Isoleret set virker logikken bag den nye asylpakke snusfornuftig: For når Folketinget igen og igen strammer reglerne for asyl og familiesammenføring, så må det vel føre til, at der komme færre asylansøgere til Danmark, ikke? Det virker så selvindlysende, at man næsten ikke kan fortænke et solidt flertal i Folketinget i selv at tro på manøvren: Sammen med Socialdemokraterne er de borgerlige partier blevet enige om en række ekstra stramninger, som følger op på den tidligere SR-regeringens forringelser for flygtninge.
Problemet er blot, at denne simple husmandslogik ikke tager højde for en kaotisk, turbulent virkelighed i Europa, hvor tre andre og stærkere dynamikker overtrumfer den populære forestilling om, at de danske politikere suverænt, isoleret og i smug kan bestemme asylpolitikken her i Kongeriget: 1) vores nabolande er også i fuld gang med at forringe vilkårene for asylansøgere, 2) antallet af asylansøgere er først og fremmest betinget af levevilkårene i konfliktzonerne, og 3) de formelle regler håndhæves kun i rolige tider, når virkelighedens kaos ikke – som nu – overtager den faktiske grænsekontrol.
Nabolande strammer også
Konkurrencen om at skræmme asylansøgere væk – ved konstant at forringe vilkårene for asylansøgere – er ikke længere forbeholdt de danske politikere. Den laveste fællesnævner er et bevægeligt mål. Overalt i Europa forsøger de nationale parlamenter i disse døgn at indføre tiltag, som skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl.
Senest den svenske regering, som i går besluttede at stramme vilkårene for asylansøgere og flygtninge – helt ned til EU’s minimumsniveau: »Vi må forholde os til virkeligheden. Når myndigheder og kommuner siger, at det ikke er holdbart længere, så må vi handle, og det gør vi nu,« siger den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven.
Norge har annonceret, at grænsekontrollen skærpes fra i morgen kl. 8. Og her i Danmark har det borgerlige flertal forhandlet sig til enighed med Socialdemokraterne om, at blandt andet familiesammenføring først kan ske efter tre år. Paradokset er blot, at selv hvis ét af elementerne skulle virke – altså midlertidigt få færre asylansøgere til at søge til landet – ja, så vil andre lande straks kopiere den selv samme stramning. Og kapløbet mod bunden kan begynde forfra.
Folkevandringen gennem Europa har afsløret, at det i dag er med asylpolitik som med selskabsskatter og mindstelønninger: Uden fælles og forpligtende regler på tværs af grænser kan de enkelte lande intet stille op. Derfor står også danske politikere magtesløse tilbage – trods de hårde ord, der skal signalere handlekraft og kontrol.
Globalt flygtningepres
Årsagen til at de enkelte EU-landes fortsatte stramninger ikke virker efter hensigten, er enkel: De hundredetusindvis af flygtninge, asylansøgere og migranter, som i de seneste måneder er strømmet mod Europa, løber væk fra hjemlandene, snarere end de søger imod vores samfund. Levevilkårene i Syrien, Afghanistan, Eritrea eller næsten hvor-som-helst i den voksende bræmme af fejlslagne stater fra Østafrika og op gennem Mellemøsten er så grundlæggende rædselsfulde og dødsensfarlige, at folk søger væk for at overleve; for at leve.
Tallene taler deres eget sprog: Antallet af flygtninge og asylansøgere i verden afhænger kun i et meget lille omfange af modtagerlandendes regler, men derimod af graden af krig, ødelæggelse og anarki i alverdens brændpunkter. Under valgkampen talte Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre om, at han ville skabe en »straksopbremsning« i antallet af asylansøgere. Men hverdagen har været anderledes siden valget.
Ikke siden borgerkrigene på Balkan har så mange mennesker søgt til og gennem Danmark. Ja, ikke siden den konservative statsminister Poul Schlüter regerede i 1990’erne har en dansk regering tilladt så mange mennesker at komme ind i Danmark som nu under en Venstre-regering støttet af Dansk Folkeparti.
Tilfældig håndhævelse
Schengen-landenes ydre grænser strækker sig over 7.721 kilometer land og 42.673 kilometer kyst. Derfor er det ikke ligefrem et mysterium, at alt fra narko over våben til mennesker kan sniges ind i Europa. At så mange tusinder og atter tusinder af asylansøgere har overskredet Schengen-landenes ydre grænse har en simpel forklaring: End ikke den mest avancerede overvågningsteknologi kan forhindre, at folk, der villige til at dø på vejen, kan smugle sig selv ind over en så lang strækning, mange steder i øde egne.
Da det kom til stykket, turde heller ikke Venstre-regeringen at stoppe asylansøgerne på Lolland og i Sønderjylland. Snakken om »straksopbremsning« var bare snak. Tilfældigheden råder.
Kollapset i bevogtningen af Schengen-grænsen har nemlig også en anden væsentlig forklaring: Europas politikere er – endnu – ikke parat til at forhindre grænseoverløbere med vold og magt, altså slet og uret skyde mod folk, der måtte forsøge at forcere grænsen. Tværtimod er EU-landene forpligtede til at give beskyttelse til alle mennesker, som risikerer alvorlige menneskerettighedsovergreb, dér hvor de kommer fra – ifølge FN’s flygtningekonvention, som ingen europæiske lande endnu har opsagt.
Stramningerne synes at have mistet enhver symbolkraft udadtil, og bevirker kun, at de mennesker – som uanset – lever her i en årrække, får gradvist værre levevilkår, som dog altid vil være bedre end de fleste asylansøgeres udgangspunkt.
Skyggen fra Europa
Hverken praktisk eller formelt er EU-landenes ledere villige til at blokere asylansøgernes ankomst. Kun skubbe de omstrejfende mennesker rundt til nabolandene. Derfor kan det virke næsten demonstrativt afmægtigt, når de danske politikere lige nu – blot otte dage før en EU-folkeafstemning – haster kontroversielle lovforslag igennem på asyl- og udlændingeområdet. De ved godt selv, at det er spil for galleriet.
Optrinnet på Christiansborg tjener mest et indvortes formål, nemlig at manifestere, at »den danske udlændingepolitik skal fortsat fastlægges i Danmark«, som det hedder i den aftale, der ligger til grund for EU-folkeafstemningen, hvor netop asyl- og udlændingepolitikken er klippet ud som et femte forbehold. Politikerne vil gerne fastholde forestillingen om, at de fortsat selv er i kontrol.
Med statsmininister Lars Løkke og Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen i spidsen gør de store partier alt for at demonstrere en kombination af suverænitet og potens. Men end ikke yderligere asylstramninger – også den forventelige næste runde – kan sløre, at Folketinget savner kraft til at stoppe verden: Jo hidsigere de hjemlige asylstramningerne bliver, desto tydeligere står det blot frem, at verden ikke snurrer rundt om Danmark alene. Folkevandringen fortsætter.
Føljetonen om ‘Det 5. forbehold’ er støttet med midler fra EU-nævnet. Forsidefoto: Martin Lehmann/Polfoto
