, men fordi vi tager magten væk fra Washington DC og giver den tilbage til jer, folket.
I alt for lang tid har en lille gruppe i vores hovedstad høstet gevinsterne ved at være centrum for regeringen, mens folket har betalt prisen. Washington D.C. har blomstret, men folket har ikke fået del i velstanden. Politikerne trivedes, men jobbene forsvandt. Fabrikkerne lukkede.
De magtfulde beskyttede sig selv, men ikke borgerne. Deres sejre har ikke været jeres sejre. Deres triumfer har ikke været jeres triumfer. Og mens de holdt fest i vores lands hovedstad, var der ikke meget at fejre i de trængte familier over hele landet.
Alt dette ændrer sig fra nu af, for dette øjeblik er jeres øjeblik. Det tilhører jer. Det tilhører alle, der er samlet her, og alle, der ser med i hele USA. Det her er jeres fest. Og det her – Amerikas Forende Stater – er jeres land.
Det, der virkelig betyder noget, er ikke hvilket parti, der sidder med regeringsmagten, men om regeringen styres af folket”.
Anti-politisk politik
I demonstrativ kontrast til tidligere præsidenter forsøgte Trump ikke at mane til forsoning, men skærpede på sin vis den konfrontatoriske kurs over de politikere, som er samlet i hovedstaden Washington D.C. – i et politisk system, som er skabt til at modbalancere forskellige interesser og særhensyn, og derfor historisk set har haft svært ved at træffe vidtgående beslutninger. Men dét er selve pointen med den amerikanske magtdeling, hvor præsidenten, Kongressen og højesteret skal konkurrere og stække hinanden.
Forfatningsfædrene ønskede ikke, at det føderale apparat skulle være handlekraftigt, og derfor kortslutter mange beslutningsprocesser helt efter planen, eller trækkes i hvert fald i langdrag. Men nu skal det være slut med nøleriet.
Præsident Trump har under valgkampen haft held og dygtighed til at stille sig helt uden for det politiske etablissement, og har med kunstgreb fra både reality-tv og pro-wrestling sat sig selv i scene som en outsider. Indsættelsestalen satte yderligere trumf på. Ikke fordi ordene i sig selv var nye, men fordi han gentog de anti-politiske budskaber fra sin nye position som præsident. Som modpol til den fromme Barack Obama lægger Donald Trump op til et brutalt opgør med levebrødspolitikerne i Washington D.C., som han tidligere har kaldt for korrupte, og nu beskylder for at rage til sig på vælgernes bekostning.
Anklagerne mod den gamle garde, den politiske klasse, er båret af et opgør med det, som også erhvervsfolk herhjemme kalder for ”inkompetente kolbøtter” og ”vammel midterpolitik”. I diametral modsætning hertil lover Trump at levere resultater, og på Det Hvide Hus’ hjemmeside er de fleste af præsident Obamas landevindinger straks pillet væk, for at være blevet erstattet med bombastiske løfter om bl.a. 25 mio. nye jobs.
Aldrig har en ny præsident lovet så meget, og anvist så lidt om, hvordan han i praksis agter at føre valgløfterne ud i livet. Over for kernevælgerne nøjes han med at give indtryk af, at alt kan lade sig gøre, så snart Obama & co. er væk.
”20. januar 2017 vil blive husket som dagen, hvor folket igen tog kontrol med vores land. De glemte mænd og kvinder i vores land vil ikke længere være glemt. Alle lytter nu til jer. Millioner af jer mødte frem og blev en del af en historisk bevægelse, som verden aldrig har set lige før.
Omdrejningspunktet i denne bevægelse er en overbevisning om, at en nation eksisterer for at tjene sine borgere. Amerikanerne ønsker gode skoler til deres børn, trygge byer til deres familier og gode jobs. Det er rimelige og retfærdige krav fra et retskaffent folk og en retskaffen offentlighed.
Men alt for mange lever i en anden virkelighed. Mødre og børn, der fanget i fattigdom i ghetto-områderne i vores storbyer. Forfaldne fabriksbygninger ligger spredt som gravsten i hele landet. Uddannelsessystemet får masser af penge, men giver ikke vores smukke ungdom nogen som helst viden.
Og kriminaliteten og banderne og narkoen tager alt for mange liv og frarøver vores land et enormt potentiale. Dette amerikanske blodbad stopper her, og det stopper nu.
Vi er ét land, og folks smerte er vores alles smerte. Deres drømme er vores drømme, og deres succes er vores succes. Vi deler ét hjerte, ét hjem og én glorværdig skæbne. Præsidenteden, jeg aflægger i dag, er en troskabsed overfor alle amerikanere”.
