Rauschenbergs sidste rejse

Det er torsdag, og der er et par timer til den officielle åbning af kunsthallen Gl. Holtegaards nye Robert Rauschenberg-udstilling, Window to China. Her er lidt tomt og stille, men i et af lokalerne kører en dokumentar på en stor videoskærm, hvor den afdøde kunstner (1925-2008) selv fylder det meste af billedet. På filmen er han tæt på de 80 år, og hans livløst forvredne højre hånd afslører, at han har haft en blodprop eller en hjerneblødning af en art. Det kan ikke ses på hans ansigt; øjnene funkler, mens han med sin karakteristiske drævende stemme fortæller en anekdote om kollegaen Alexander Calder.

Helt tomt er der nu ikke på Gl. Holtegaard. For da Rauschenbergs kigger direkte på kameraet og leverer sin pointe, er der én i lokalet, som ler.

”Hahaha.”

Kevin Pottorf, 54, kender klippet. Han har set det før. Han har hørt historien før. Han var ligefrem med, da dokumentarudsendelsen blev optaget. Alligevel ler han.

”Åh, jeg savner ham,” sukker han.

Robert Rauschenberg var en stor amerikansk kunstner, og Kevin Pottorf var en af den store amerikanske billedkunstners assistenter, og nu står han her mange tusinde kilometer fra Florida, og det er blandt andet hans samling af Rauschenberg-værker, som pryder nogle af væggene. Billederne, der udgør Window to China er nok ikke Rauschenbergs mest interessante, men de udgør dog et fascinerende hjørne af hans gigantiske produktion. I 1982 rejste han rundt i Kina og tog 500 fotografier, og op til OL i Beijing i 2008 satte han nogle af dem sammen til 12 store grafiske værker, ‘The Lotus Series’ (som Kevin Pottorf ejer). De hænger nu på Gl. Holtegaard sammen med ti originale fotografier fra serien ‘Study for Chinese Summerhall’, som er udlånt af South Florida Contemporary Art Museum.

Kevin Pottorf virker som en rigtig flink fyr. Måske en smule sky. Men han har helt sikkert været en trofast hjælper, og det er egentlig bare det, jeg vil snakke med ham om: hvordan var Rauschenberg (eller Bob, som Pottorf konsekvent kalder ham) at arbejde for? Pottorfs relation til Bob er lidt speciel, idet hans ti år ældre storebror, kunstneren Darryl Pottorf, i en årrække var Bobs elsker og i en vis grad også samarbejdspartner. Darryl og Bob mødte hinanden sidst i 70’erne, da Kevin stadig var en helt ung fyr.

Nu er Kevin knap så ung. Han når at ryge et par cigaretter uden for bygningen, mens jeg opholder mig på matriklen, og der er en sødlig odør omkring ham. Måske, måske ikke Jack Daniels, som også var Bobs foretrukne mærke. Kevin taler meget loyalt om Bob – kalder ham ”meget karismatisk” og siger, at folk blev tiltrukket af ham, selv om han havde en afdæmpet fremtoning. Bob var sådan en, der kunne blive venner med Dalai Lama, hilse muntert på Fidel Castro og gå ind på en bar med skjorteærmerne rullet op og falde i snak med fiskeren. Bob var rolig og fattet; ikke humørsyg, ikke en bombe, der kunne gå af når som helst. Hvis folk kom hen til ham og sagde, ”Mr. Rauschenberg, vi mødte Dem i 1965…” så ville han for det første sige ”Kald mig Bob” og for det andet give folk det indtryk, at han så udmærket huskede episoden.

Kevin Pottorf husker også tydeligt, da han selv mødte Bob første gang.

”Jeg kan huske, at han kom kørende op foran vores hus, og jeg kiggede ud ad vinduet, og det var første gang, jeg så Bob. Klædt helt i hvidt og med et halstørklæde i en klar rød farve. Det var en smuk dag i Florida, bilen var en hvid åben Folkevogn, han havde håret tilbage og solbriller på, og jeg sagde: ‘hvem er den fyr?’ ‘Det er Bob – det er Rauschenberg.’ Og jeg tænkte, at ham vil jeg gerne møde. Han så ud, som om han vidste noget, som man gerne ville vide.”

Kevin og jeg går fra rum til rum, mens vi taler om Bob. Hvis 99 ud af hundrede personer sagde, ”let’s play it safe”, så var Bob ham, der sagde, ”lad os gøre det på en anden måde.” Bob kaldte det ”omvendt tankevirksomhed”, og han sagde altid, at man skulle komme ud af sin komfortzone, lader Kevin mig forstå.

Jeg siger til ham, at Bob på alle de fotos, jeg har set af ham som ung, altid var virkelig dapper – velklædt – og jeg spørger, om denne modebevidsthed også kendetegnede ham som gammel. Jo jo, siger Kevin, ”Bob havde altid et rødt lommetørklæde i baglommen.” Og mens han siger det, vender han sig om og viser bagen frem på sine lyse cowboybukser, hvor et rødt lommetørklæde stikker op. ”Det her er faktisk et af hans lommetørklæder. Rød var hans favorit. Det er rart at have med sig.”

Bare en idé

Robert Rauschenberg betegnes som en af de vigtigste amerikanske kunstnere i anden halvdel af 1900-tallet. Hans uhøjtidelige stil og brug af fundne objekter, skrald og andet ragelse var med til at bringe kunstscenen videre fra den abstrakte ekspressionisme, som havde været fremherskende i årene efter Anden Verdenskrig.

