En stor mands håndtryk

I et rum med et smukt buet loft og en biblioteksagtig arbejdsro oppe under taget i den store gule nyklassicistiske bygning, som udgør Thorvaldsens Museum i København, sidder fire forskere ved hver sit skrivebord med hver sin computer. Siden 2013 har de med arkæologisk omhyggelighed gravet sig gennem museets Arkiv. Der er ikke noget at sige til, at Arkivet staves med stort A, for det er enormt; det indeholder alt, hvad man har kunnet opstøve af breve og skrivelser til, fra og om alle tiders største og mest berømte danske billedhugger, Bertel Thorvaldsen (1770-1844).

I alt drejer det sig om 9.505 dokumenter fordelt på uendelig mange forskellige håndskrifter. 5.800 af dokumenterne er stilet til Thorvaldsen, 748 kommer fra ham selv, 2.948 handler om ham, men er sendt til og fra andre, og det hele foregår på 42 forskellige sprog.

Men det materiale, som de fire kunsthistorikere sidder med, er – i princippet – nemt at gå til, for alle brevene og skomagerregningerne, og hvad der ellers har ligget i gemmerne, er op gennem 90’erne og 00’erne blevet oversat, udskrevet, digitaliseret og lagt frem for offentligheden; enhver, der måtte have lyst, kan selv gå ind på arkivet.thorvaldsensmuseum.dk og slå hvad som helst op.

Men én ting er, at alt er tilgængeligt, noget andet er at få overblik over indholdet og forstå alle sammenhænge og referencer i hvert enkelt dokument. Det er noget af et detektivarbejde. Efter fire års møjsommelige studier er holdet nået gennem en femtedel af materialet, og de er netop nu ved at søge om nye fondsmidler, så forskningsprojektet kan fortsætte. Og det er der al mulig grund til: i betragtning af hvor stor en stjerne Bertel Thorvaldsen var i sin europæiske samtid, har dele af hans liv og virke været underbelyst.

Ernst Jonas Bencard er en af de fire kunsthistorikere, som er ved at trawle arkivet igennem med et fintmasket net, og så er han også projektchef på forskningsprojektet. Efter at have været dybt nede i stoffet i snart fire år, er der specielt tre Thorvaldsen-områder, som de er kommet på sporet af.

For det første – og det er anledningen til hele denne føljeton om Thorvaldsen – var den store billedhugger hele sit liv ekstremt optaget af tankerne om frihed, lighed og broderskab. Han er en langt mere politisk kunstner, end eftertiden har været klar over.

For det andet tegner der sig et billede af Bertel Thorvaldsen som en ”fræk” kunstner. ”Hans værker er ret sexede, og det er i modstrid med, hvad man almindeligvis siger,” fortæller Ernst Jonas Bencard. ”Mange synes, hans figurer er kølige, afvisende, reserverede og kedelige, men jo mere vi graver i hans værk, jo flere frække hentydninger til alt muligt finder vi – vulgært frække hentydninger.”

Den tredje ting, som arkivarbejdet har tydeliggjort, er, at Thorvaldsen, den ordblinde arbejderdreng, der kom til ære og værdighed som skulptør i Rom, var en langt mere tænksom, teoretisk funderet og intellektuel kunstner, end man har været klar over.

”Så altså: Sex, politik og teori. Sådan ser listen ud. Det er de områder, som i den grad trænger til en opnormering, hvis man vil forstå Thorvaldsen bedre,” siger Ernst Jonas Bencard.

Frihed og lighed i praksis

Og det er anledningen til denne uges føljeton. Det kan godt være, at Bertel Thorvaldsen døde som 73-årig i 1844, men der er nyt om ham, og det er ikke fake news. I denne uge bringer Føljeton hver dag historier om Thorvaldsen, som forskningsprojektet har gravet frem, og som er med til at nuancere forståelsen af ham og hans værk og det aftryk, han satte på dansk og europæisk kultur.

I dag: historien om et håndtryk i 1842.

