Nyhedsanalysen
Goodiepal, 40 år
Den elektroniske kompositionsmusiker Goodiepal fylder angiveligt rundt i morgen. Han bliver 40. Oliver Stilling tegner et lynportræt af den finurlige kunstner.

Ligesom i dag og i går og alle andre dage på året er der en masse mennesker, som fylder rundt i morgen. For de flestes vedkommende er det nogenlunde dokumentérbart, at de rent faktisk har fødselsdag på en given dato. I hvert fald er det formentlig de færreste, der har interesse i at lægge et røgslør omkring tidspunktet for deres fødsel eller i at foregøgle en rund fødselsdag.
Lidt anderledes forholder det sig med den elektroniske kompositionsmusiker Goodiepal. Han siger, at han fylder 40 i morgen, men ligesom vi kan læse om Bertel Thorvaldsen i dagens føljeton-afsnit, så har Goodiepal en ræv bag øret. Han har ikke som sådan noget at skjule, men hvis man kender ham, vil man vide, at han godt kan lide, at der er flere sandheder i luften på en gang.
På den ene side ser Goodiepal noget yngre ud end 40 år. På den anden side er det svært at forestille sig, at han skulle kunne være meget mindre alderstegen, for så har han kun været et barn, da han startede. Startede med hvad? Kan vi høre, at der er nogle, som spørger.
Goodiepal er egentlig navngivet Parl Kristian Bjørn Vester, men han kalder sig også The Aarhus Warrior og Gæoudjiparl Van Den Dobbelsteen. Vi skulle faktisk til at kalde ham dansk-færøsk, men han er formentlig vokset op i Gellerup-planen i Aarhus, og folk, der kender ham, vil vide, at hans kære gamle mormor, som han har et nært forhold til, stadig bor i Aarhus (nede ved Åen). Han debuterede med albummet Vip. ibex i 1995, men først i 2001 udgav han sit eneste rigtige Goodiepal-album Narc Beacon, som året efter vandt den internationale Ars Electronica-pris, som regnes for verdens vigtigste inden for elektronisk kunst og teknologi. Goodiepal rejser i øvrigt rundt og spiller på internationale elektroniske musikfestivaler, ligesom han er gæsteforelæser på forskellige musikkonservatorier.

I mange år, måske nærmest 20 år, boede han ingen steder, men var altid på farten og sov på sofaer hos venner og bekendte over hele Europa. En aften for nogle år siden tog en her fra Føljeton imod ham på Københavns Hovedbanegård, da han ankom med en let oppakning og en folde-ud-cykel (Goodiepal kører aldrig med motoriserede fartøjer, da han mener, at han allerede har opbrugt sin CO2-kvote). Fra stationen gik turen ud mod Frederiksberg, hvor han ringede på forskellige steder. Først prøvede han hos sin ven T.S. Høeg på Vesterbrogade, men der var ingen hjemme. Derefter ringede han på hos nogle, som han kaldte ”de svenske søstre” – og her blev døren åbnet, selv om gæsten kom uanmeldt. Han forklarede dog, at en af hemmelighederne bag at kunne leve på den måde var, at der ikke var nogen ”hanky panky”.
I dag lader det dog til, at Goodiepal har slået sig ned et sted i København.

For to år siden skete der noget med Goodiepal: han kom ind i varmen. Statens Museum for Kunst købte en række Goodiepal-effekter, heriblandt hans gamle kabinecykel, ‘Kommunal Klon Komputer 2’, som blev udstillet på museets ‘skulpturgade’ omgivet af notesbøger, skocreme, en tandbørste og en lang række andre Goodiepal-ting. Museet købte også et mekanisk fuglebur, som han selv har bygget.

Marianne Torp, der er førsteinspektør og kurator på Statens Museum for Kunst, forklarede erhvervelserne således i Politiken: ”Goodiepal har rejst rundt på cyklerne og spillet på fuglene i årevis, og de har været en vigtig og integreret del af hele hans kunstneriske praksis – og hans liv. I dag bærer værkerne både fysiske spor og sociale betydninger fra alle de performative sammenhænge. Værkerne er et godt eksempel på, at kunst ikke længere bare er autonome kontekstløse objekter. I dag har kunsten mange forskellige former og forgrener sig ud i andre kunstfelter og ud i verden.”

Det var lidt om Goodiepal. Her på Føljeton opdagede vi i sidste uge på Facebook, at han i anledning af sin fødselsdag i morgen tager på en tur rundt i byen for at fejre sig selv. Vi er stolte over at være kommet med på hans surpriseparty-tur. Efter planen at dømme rykker hans fødselsdag ind hos Føljeton på Købmagergade 53 klokken 13.15. Vi er klar.