Reportage
Trilles lille sol
Hun holdt op med at optræde og lave musik i 1988, for tre måneder siden døde hun 71 år gammel, og torsdag blev hun hyldet i en fyldt Amager Bio. Trille er en af Danmarks største sangskrivere – og så har hun været et ikon for kvindebevægelsen fra 1970’erne og frem til i dag. Føljeton var med, da Trilles gamle band med ny frontfigur spillede hendes sange og fortalte historier fra gamle dage. Nå ja, og så fik vi en lille tekst, Trilles datter har skrevet om sin mor og hendes musik.
Trille med bassisten Hugo Rasmussen i Montmartre 04. 12. 1979
Backstagelokalet i Amager Bio er fyldt med mennesker. Ældre mænd med kridhvidt hår, kvinder på Trilles alder, kvinder i 40’erne og enkelte børn er stuvet sammen i det lille lokale. Der bliver givet lange kram, og alle samtaler går på, at det både har været ”helt fantastisk” og ”meget hårdt”.
De taler om den koncert, der netop er slut. Den var en hyldest til sangerinden og sangskriveren Trille, der døde for tre måneder siden. Folkene i baglokalet kendte hende alle sammen. Familie, venner, tidligere bandmedlemmer – enkelte en blanding af det hele. Trilles datter Sille er der også.
Hej søster
”Trilles sange er igen blevet voldsomt relevante. Jeg hørte faktisk, at deltagerne til Women’s March i København sidste lørdag, råbte ‘hej søster’ til hinanden. Tag den, Trump!”
Med de ord bød skuespiller Mette Marckmann publikum velkommen i Amager Bio, inden tonerne til en af Trilles mest kendte sange ‘Hej søster’ blev slået an. Mette Marckmann blev allerede for tre år siden udvalgt af Trille selv til at overtage hendes plads som frontfigur i Trilles gamle band, når de turnerer med hendes sange. Noget de har gjort løbende de seneste år, men torsdagens koncert var den første siden Trilles død. Foruden Mette Marckmann bestod bandet af Trilles gamle musikere, hvoraf trommeslageren, Alex Riel på 76 år, har spillet med Trillet siden starten af 70’erne.
På facebook-eventet havde tribute-koncerten en time før, første nummer blev spillet, blot 43 tilmeldte. Men fremmødet vidnede om, at det ikke skyldtes, at der ikke var interesse for eventet. At dømme efter publikum i den fyldte Amager Bio kunne den begrænsede tilslutning på Facebook snarere tilskrives, at aldersgennemsnittet for deltagerne lå væsentligt over den gængse Facebookbrugers.
Omkring bordene, der dækkede gulvet i koncertsalen, sad primært kvinder over 60. De fleste i selskab med veninder, mens nogle havde medbragt en mand og enkelte delte aftenen med deres børn og børnebørn. På opfordring fra bandet stemte salen allerede i med fællessang under ‘Hej søster’, der var andet nummer til koncerten.
Mellem numrene fortalte Mette Marckmann med input fra musikerne små anekdoter om Trille. De spændte fra citater fra hendes selvbiografi til mere personlige fortællinger om forliste kærlighedsforhold og endelig afsluttede de koncerten med nummeret ‘Højtid’, som var den eneste af Trilles egne sange, der blev spillet til hendes begravelse, og som Mette Marckmann introducerede som den sang, de tog afsked med Trille med.
Den fineste af fortællingerne kom dog fra Trilles datter Sille.
Så pyt med de mælketænder
Selv om datteren Sille ikke var på scenen, var hun der alligevel. Hun er nævnt – direkte eller inddirekte – i mange af sin mors sange, eksempelvis som ”ungen, der ser ud, som om hun har det lidt skidt” i ‘Hej søster‘, og ”den lille”, der ikke vil vågne, og som har ”svært ved rigtig at få øjne” i ‘Et lille lys i mørket‘. Og så har hun selvfølgelig også fået sin egen sang. I 1975 udkom Trille med albummet Hej søster, hvor hun skrev en sang om at være mor til Sille. I den deler Sille navn med sangen og omtales i hele teksten som ”min lille sol”. Inden bandet spillede den sang, læste Mette Marckmann et lille tekststykke højt, som Sille havde skrevet forud for koncerten – om sit forhold til sangen som både barn og voksen. Her er det i sin fulde ordlyd:
