I dagens udgave af The Guardian leverer lederskribenten og klummisten Natalie Nougayrède et par gode pointer: En Donald Trump i Det Hvide Hus er ikke bare ”en trussel mod globale alliancer, international handel og endda faktabaseret diskussion”, han risikerer også at sætte en lavine i gang, som kan smadre hele menneskerettighedsbevægelsen, som vi kender den. Nougayrède peger på 1990’erne som noget, der i tilbageblik fremstår som en ren oplysningstid, en gylden æra, fordi det internationale samfund efter den kolde krigs afslutning, efter krigen i eks-Jugoslavien og efter blodbadet i Rwanda gjorde sig store bestræbelser for at sætte grundlæggende menneskerettigheder på plakaten. Og se så det morads, vi befinder os i i dag.
På den anden side: Med Women’s March i weekenden oplevede USA den største folkelige demonstration nogensinde. Folket indtog gaderne i mere end 500 amerikanske byer i næsten alle delstater, og det anslås, at i alt 3,5 millioner mennesker deltog. Tager man internationale demonstrationer med, løber tallet op i over fem millioner deltagere. Hvis en byggespekulantspræsident med en frisure, der ligner ”candyfloss lavet af pis” (som den amerikanske tryllekunstner Penn Jillette har karakteriseret Trumps hår), kan få så mange mennesker til at rykke ud, så er der alligevel håb. Tænk på, hvad der har været af store borgerrettighedskampe i USA siden underskrivelsen af den forfatning i 1788. Tryk avler modtryk. Hvis man ikke synes, at ens land eller regering lever op til, hvad man som mindstemål føler, man kan forvente, så må civilsamfundet selv træde i karakter og tage affære.
Hvis den internationale menneskerettighedsbevægelse er under voldsomt pres, så er Trump også bevægelsens store chance. Nu er der noget at kæmpe for, nogen at kæmpe imod. Der er folk, som skal overbevises. Dørklokker, der skal stemmes. Hver en lille sejr tæller. Women’s March i lørdags var en stor sejr. Hvis man ikke kan rykke noget med en demonstration af den kaliber, så kan man ikke rykke noget. Så virker demonstrationen ikke længere.