Den sommer, Thorvaldsen kun kunne knalde fire gange på en formiddag

‘Ureenlighed forbydes her’.

Ernst Jonas Bencard, der er projektchef for Thorvaldsens Museums arkivforskningsprojekt, har taget Føljeton med om til bagsiden af den nyklassicistiske museumsbygning, som blev indviet i 1848, fire år efter Thorvaldsens død. Museet ligger klos op ad Christiansborg, og til den ene side har vi Statsministeriet, til den anden den trafikerede Vindebrogade. En politibil med blink og sirener vender rundt i den lille smøge mellem museet og slotskirken. Så Bencard venter et øjeblik, indtil vi får ørenlyd. Han peger på sætningen, som er malet med gule bogstaver cirka i den højde, en fuld københavner ville ramme, hvis han stod og pissede op ad bygningen – hvad mange har gjort gennem tiden. Sætningen går netop på den form for aktivitet, men for de fire kunsthistorikere, som de forløbne fire år har arbejdet på at finkæmme museets Arkiv, rummer den en dobbelthed.

”Den sentens rummer i en nøddeskal hele historien om Thorvaldsens kunst,” siger Bencard. ”Når folk ser hans værker, så ser de dem som meget renfærdige og dydige og med meget ukødelige kvaliteter. Noget af det, vi har opdaget i vores arkivarbejde, er, at sådan forholdet det sig overhovedet ikke. Man skal bare skrabe i overfladen, så dukker ‘ureenligheden’ frem.”

Kom det som en overraskelse for jer?

”Jeg vil sige, at jeg aldrig har forstået den der idealistiske og meget dydsirede måde at tale om Thorvaldsens værker på. At de skulle være kølige og ukropslige og handle om alt andet end sex. Jeg har altid syntes, at det var vildt frækt at gå på Thorvaldsens Museum, men på en utrolig underspillet måde.”

Problemet er, siger han, at der efter Bertel Thorvaldsens tid har været en reaktionær og småborgerlig måde at se hans kunst på, som har styret vores blik og opfattelse af ham. Derfor er Thorvaldsens Museum blevet til ”sådan et renhedstempel”.

Bencard leder mig indenfor i renhedstemplet. Vi går op ad trappen, forbi den gigantiske Herkules-skulptur, rundt om hjørnet og hen ad gangen med de mange buster og mindre skulpturer. Henne for enden står skulpturen ‘Venus med æblet’ (1813-16), men vi går forbi den. Der er noget, Bencard vil vise frem. Han peger op på væggen.

”Det her relief hedder ‘Pan og jagtnymfe’. Det er et af de få værker, hvor motivet eksplicit tilhører den lidt frækkere afdeling. I den antikke mytologi har Pan gedebukkeben, og han er et symbol på lyst i den klassiske billedkunst. Han er tydeligvis interesseret i jagtnymfen, som lidt koket vender sig bort fra ham.”

Hun skærmer sig med hånden. 

”Ja, hun forsøger at holde ham lidt væk. Og så går der en lidt skuffet hund rundt under dem, og det er jo Trofast, ægteskabets symbol, for det, der foregår, er tydeligvis et eller andet uden for den normale ægteskabelige ramme.”

Men det er ikke som sådan selve motivet, Ernst Jonas Bencard vil vise frem. Han retter opmærksomheden mod Pans halvt skjulte kønsorgan, som ”simpelthen er blevet kappet af”.

”Nogen, sandsynligvis den gode smags vogtere, har været inde og sige at, det der går ikke, og så er den blevet kappet af. Man taler jo en del om størrelsen på de klassiske skulpturers mandlige kønsorganer. Folk kommer ind og spørger en gang imellem: hvorfor er de så små? Jeg har kun hørt ét godt svar, og det kom fra billedhuggeren Christian Lemmerz. Han sagde, at hvis de bare var naturlig størrelse, så ville de trække al opmærksomhed til sig.”

Lige ovenover hænger der et relief med et fuldstændig identisk motiv udført i marmor. Hvis man stiller sig op på trappen overfor, som ellers er forbeholdt museets personale, kan man se, at Pans pænt store penis her er uberørt – måske fordi den er sværere at nå, og så kan det i øvrigt ikke ses fra publikumshøjde.