Ingen barmhjertighed
Under valgkampen spillede Trump selv på referencerne til tegneserieuniverset i Batman-sagaen. Ved et valgmøde i forbindelse med Iowa State Fair landede han i sin egen helikopter. Og han nøjedes ikke med blot at lande, men inviterede også børn med ombord i helikopteren. Niårige William fik lov til at komme om bord med sit GoPro-kamera og spurgte direkte – og måbende: ”Er du Batman?”. Hvortil Donald Trump prompte svarede: “Jeg er Batman”.
Men i dag der næppe mange andre end den lille dreng fra Iowa, som opfatter Donald Trump som den heroiske flagermusmand, skønt han nok selv gerne fortsat vil identificere sig med multimillionæren og playboyen Bruce Wayne. Han lever sågar af sin families formue, ikke fjernt fra de gunstige muligheder, som Donald Trump selv fik for at starte sit ejendomsimperium på arve fra faderens entreprenørselskab.
Den godhjertede opofrelse, som Batman udviser – og ikke mindst hans vilje til at forfølge forbrydere og massemordere til verdens ende – er mere end vanskelig at genfinde i Trumps eget univers. Helt på linje med superskurke som Jokeren, Gækkeren og Bane dyrker han i stedet en kynisk egeninteresse, som handler om alt andet end at tage alverdens byrder på sine skuldrer.
Stik modsat Obama, der også straks fik Nobels fredspris, lægger Trump op til at droppe ambitionen om at være global politibetjent.
Efter de ulykkelige og mislykkede krigseventyr i bl.a. Afghanistan og Irak er krigstrætheden så udbredt i USA, at præsident Trump har en stor del af befolkningen bag sig, når han nu slår på tromme for en ny isolationisme. Drengene skal trækkes hjem, og de allierede skal betale selv. No more Mr. Nice Guy! Fremover vil USA tage på færre natlige redningsaktioner. Pengene skal blive hjemme i egne lommer.
”I alt for mange år har vi beriget fremmede industrier på bekostning af amerikansk industri. Støttet andre landes hære, mens vi har tilladt, at vores eget militær er forfaldet.
Vi har forsvaret andre landes grænser, mens nægtet at forsvare vores egen. Og vi har brugt tusinder af milliarder dollars i udlandet, mens USA’s infrastruktur er blevet forsømt. Vi har gjort andre lande rige, mens vores eget lands velstand og kraft er forsvundet op i den blå luft.
Fabrikkerne er blevet lukket og flyttet, én efter én, og har ladt millioner og atter millioner af amerikanske arbejdere i stikken.
Middelklasses velstand er skrumpet, trukket væk og spredt ud over resten af verden. Men det er fortid, og nu kigger vi kun fremad.
Vi, der er samlet her i dag, udsteder et nyt dekret, der skal høres i hver eneste by, i hver eneste hovedstad i udlandet og i hver eneste af magtens haller. Fra og med i dag styres vores land af en ny vision”.
Amerika først
Ligesom superskurkene i de klassiske tegneserier, som ironisk nok udgives af forlaget D.C. – som dog ikke står for District of Colombia, men Detective Comics – mener Donald Trump, at han er ved at befri USA’s hovedstad for en form for næsten dæmonisk besættelse. Præsident Trump har under valgkampen slået på, at vil dræne sumpen i Washington D.C. og uddrive alle pamperne som en anden ekscorsist. Argumentet har været, at han og han alene i kraft af sin rigdom kan stå imod korruptionen blandt de andre politikere, og for første gang i mands minde begynde at træffe beslutninger, som tilgodeser de amerikanske arbejdere og den lavere middelklasse.
I de mest mørke stunder kunne Trumps indsættelsestale minde om en form for djævleuddrivelse. Missionen kommer derved til at virke moralsk, og ikke blot dobbeltmoralsk, som de fleste kritikere vil påstå, men snarere ophøjet moralsk i forhold til alle de sædvanlige politikere, som alligevel ikke hjælper jævne mennesker med al deres snik-snak og renskurede idealer. Præsident Trump tilbyder i stedet et usentimentalt nulsumsspil, hvor alle ikke kan vinde. Nej, i Trumps verden findes kun tabere og vindere – og taberholdet er dem, som selv tror, at alle kan vinde. For dét kan aldrig ske.
Politisk set er taberholdet er dem, der påstod, at frihandel og globalisering ville være til gavn for alle borgere, men som under valgkampen blev afsløret som verdensfjerne fantaster. Og vel at mærke afsløret af Trump – og ikke mindst Hillary Clintons interne modstander, den 74-årige Bernie Sanders. Millioner af amerikanere har nemlig oplevet faldende lønninger og tab af købekraft, og tiltroen til de etablerede politikere er forsvundet i samme takt. Som modbillede er det nye vinderhold, Trump-holdet, trådt frem med et besnærende budskab om at bringe arbejdspladserne tilbage til hjertelandet. Nu skal Amerika sættes først.