Thorvaldsen boede 40 år i Rom, inden han vendte tilbage til København for at hjælpe med planlægningen af sit museum. Han rejste til Italiens hovedstad som ung mand på et stipendium i 1796 og skulle egentlig blot være der i nogle år. Men hvis han ikke var blevet, havde han ikke fået den internationale karriere, som hans talent berettigede. I 1842, hvor han var stjerneberømt i hele Europa, var han tilbage i Rom for en kortere bemærkning. I den periode var man ved at sejle alle hans skulpturer hjem til hans kommende museum i København. Thorvaldsen selv skulle rejse hjem med den dansk fregat Thetis, men på grund af en misforståelse kom han én dag for sent til skibet. Den gamle mand blev stiktosset, men indstillede sig på, at han i stedet måtte rejse gennem Europa i diligence. Han slår følgeskab med sin gamle bekendte, Frederikke Wallick.

”Der er masser af stjernedyrkelse på turen,” siger Ernst Jonas Bencard. ”Hver gang Thorvaldsen kommer til en ny by, vil bystyret gerne have, at han bliver lidt, så de kan holde en fest for ham. Men han er træt af at blive hyldet, og han vil gerne hurtigt frem,” siger Ernst Jonas Bencard.

Da han nærmer sig Hamburg, møder han i diligencen helt tilfældigt et tysk-jødisk ægtepar, Salomon Ludwig og Johanna Steinheim, som han kender lidt i forvejen. Hr. Steinheim er læge og religionsfilosof, og eftersom parret bor i Altona, inviterer de Thorvaldsen til et middagsselskab.

Da aftenen er slut, og Thorvaldsen skal tage afsked, gør han noget, som kommer fuldstændig bag på alle tilstedeværende: han går rundt og giver hånd til alle – også kvinder, børn og tjenestefolk. Og den adfærd har ”absolut ikke været normal” for en mand af Thorvaldsens berømmelse og stand.

”I dag taler man om uligheden som noget, der ikke må stige. Dengang var den helt synlig for alle. Der var stor klasseforskel. Folk var inddelt i stænder og rang, og Thorvaldsen havde en meget høj rang; han havde en masse ordner og var storkorsridder af Dannebrog og meget højt på strå, og det har været helt, helt usædvanligt, at en person, der tilhørte overklassen, overhovedet har gidet anerkende de mennesker, der har været til stede i rummet,” siger Ernst Jonas Bencard.

Reaktionen udeblev heller ikke. Folk var lamslåede. Både Frederikke Wallick og fru Johanna Steinheim har beskrevet middagsselskabet – det er derfra, man kender til episoden.

Frederikke Wallick skriver: ”…Fru Steinheim kom Morgenen efter at vi havde været hos dem i stort Selskab til mig, forsikrende, at da Thorv. havde forladt dem, idet han gav enhver Haanden – blev der en høitidelig Stilhed blandt alle Tilstedeværende, enhver holdt paa den Haand, som Th. havde holdt i sin og forblev nogle Minutter tause og saae paa hinanden.”

”Da jeg stødte på det her første gang, tænkte jeg, at det var underligt, at det har vakt sådan en opsigt, som det åbenbart gør. Folk har været helt forstenede af overraskelse og står åbenbart og glor på deres hænder i forbløffelse over, hvad der er sket. I dag ville det jo ikke være noget som helst. Om det så var en eller anden berømthed, man mødte, så ville der ikke være noget fancy i at give hånd,” siger Bencard.

Som han tolker det, har den lille markering fra Thorvaldsens side handlet om, at han gerne ville introducere nogle idealer, som han er rundet af, ved at vise alle respekt og anerkende deres tilstedeværelse som ligebyrdige individer.

”De omtaler ham alle sammen helt vanvittigt rosende. Fru Steinheim kalder ham en ”Göttergestalt” – en gudefigur. Og hendes mand kalder ham en ”Paradigmata der Menschheit”, et forbillede for alle mennesker. Når de bruger så vild en ros om Thorvaldsen, tænker jeg, at det ikke kun har at gøre med, at de har mødt en berømthed. Det handler også om, at han pludselig introducerer et politisk princip, en demokratisk lighedsforståelse, ved at gøre noget så lavpraktisk simpelt som at give alle hånden. Med håndtrykket planter han tidens mest brændende politiske spørgsmål, nemlig hvordan man kunne få ændret den almindelige samfundsstyreform, hvor kongen sad på magten, og hvor alle privilegier var noget, som adelen arvede, til et demokratisk samfund, hvor alle borgere var lige.”