”Der kan man tydeligt se et erigeret lem,” siger Bencard.

Hvornår tror du, den er blevet kappet af?

”Det har nok været i 1800-tallet. En eller anden sippet, snæversynet person på museet, som har følt sig kaldet til at fjerne den fra hans værk. Og det er altså ikke det eneste eksempel på den slags. Vi ved, at der har været en kæmpestor mængde af frække tegninger. Ganske få af dem er bevaret i dag. De er blevet brændt.”

Det pikante ved den historie er dog, at det sandsynligvis er Thorvaldsen selv, der har brændt dem, da han blev gammel – i stort omfang tilskyndet af sin nære veninde, baronesse Stampe. Derfor er der kun ganske få overlevende frække tegninger, ”og det er rimeligt eksplicitte, pornografiske tegninger, som sikkert har floreret i rigt omfang,” fortæller Bencard.

”Der går endda en intern histore om, at en tidligere direktør som ung student på museet blev kaldt ind til den daværende direktør, som spurgte, om han ville se en Thorvaldsen-tegning en sidste gang, inden den forsvandt. Derefter brændte vedkommende direktør den med en tændstik, fordi det ikke gik an at opbevare sådan noget i et pænt museum. Det er med vilje, at jeg siger ‘vedkommende’, for det vides ikke, hvem det var.”

Vildt.

”Ja, det er helt vildt, og det er jo forfærdeligt, at museumsfolk har kunnet tænke og handle sådan.”

Ernst Jonas Bencard går over mod ‘Venus med æblet’, som står på en sokkel, så hendes bryster befinder sig i øjenhøjde, hvis man er over en 1,90.

”Den vigtigste kunsthistoriker, der har beskæftiget sig med Thorvaldsen, hedder Julius Lange. I 1886 skrev han om Venus-figuren her, at hun ”fryser”. Han synes simpelthen, at hun er kold. Og den karakteristik bliver gentaget igen og igen gennem kunsthistorien.”

Thorvaldsen er ofte blevet sammenlignet med sin store konkurrent (og ven), billedhuggeren Antonio Canova, og Canovas ting er altid blevet omtalt som sensuelle af kunsthistorikerne. ”Når de så kigger på Thorvaldsens skulpturer, ser de dem som kølige og nordiske og protestantiske og så videre. En helt klassisk kliché om noget nordisk kontra noget sydlandsk.”

”Dén vurdering har ligget som en dyne hen over opfattelsen af Thorvaldsen: at der ingen sex er i Thorvaldsen. Det mærkelige er så, at hvis man går tilbage til Thorvaldsens egen tid, så skriver hans gode ven Christian Horneman om den samme Venus-figur, som Julius Lange senere kalder ”frysende”, at den er noget af det frækkeste, han har set, og at den får ham til at føle sig som en 17-årig igen.”

”Mens vi har været i gang med vores arkivforskningsprojekt, har alt sådan noget fået mig til at tænke på, at der måske er sket et skred i vores seksualmoral – eller i hvert fald i vores bedømmelse af, hvad der er kødeligt og sexet. Tidligere var det almindeligt at forestille sig, at det seksuelle frisind blev større og større, jo tættere op på nutiden, man bevægede sig. Men ud fra Thorvaldsens eksempel, ser det snarere ud, som om at udviklingen foregår i bølger, hvor frisind og snerpethed skiftevis har overtaget.”

”Vi er nemlig stødt på nogle rimelig frække og eksplicitte udtalelser af Thorvaldsen selv og hans venner. I 1798 skriver Thorvaldsen for eksempel uden på et brev – som en slags note eller en dagbogsoptegnelse: ‘Det Giør mig unt at ieg ikke kan knalle mer en som 4 Gange en formidag om sommeren’.”

Er knalde så gammelt et ord?

”Der må være et helt ordforråd, som ikke har optrådt i det officielle danske sprog, men mange af de der frække ord har altså mange år på bagen. Det er ét eksempel, hvor jeg tænkte, det er ligegodt satans.”