Et af hans mest kendte værker, ‘Erased de Kooning Drawing‘ fra 1953, er blevet selve billedet på bruddet med det, der var før. I første halvdel af 50’erne var Rauschenberg ikke så kendt, og han var i en fase, hvor han malede de samme serier af monokrome malerier. Så begyndte han at tegne, men han syntes ikke, at det fungerede. Han syntes ikke, at det var noget – han syntes, at det var ingenting. Han nåede derfor frem til, at hvis det skulle virke, så måtte det være kunst til at begynde med – altså allerede inden han gik i gang. Han henvendte sig derfor til Willem de Kooning (1904-1997), som på det tidspunkt ansås som en af sin generations absolut største billedkunstnere. Rauschenberg spurgte de Kooning, om han måtte få et kunstværk af ham, som han kunne viske ud. Rauschenberg håbede egentlig, at de Kooning ville sige nej, men det gjorde han ikke. Han havde nok regnet ud, hvad det gik ud på; symbolikken i, at den unge kommende stjerne visker den forrige generation ud, var næsten for tyk. Ikke desto mindre fandt de Kooning en tegning frem, som han havde malet med både kul, oliekridt og blyant.

Rauschenberg brugte en måned på at viske den ud. Da den blev udstillet, troede folk, at det var en protest mod abstrakt ekspressionisme eller ligefrem vandalisme. Det var det ikke. Det var bare en idé – eller simpelthen ”poesi”, som Rauschenberg siger et sted på YouTube.

Ville ikke have et monument over sig selv

Da Kevin Pottorf begyndte at arbejde for Bob i anden halvdel af 1990’erne, var han (Bob) stenrig. Han boede på den lille ø Captiva ud for Floridas vestkyst. Så vidt jeg kan høre på Kevin, blev Bob ved med at arbejde med fundne objekter – altså skrammel – fuldstændig som han havde gjort i sine yngre dage. Men hvor finder man det, når man er så rig? For man går vel ikke og roder i skrald…

Intet havde imidlertid ændret sig, siger Kevin. ”En dag hørte vi om en gammel fyr, der havde en masse cykler, og som boede langt ude på landet. Vi kørte ud til ham, og da Bob så cyklerne, købte han dem alle sammen. Det blev manden temmelig overrasket over. Og når vi rejste til udlandet, sagde Bob tit, at vi lige skulle køre forbi den lokale losseplads.”

Gjorde I så det?

”Ja, og så sørgede han for at få det, han fandt, sendt hjem.”

Som Kevin fortæller det, havde Bob seks-syv nære medarbejdere omkring sig. Bob opfattede dem som familie. Da han havde rundet de 80, kunne de godt mærke, hvor det bar henad. Det kunne de også i kunstverdenen, og blandt andet Guggenheim-museet var interesseret i at lave et særligt Rauschenberg-museum. Men det var Bob ikke interesseret i. ”Han ville ikke have et monument over sig selv,” siger Kevin. ”Han sagde, at han bare ville have, at folk skulle se kunsten.”

Da Kevin nævner, at han var til stede den nat, hvor Bob døde, spørger jeg, om han kan beskrive scenen mere indgående. Det vil han gerne, så lad os slutte artiklen her med en udførlig øjenvidneberetning. Bob havde været hospitalet i Washington D.C., men fordi der var så mange gode læger i den del af Florida, hvor Captiva ligger, fik de ham hjem, for det ville han gerne.

”Vi gjorde atelieret til et lille hospital, hvor han kunne sidde og kigge ud ad vinduet og se havet og stadig være på arbejde. Han havde nogle ledninger og rør, som var sat til brystet, og han spurgte: ‘Hvornår hiver vi det her ud?’ Så sagde lægen, at ‘det gør vi ikke.’ Bob sagde, ‘men jeg er jo hjemme?’. ‘Vi kan ikke tage dem ud, Bob,’ sagde lægen, ‘for hvis vi gør det, klarer du den formentlig ikke.’ Bob sagde, ‘men jeg kan ikke leve på den her måde.’ Jeg boede selv lige over for atelieret, og på et tidspunkt kom min bror forbi og sagde: ‘Bob rejser i dag’. Og jeg svarede: ‘Hvor fanden skal han hen? Hvad mener du?’ Jeg tænkte mig ikke om. Han sagde: ‘Bob ønsker ikke det her. Han vil gerne leve. Men ikke på den her måde’.”

Så Bob havde truffet en beslutning?

”Han sagde: ‘I’m going today. Saml alle.’ Hans søster var der også. Vi vidste, at han ikke ville klare den. Det kunne tage timer, det kunne også tage dage. Og han sagde: ‘Nej, jeg tager af sted i dag.’ Og han plejede at få sin vilje. Så én efter én talte vi lidt med ham. Da jeg var ovre hos ham, hviskede han til mig: ‘Lad os drikke en cocktail.’ Jeg tænkte, hvorfor ikke. Han kunne godt lide bloody mary, så han fik en lille en, som han kunne smage på. ‘Skal vi lige have en til?’ sagde han. Så vi fik alle sammen one for the road, hvis man kan sige det sådan. Han blev langsomt mere og mere stille. Han brød sig ikke om at være alene. Han lukkede øjnene i. Men lige pludselig åbnede han dem igen og smilede rundt til os, som om han lige ville tjekke, om vi alle sammen var der, og vi havde alle en hånd på ham. Og så gik han ud. Det var så fredsfyldt. Det skete på hans betingelser. Han sagde, at han ville komme tilbage og fortælle os, hvordan der var, hvor han skulle hen, haha.”

Haha.

Robert Rauschenberg kom ikke tilbage. Og nu hænger den billedserie, han gav til sin assistent i Nordsjælland. Sådan er livet så forunderligt. Kevin Pottorf synes i hvert fald, at det er skægt. Udstillingen varer til 17. april.