På det tidspunkt er nogle af de vigtige historiske nedslagspunkter den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, som begynder med, at alle er ”født lige”. Og der er den franske menneskerettighedserklæring fra 1789, hvor første paragraf begynder med ordene ”Menneskene fødes og forbliver lige i rettigheder. Sociale forskelle kan kun begrundes med almenvellet.”

”Det er sådan nogle revolutionære principper, som Thorvaldsen selvfølgelig har kendt til og været tilhænger af siden sine formative år i 1790’ernes København,” siger Bencard.

Men så er det da fantastisk, at idealerne bliver ved ham hele livet igennem. Man kunne jo godt forestille sig, at, at man kunne glemme dem, når man selv gik hen og blev en stor mand. 

”Jeg tror, at det har været så vigtigt for ham med den her lighedsforståelse, at han allerede tidligt i sit liv begynder at behandle alle på samme måde. Det begynder med, at han behandler alle kunder ens. Han stiller dem bare i kø efter, hvornår de kommer ind. Selv da der kommer en bestilling fra det danske kongehus, skriver han tilbage til arkitekten, at jo, det vil han da godt, men da han har mange andre bestillinger, så kan det ikke blive lige nu. Han sætter kongen bagest i køen. Jeg tror, det har været helt grundlæggende for ham: Hvordan omsætter man den her grundtanke om, at vi alle er lige, i praksis.”

Ernst Jonas Bencard vender tilbage til anekdoten om håndtrykket i Altona.

»Hvis vi skal prøve at forklare, hvorfor folk har stået og stirret på deres hænder, så kan det selvfølgelig være, fordi de har mødt den her stjerne. Men det kan i lige så høj grad handle om, at det pludselig går op for dem, at Thorvaldsen har givet dem en slags anskuelsesundervisning i, hvad det vil sige, at vi er alle lige, og ‘selv mig, den store stjerne, jeg er på niveau med jer, jeg er ligesom jer’. Det er sådan noget, folk igen og igen siger om Thorvaldsen: at denne berømte mand er helt ligefrem og ligetil og helt nede på jorden. Han gør sig ikke til og har ikke primadonnanykker, han er lige ud ad landevejen.”

Han kalder det for ”en helt uopdyrket side af Thorvaldsens virksomhed”: ”Man har ikke rigtig talt om ham som en rollemodel, der har været så bevidst om sin stjernestatus og udnyttet den på den her diskrete måde.”

Så Thorvaldsen var politisk, men ikke nogen bannerfører?

”Nej, kun indirekte. Jeg tror, at sådan noget her har meget større effekt end et politisk slogan eller en revolution. I 1848, altså lige seks år senere, finder der en masse revolutioner sted rundt om i Europa… jeg skal ikke underkende vigtigheden af de begivenheder, men jeg tænker, at hvis man virkelig skulle ændre noget i folks mindset, så de kunne forstå, hvad det ville sige at være demokrater, så var det sådan nogle overraskende handlinger, der skulle til. Jeg betragter Thorvaldsens håndtryk som et kunstværk – som et performanceværk, hvor han forsøger at tematisere de samme ideer om lighed og frihed, som han gør i sine egentlige kunstværker. Han prøver at gøre kunst og liv til et.”

Han har vel ikke selv tænkt på håndtrykket her som et kunstværk?

”Begrebet performancekunst fandtes ikke på det tidspunkt. Men Thorvaldsen har en ræv bag øret, så han har både været oprigtig og ment, at det var den rigtige måde at behandle andre mennesker på, er jeg overbevist om. Samtidig har han helt sikkert været bevidst om den utrolige effekt, det ville have, hvis han gav hånd til alle. At behandle alle lige var altså noget ekstraordinært. Og det demokratiske paradoks var så, at ligheden skulle iværksættes af en person, der var lidt mere lige end andre.”