Sloganet kan bestemt ikke siges at være originalt: ”Make America Great Again”. Som de fleste andre brudstykker i Trumpland er det populære og fængende slogan, der også blev brugt som kulminationen på indsættelsestalen, stjålet direkte fra tidligere præsident Ronald Reagan, som i 1980 gik til valg på sloganet: ”Let’s Make America Great Again”.
Men modsat den store koldkriger, som udfordrede Sovjetunionen på globalt plan, lægger Trump op til det stik modsatte. Han vil trække følehornene til sig, og forsøge at veksle USA’s svindende indflydelse på den storpolitiske scene til en indre oprustning på hjemmefronten.
Trumps nationalisme minder om attituden i Danmark efter nederlaget i 1864, som med digteren H.P. Holsts ord i 1872 skulle betyde, at ”hvad udad tabtes, det må indad vindes”.
”Fra og med i dag bliver det kun Amerika først: Amerika først. Enhver beslutning om handel, om skat, om indvandring, om udenrigspolitik vil blive truffet med øje for at gavne amerikanske arbejdere og amerikanske familier. Vi skal beskytte vores grænser mod de ødelæggelser, som andre lande påfører os ved at producere vores varer, røve vores virksomheder og ødelægge vores job.
Jeg vil kæmpe for jer med hvert eneste åndedrag, og jeg vil aldrig nogensinde skuffe jer. Amerika vil vinde igen, vinde som aldrig før. Vi vil tage vores arbejdspladser tilbage. Vi vil erobre vores grænser tilbage. Vi vil genopbygge vores velstand, og vi vil tage vores drømme tilbage.
Vi vil bygge nye veje og landeveje og broer og lufthavne og tunneler og jernbaner over hele vores skønne land. Vi vil bringe folk væk fra offentlig forsørgelse, tilbage i arbejde og genopbygge vores land med amerikanske hænder og amerikansk arbejdskraft.
Vi vil følge to enkle regler: Køb amerikansk, og ansæt amerikansk.
Vi vil søge venskab hos verdens lande, men vi gør det ud fra den forudsætning, at alle lande også har ret til sætte deres egne interesser først. Vi søger ikke at påtvinge andre vores livsstil, men vil derimod lade den lyse som et godt eksempel. Vi vil lyse, så alle andre kan følge efter os.
Vi vil styrke gamle alliancer og indgå nye – og samle hele den civiliserede verden imod islamistisk terrorisme, som vi fuldstændigt vil udrydde fra Jordens overflade. I hele vores fundament vil der være en total troskab over for Amerikas Forenede Stater, og gennem vores fædrelandsloyalitet vil vi genopdage samhørigheden med hinanden.
Når man åbner sit hjerte for patriotismen, er der ikke plads til fordomme”.
Handlingens time
Rollen som forretningsmand er reelt Trumps eneste og dermed tryggeste bastion. I indsættelsestalen var han imidlertid en anelse mere tilbageholdende med at promovere sine egen business-interesser, end han hidtil har været. Modsat pressemødet i forrige uge talte han ikke om at tjene penge til sig selv. Men deraf kan og skal man ikke konkludere, at Trump-dynastiet har valgt at fokusere på de politiske forpligtelser. Snarere tværtimod.
I samme øjeblik som Donald John Trump lagde hånden på moderens bibel, og højt og helligt sværgede at ville ”støtte og forsvare De forenede Staters forfatning mod alle fjender, udenlandske såvel som indenlandske” blev Det Hvide Hus’ hjemmeside opdateret med nyt salgsmateriale. Om dynastiets forretninger.
I afsnittet om Trumps tredje kone, den nye førstedame Melania Trump står uden videre dikkedarer: ”Melania er også en succesfuld iværksætter. I april 2010 lancerede Melania Trump sin egen juvel-kollektion ‘Melania™ Timepieces & Jewelry,’ på QVC”. Her markedsfører den amerikanske stat således et privat smykkefirma, som altså sælger sine varer via tv-shoppen QVC. At en talsperson fra tv-shoppen eferfølgende har afvist, at man kan købe Melanias juvel-kollektion med et klik på fjernbetjeningen, gør kun markedsføringen endnu mere bizar.
Når præsident Trump taler om, at det er tid til at handle, mener han ikke nødvendigvis, at han vil sætte gang i et arbejdsraseri af kompliceret lovgivningsarbejde, men snarere shopping. Handlingens time er handelens time, og at dømme efter alt, hvad han har gjort og sagt i de seneste 18 måneder, er det the Trump Organization, som kommer i første række. De politiske og religiøse besværgelser bruges som et middel til at nå målet om en større indtjening.
