Nyhedsanalysen
Kom dog videre, dansk film!
Dansk film er Oscar-nomineret igen i år. Med en krigsfilm, igen i år. Hjemme i Danmark har biografsalget været katastrofalt, og manglen på nye idéer er lige så kritisk.

Med lidt god vilje fik Danmark to en halv Oscar-nomineringer i år. Hvis man altså tæller halvdanske Viggo Mortensen med, som er nomineret for bedste mandlige hovedrolle i Captain Fantastic, og det gør vi altid, tæller Viggo med. Så har det unge danske instruktørtalent Aske Bang en nominering i kategorien bedste live action-kortfilm med Silent Nights. Og vi kom også med i superligaen, den vigtigste voksenkategori, bedste ikke-engelsksprogede film. Her har Under sandet, Martin Zandvliets Andens Verdenskrigsdrama om danske soldater, der tvang tyske teenagenazister til at rydde landminer på vesterhavskysten, fået en fornem nominering. Måske har det fiffige engelske titelordspil Land of Mine hjulpet lidt på vej.
Man kan ikke andet end at takke for æren. Men ærlig talt, vi ville have været skuffede over alt andet. Danmark er klassens lille filmduks, vi er blevet forvænt med vores nomineringer. Det er vores femte Oscar-nominering på bare syv år, hvoraf Susanne Biers Hævnen hev statuetten hjem i 2011.
Oscar-nomineringerne er matematisk evidens for Danmarks anlæg for filmkunst, og det har det været siden Babettes gæstebud i 1987. Indtil man altså kradser lidt i overfladen.
Lad os se på de sidste to danske nomineringer. Tobias Lindholms Krigen sidste år og Under sandet i år. Det er begge gode film, det er begge krigsfilm, i den første må en soldat vælge mellem at følge sin menneskelighed eller krigens regler i Afghanistankrigen, i den anden må en soldat vælge mellem at følge sin menneskelighed eller krigens regler i Anden Verdenskrig. Verdenshistoriens vingesus blæser gennem begge film, og man skal være lavet af sten for ikke at give sig hen til de store Oscar-følelser.
Godt nok har de mange fællestræk, men altså to kvalitetsfilm to år i træk. Men faktisk udkom begge film i Danmark i 2015. Med tre måneders mellemrum. Og samme år som 9. april, krigsfilmen om Danmarks besættelse. 2015 var krigsfilmens år i Danmark. Alle tre film er produceret af Nordisk Film.
Oscar-nomineringer afhænger af films amerikanske premieredato. Og det var dreven fordelingspoliti fra Nordisk Film at sprede de to film over to år.
Man skulle tro, at Under sandet så ville få hård konkurrence af samtlige gode danske film fra 2016. Det havde man ikke behøvet at bekymre sig om hos Nordisk Film. 2016 har været et mildest talt sløjt år for dansk film. ”Katastrofalt” kalder formanden for Danske Biografer Kim Pedersen det.
Kun fire danske film har i år solgt nok billetter til at ende på listen over de 25 mest sete film i biograferne. Det er syv færre end sidste år. Og 2016 har været det dårligste biografår for dansk film siden 2009. Under sandet blev indstillet til en Oscar sammen med Thomas Vinterbergs Kollektivet, der fik en middelgod modtagelse af de danske anmeldere, og – for at det ikke skal være løgn – filmen om en krigsveteran fra Afghanistan De standhaftige.
Dansk film er sandet til. Der er akut mangel på kvindelige filmskabere og bedre repræsentation af minoriteter, men lige så væsentligt, på nye idéer. De bagstræberiske tendenser sniger sig ind. Hvis der ikke er noget at fortælle, kan man altid kigge tilbage. På den store historie, hvor der for alvor var noget på spil, i En kongelig affære eller de voldelige uhyrligheder på børnehjemmet Gudbjerg i 1960’erne i Der kommer en dag. Men intet drama er større end krig. Navnlig Anden Verdenskrig bliver ved med at give. Det ser man gang på gang i programlægningen af dokumentarer på DR K. I biografen var vi der igen i oktober med Fuglene over sundet om danske jøders flugt til Sverige.
Krigsfilm er i sin natur Oscar-film. Og mens nyskabelsen udebliver i de danske biografer, har Nordisk Film en vis rutine i at trække årets Oscar-nominering hjem. Oscarkapløbet har lige så meget at gøre med politik som med film. Indiewires førende filmkritiker Eric Krohn beskriver, hvordan statuetterne vindes med PR-kampagner og gavekurve med et vist budget bag sig. Den danske producer Kim Magnusson fra M&M productions har opøvet en sådan ekspertise i Oscar-kampagner, at fire af hans kortfilm har vundet prisen. Blandt andre Valgaften og Helium. Kim Magnusson har også produceret årets kortfilmkandidat Silent Nights.
Mens årets danske Oscar-kandidater fører kampagne op til uddelingen i februar, har det unge instruktørtalent Fenar Ahmad heldigvis pustet liv i håbet om nye tider i det danske filmår 2017. Underverden er en dansk actionfilm, som vi aldrig har set den før. Om en helt ny og langt mere aktuel slags krig, bandekrigen, som den gennemsnitlige dansker mangler indsigt i. Særligt i menneskene bag uniformen.