Kunst
Angela Merkel ser på kunst
Mens Donald Trump stod på Capitol Hill med sit alt for lange røde slips og holdt sin indholdsløse, ildevarslende indsættelsestale, røg der et frisk nyhedsfoto ud af bundeskansler Angela Merkel. Der var åbenbart én statsleder et sted i verden, som ikke sad klinet til skærmen. Næ, hjemme i Tyskland brugte Merkel sin sparsomme tid på noget mere fornuftigt: hun så på kunst.
Hvis man nu havde noget vigtigere at tage sig til, hvorfor i alverden skulle man så sidde og se Donald Trumps præsidentielle indsættelsestale direkte på en tv-skærm? Man kunne jo altid se den senere på nettet – eller læse en udskrift af den. Det kan have været kansler Angela Merkels ræsonnement, da hun i stedet brugte sin fredag forleden på at se på kunst. Anledningen var åbningen af et nyt kunstmuseum i Potsdam uden for Berlin, Palais Barberini, som er grundlagt og bekostet af den tyske it-milliardær Hasso Plattner. I museets permanente udstilling hænger der flere værker af Merkels yndlingskunstner Emil Nolde, men på nyhedsfotoet, der kom ud på Twitter klokken 18.05, står kansleren og betragter et maleri af Claude Monet. Her følger tre betragtninger om fotoet.
Opslugt
Det er et foto af en, der kigger på et maleri, men fotoet er et lille værk i sig selv. Kansleren er en slider, det ser vi på ryggens milde bøjning. Man kan ikke kalde hende duknakket; Merkel er ikke en adjudanttype, der bukker og skraber og siger Jawohl eller retter ind efter folk, der råber. Det har mange prøvet at gøre ad hende, men det har ingen virkning. Hun kan være ubøjelig. Det så vi i december, da hun nægtede at rette sig efter et spinkelt flertal af delegerede på CDU’s partikongres, som krævede udlændingestramninger. På fotoet her står hendes pink jakke perfekt til den blågrå museumsvæg og maleriets næsten lidt for opulente guldramme. Det er ikke et opstillet foto, det er ikke propaganda, men bare et pressebillede. Det er ikke kansleren, der er i centrum, men kunsten. Museet er offentligt, og lige om lidt er det måske dig, beskueren, der står på kanslerens plads og kigger med samme ydmyghed på Monets maleri. Vi ved det ikke, men måske står hun ligefrem med et lille smil på læben og fingrene samlet på sin karakteristiske Angela Merkel-måde. Motivet er så stærkt, at man forledes til at tro, at teksten på væggen handler om Merkel, der ser på Monets maleri. Symmetrien mellem kansler, maleri og tekst er i hvert fald perfekt.
Hvis vi rykker lidt tættere på teksten, kan vi dog se, at den udelukkende forholder sig til Monets maleri. Monet blev en gammel dreng, og han blev ramt af stær på den anden side af århundredskiftet, men Herbst in Jeufosse (Efterår ved Jeufosse) er fra 1884, så han har set tindrende klart på det tidspunkt, omend gudskelov impressionistisk, hvilket har skabt ”en flimrende virkning, der fanger bladenes bevægelse på breden og deres reflektion i vandet.” Det er ikke mærkeligt, at kansleren står her så længe og falder i staver over flimmeret (hvis hun gør det).
Ja, ja, det er stadig samme billede. Vi har bare zoomet lidt. Schyy… hun står der endnu. Folk, der tror, at Angela Merkel ikke ejer evnen til kontemplation – eller er det indlevelse, som er det rette ord – tager fejl. Hun elsker Wagner, og hun har siddet i time efter time med alle sanser åbne og set Valkyrien, Nibelungens Ring, Tannhäuser und so weiter.