Thorvaldsen er også ung i 1798.

”Han er 28. Og der er tydeligvis fuld knald på hormonerne.”

Kunsthistorikeren nævner et andet eksempel på samtidens mere løsslupne seksualmoral: en af Thorvaldsens bedste venner, arkitekten C.F.F. Stanley, skriver på et tidspunkt et brev til Thorvaldsen, hvori han nævner Thorvaldsens kæreste, Anna Maria Uhden. Han skriver: ”Jeg troer at Madam A. M. U. af bare Vendskab for Dig kunde faa i sinde at lade mig giøre Gubevares med hinde.”

”Og så tænkte jeg: hvad dælen betyder ‘Gubevares’? Men jeg har ikke kunnet finde en fornuftig forklaring, andet end at det må være Stanley og Thorvaldsens interne – og skægge – slangudtryk for at have samleje. Så det, der foregår her, er ret avanceret: Thorvaldsens gode ven skriver til Thorvaldsen, som ikke er i Rom, at han har mødt Thorvaldsens kæreste der, og fordi han var syg, har hun forbarmet sig over ham og ville gerne gå i seng med ham for at gøre ham en tjeneste. Og det kan man åbenbart skrive uden problemer til sin bedste ven. Hvad er det for et trekantsforhold? Det er åbenbart ukompliceret og enormt frisindet, vil jeg sige. Vi skal jo op i 1920’er og 30’erne og 70’erne for at finde noget lignende.”

Sådanne små indicier i Arkivet bekræfter ideen om, at en sippethed sætter ind omkring 1820’erne og 1830’erne og afløser det store frisind, som fulgte i kølvandet på den franske revolution og andre revolutioner. Det er den tid, man i kunsthistorien kalder Biedermeier, som hentyder til en slags kernefamiliesmåborgerlighed.

Pointen med det hele er, at hvis tiden har været frisindet, og hvis Thorvaldsen har været frisindet, og Rom samtidig var en slags fristad for kunstnere, så kan det ikke passe, at hans værker er kølige og kolde.

”Thorvaldsen giftede sig jo heller aldrig. Han levede i en slags åbent parforhold med hende her Anna Maria Uhden, og der er overleveret historier om, at han var ret populær.”

Bortset fra at han altså bliver stærkt tilskyndet til at brænde de fleste af sine frække tegninger, følger frisindet Thorvaldsen, da han kommer op i årene. I 1832 ønsker den danske kong Frederik 6.’s kammerjunker Fritz Paulsen at gifte sig med Thorvaldsens og Anna Maria Uhdens datter Elisa. Men Elisa opfattes som Thorvaldsens uægte datter, fordi han og Uhden ikke er gift – blandt andet fordi han er protestant, og hun er katolik. Derfor er han nødt til at adoptere sin datter, så hun kan blive arveberettiget, og adoptionen skal godkendes af kongen. Der er i det hele taget meget bureaukrati, og på et tidspunkt må Thorvaldsen have sagt til sin kommende svigersøn, at de da bare kunne leve sammen uden at blive gift, for der findes et brev i Arkivet, hvor svigersønnen er stærkt forarget over, at Thorvaldsen overhovedet kan stille det forslag.

”Fritz Paulsen skriver: hvad vil offentligheden ikke tænke? Altså, det helt klassiske argument, som man har hørt i masser af småborgerlige settings. Men Thorvaldsen har bare trukket på skuldrene, for det var sådan, han selv levede,” siger Ernst Jonas Bencard. ”Man kan mene, at denne anekdote bare er en uvæsentlig detalje i Thorvaldsens liv, men jeg tror, den afspejler et større skred i seksualitetens historie, og pointen er, at denne udvikling hen mod det sippede har hæmmet vores forståelse af hans værker. Den store udfordring for vores arkivforskningsprojekt er i al fald at få skrællet sippetheden væk og få inkorporeret Thorvaldsens frie syn på køn og seksualitet, så vi ikke begår den samme fejl, som Thorvaldsen-forskningen tidligere har gjort – nemlig at ‘forbyde urenlighed’ i synet på hans kunst.”