”Bibelen har lært os, hvor godt og dejligt det er, når Guds folk lever sammen i harmoni. Vi skal åbent sige vores mening, diskutere vores uenigheder ærligt, men altid stræbe efter solidaritet. Når Amerika står sammen, er Amerika ikke til at bremse. Der er ingen grund til at være bange. Vi er beskyttede og vi vil altid være beskyttede. Vi beskyttes af de fantastiske mænd og kvinder i militæret og politiet. Og vigtigst af alt: Vi er beskyttede af Gud.
Vi skal tænke stort og turde drømme endnu større. I Amerika forstår vi, at en nation kun er levende, så længe den stræber højere. Vi skal ikke længere accepterer politikere, som siger en masse, men ikke gør noget. Som kun brokker sig, men aldrig gøre noget.
Det er slut med tomme ord. Nu skal der handles.
I skal ikke lade nogen sige, at det ikke kan lade sig gøre. Ingen udfordring er for stor for Amerikas hjerte, kampgejst og energi. Vi vil ikke fejle. Vores land vil blomstre igen”.
De tavses stemme
Efter otte år med en ung og optimistisk mand, som mange opfattede som en supermand, er valget af Donald Trump i høj grad udtryk for en pendulsvingning. Håbet om forandring fra 2008 er ikke blevet indfriet for de fleste, og slet ikke for folk i bunden af indkomstskalaen. Finanskrisen gjorde ondt værre. Derfor har tilstrækkeligt mange vælgere nu satset hele deres håb på en gammel og pessimistisk mand, der fremstår som en anti-superhelt.
Dialogen i en af tegneserierne, hvor Batman møder Bane, kunne minde om én af de replikker, som man kunne se Trump sige til Obama under gårsdagens ceremoni. I tegneserien siger Bane til Batman: ”Oh, du troede, at mørket blev din allierede. Men du har kun forsøgt at vende dine øjne til mørket. Jeg er født i mørket, formet af det. Jeg så først lyset, da jeg var en voksen mand, og det blændende mig”.
Trumps gennemslagskraft blandt de vælgere, som har mistet tilliden til politik og offentlige institutioner, trækker på en lignende form for følelsesløs forbitrelse og kynisk misantropi. De småkriminelle levebrødspolitikere skal sættes på plads af en større og voldsommere bandit, lyder logikken fra underverdenen, og derfor vil indsættelsestalen også finde sit publikum blandt dem, som i tidens næsten pre-revolutionære tilstand af had, vrede og hævngerrighed vil det politiske etablissement til livs.
Med superskurke-retorikken virker Trump til at have fundet en storladen poesi, som kan fylde præsidentrollen ud. Særligt når han også som i indsættelsestalen formår at spæde undergangstonerne op med lidt vidtløftig science-fiction-tale om at ville erobre rummet.
”Vi står ved begyndelsen til et nyt årtusind og er klar til at udforske rummets mysterier, til at befri kloden for sygdommes elendighed og til at udnytte morgendagens energikilder, industrier og teknologier. En ny national stolthed vil ramme os, samle os og hele vores splittelse.
Vi skal huske, hvad vores soldater aldrig glemmer: Uanset om man er sort, brun eller hvid, løber patrioternes røde blod i vores åre. Vi deler den samme fantastiske frihed, og vi hylder det samme amerikanske flag.
Uanset om børn bliver født i bymidten af Detroit eller ude på Nebraskas vindblæste prærie, spejder de op mod den samme nattehimmel, de bærer de samme drømme i hjertet, og de har fået skænket livet af den samme almægtige skaber.
Alle amerikanere overalt, små og store, fra bjerg til bakketop, fra kyst til kyst, lyt til disse ord: I vil aldrig blive ignoreret igen. Jeres stemme, jeres håb og jeres drømme vil forme vores fælles skæbne. Og jeres mod og kærlighed vil lede os på vej.
Sammen vil vi gøre Amerika stærkt igen. Vi vil gøre Amerika rigt igen. Vi vil gøre Amerika stolt igen. Vi vil gøre Amerika sikkert igen. Og ja, sammen vil vi gøre Amerika mageløst igen.
Gud velsigne Amerika”.
Enden er nær
Symbolsk havde præsident Trump selv valgt, at han og Melania skulle danse for til de tre gallefester, som blev afholdt i nat i Washington, til tonerne af Frank Sinatras ‘My Way’.
Den nye præsident må have været fascineret af udgangsreplikken i det sidste vers: ”For what is a man, what has he got? / If not himself, then he has naught / To say the things he truly feels and not the words of one who kneels / The record shows I took the blows and did it my way”. Det lyder jo flot og stolt. Men for de fleste andre både i festlokalerne og rundt om i resten i verden er det nok snarere de allerførste ord i ‘My Way’, som fortsat runger i hovederne:
”And now, the end is near”.