Surrealistiske Donald

Bare rolig: Det er ikke dig, der er blevet skingrende skør. Endnu. Men i dag bliver du alligevel sat på en lille mental prøve, for vi kan ikke komme uden om, at ‘The Donald’ fylder i vores verden i dag; som et forsøg på at skabe en ø af besindig normalitet.

Selv om mange – også her i Danmark – forsøger at normalisere udtalelserne fra USA’s nye præsident Donald Trump, er og bliver hans opførsel bizar og surrealistisk. Han sidder nu i det ovale værelse i Det Hvide Hus og tweeter løs fra sin private Twitter-konto med påstande, som er ubestrideligt forkerte – og som alene kredser om hans egen flossede forfængelighed.

Eksempelvis hævder han, at den konservative tv-station Fox News havde mange gange flere seere end den liberale tv-station CNN til fredagens indsættelsesceremoni, skønt de to tv-stationer havde præcis lige mange: 34 mio. hver især. Inklusiv digital streaming havde CNN faktisk lidt flere seere end Fox News. Påstanden er mere end alternativ, den er slet og ret forkert.

Eksemplet er tankevækkende af to årsager: For det første virker det yderst mærkeligt som præsident at hævde noget lodret forkert, sågar som privatperson, som kan faktatjekkes så enkelt. Og for det andet virker det endnu mere mærkeligt, at en præsident bruger sin tid på at kommentere seertal. Og så meget desto mere er der grund til at fastholde, at Trumps ømskindede og faktabenægtende adfærd er stærkt afvigende, både for en præsident og for et hvilket som helst andet voksent menneske.

Men den afvigende adfærd tjener et formål.

De konstante angreb på den frie presse tjener (mindst) tre formål: For det første bruger Donald Trump de etablerede medier som skydeskive i en større kulturkamp, der handler om splittelsen mellem landområder og storbyer mellem kortuddannede og højtuddannede. Ved at angribe ‘medieeliten’ stiller mangemilliardæren fra Manhattan sig nemlig bekvemt over på den samme side som alle de kortuddannede, der bor mange timers kørsel fra kysterne.

For det andet bidrager kolporteringen af åbenlyst fejlagtige påstande til at forvirre alt og alle. Til sidst ved ingen, hvad der er op og ned – og pludselig kan alt være hip som hap. En sådan strategisk misinformation er bl.a. Ruslands præsident Putin kendt for at benytte sig af, f.eks. i forhold til krigshandlingerne i Ukraine og Krim. Samme mønster har også præget klimadebatten, hvor tilliden til faktuelle oplysninger gradvist er blevet udhulet. Logikken synes at være: Hvis man ikke længere ved om præsidenten taler sandt, kan den kritiske opposition vel også finde på at lyve?

Den tredje faktor trumfer dog alt: Ved at dreje hele den flygtige medie-opmærksomhed over på faktatjek af petitesser, fjernes den mere vedvarende opmærksomhed på de realpolitiske beslutninger, som præsident Donald Trump rent faktisk tager. Siden indsættelsen har han mest drastisk fjernet den offentlige finansiering til alle udviklings- og nødhjælpsorganisationer som rådgiver kvinder (og mænd) om familieplanlæning, prævention og sund seksualitet.

Han har også annulleret sundhedsforsikringer til alle, også kendt som Obamacare, og annulleret frihandelsaftalen i Stillehavsregionen, samt åbnet op for Keystone XL og Dakota Access-rørledningerne gennem indianerreservater og skrøbelig natur.

Trump har med blot fire pennestrøg rullet fire konkrete og påtrængende politikområder mange år tilbage: global kvindefrigørelse, sundhed for de fattigste, bedre arbejdstagerbeskyttelse på tværs af grænser og naturbeskyttelse. Men tankevækkende nok er det Trumps spektakulære personlighed, som stjæler billedet. Og indtil videre har modstandere og kritikere ladet sig distrahere og er i vid udstrækning hoppet med på de groteske afledningsmanøvre.

Rådgiverne omkring Trump har på få dage vist sig eminente til at udnytte virakken om præsidentens postmoderne og surrealistiske fremtoning til lynhurtigt at gennemføre gammeldags politik. De konstante distraktioner gør det lettere at gå længere.