”Den fri kærligheds fritflyvende drillepind”

Det er svært ikke at holde af Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Først og fremmest er han naturligvis alle tiders største danske billedhugger; hans kunstneriske færdigheder gjorde ikke bare den gamle arbejderdreng til en særdeles holden mand, men også stjerneberømt og feteret over hele Europa. Når man så begynder at forstå, hvordan han levede sit liv, og hvordan han hele livet igennem holdt fast i nogle grundlæggende friheds- og lighedsidealer og aldrig bukkede og skrabede for hverken konger, gejstlige, adelige eller myndighedspersoner, så stiger han i ens agtelse.

Hvis de fire kunsthistorikere, som de seneste fire år har arbejdet på at gå alle kendte dokumenter, breve, skomagerregninger og lignende igennem med en tættekam, i et eller andet omfang er blevet ramt af Stockholm-syndromet undervejs, er der ikke noget at sige til det.

Tag bare historien, som ovenstående sms-udveksling refererer til: I 12 år har Prins Christian rykket for en portrætstatue af sin kone Caroline Amalie, men Thorvaldsen gider ikke rigtig lave den, og han har i øvrigt lånt prinsen en betydelig pengesum i 1821, og fordi han samtidig er den, han er, kan han slippe af sted med at spise prinsen af med en antik vase, som han ikke engang har købt endnu. I 1833 skriver Thorvaldsen fra Rom til ”Min naadigste Prinds!”, at det på grund af et ”uheld” med noget Carara-marmor næppe er ham ”mueligt at opfylde Deres Begjering om dette Arbeides Hjemsendelse”, og at han derimod håber ”ganske at kunde tilfredsstille Deres Kongelige Høiheds Ønske om en udmærket antik Vase.”

Og se så lige på det her billede:

Hvad er det? Thorvaldsen var højt dekoreret, men gik ikke så meget op i at bære rundt på sine ordner. I stedet fik han nogen til at lave den her underlige, ret uortodokse og en smule provokerende gang sildesalat med alle ordnerne repræsenteret i miniatureudgaver. Normalt skal ordner bæres i en bestemt orden og rækkefølge, det er der stramme regler for fra Ordenskapitlet.

Det er Lejla Mrgan, en af kunsthistorikerne i Thorvaldsens Museums arkivforskningsprojekt, som gør mig opmærksom på sildesalaten. Som hun siger på vej ned ad museets store trappe, så gjorde Thorvaldsen på mange måder tingene anderledes, end biedermeier-Danmark forventede af ham.

På sin 69 års fødselsdag 19. november 1839 modtager han for eksempel et brev fra ”Ordens Marschal” F.C. Bülow om, at han er blevet udnævnt til storkorsridder af Dannebrogordenen. Ved udnævnelsen bedes han indlevere et våbenskjold og et slagord til sin orden, ligesom han allerede dagen efter sin fødselsdag og udnævnelse bliver afkrævet et ”ordensgebyr”. Men det er, som om han ikke orker det. Han får det ikke gjort, og han reagerer heller ikke på de underdanige rykkere, han modtager i månederne efter.

Lejla Mrgan stopper op i et lille hjørnelokale på Thorvaldsens Museum med højt til loftet og peger op på et relief, ‘Nyårets genius’, som er placeret et stykke oppe på væggen.

På relieffet ses et drengebarn med vinger, en figur der ligner den romerske kærlighedsgud Amor, med skøjter på fødderne og omringet af de 12 stjernetegn. Når man går rundt på Thorvaldsens Museum, kan man godt tænkte, at sådan noget som relieffet bare er pynt, og at det er skulpturerne, som er de egentlige værker. Men ‘Nyårets genius’ er et ret vildt værk, og efter at have snuset rundt i arkivet har Lejla Mrgan en teori om, at det har en indirekte relation til Thorvaldsens storkorsridderudnævnelse i november 1839, hvor han jo blev bedt om at sende sit våbenskjold til Ordenskapitlet. Thorvaldsens familie var ikke fin og adelig, og derfor havde han ikke på forhånd et våbenskjold – det skulle først laves. I stedet for at gå i gang med det, lavede Thorvaldsen ‘Nyårets genius” i 1840 på Nysø Gods ved Præstø, hvor han i perioder boede hos sin veninde baronesse Stampe. En måneds tid, efter at han blev bedt om at lave et våbenskjold, fremtryller han altså i stedet ‘Nyårets genius’.

I sine memoirer genkalder baronessen sig situationen: ”Nytaarsaften kom Thorvaldsen og hviskede til mig, at jeg maatte endnu samme Aften skaffe ham noget Leer æltet og trillet, thi han vilde begynde det ny Aar godt. – Kl. 6 om Morgenen var han alt i fuldt Arbeide, og der fremstod den nydelige lille Medaillon ‘Nytaar 1840’, en Figur med Vinger og Skøiter paa; den sidste Idée fik han ved at see Børnene glide paa Isen paa Parken udenfor hans Vinduer.”

Men i forhold til, hvad der egentlig er på spil i relieffet, banaliserer Christine Stampe motivet, mener Lejla Mrgan. Det er ikke bare en hverdagsscene. Drengen har jo vinger, og hvad skal man med skøjter på fødderne, når man har vinger?

”I min analyse af relieffet bliver det til et slags selvportræt med henvisning til hans familie, et alternativt og privat våbenskjold. De stjernetegn, som fremhæves, knytter sig til Thorvaldsens familie: hans datter Elisa er født i fiskens tegn, hans kæreste, børnenes mor Anna Maria i krebsens, hans barnebarn Alberto i stenbukkens, hans afdøde søn Carlo sandsynligvis i tvillingernes, og han selv i skorpionens tegn,” forklarer Lejla Mrgan.

Hvis man går med på den tolkning, så betyder det, at Amor-skikkelsen er Thorvaldsen selv. En søgning i museets katalog viser, at Amor er den figur, som hyppigst optræder i Thorvaldsens produktion, og det er i øvrigt også Amor, den lille kærlighedsgud, som han selv identificerer mest sig med. Det er det, hans venner kalder ham: Amor. H.C. Andersen gør det i en lille historie fra januar 1840 Selv omtalte han sig som ‘Drengen’, også som gammel.

I maj 1841 er Thorvaldsen på vej til Rom med familien Stampe, og de er ude at vandre i de schweiziske bjerge. Christine Stampe beskriver det lettere komisk: ”Thorvaldsen faldt da og fler Gange, thi her som overalt vilde han ingen Hiælp have, uden Staven med Piggen, dog han stod op igien som en ung Dreng og ligesaa let, saa jeg ofte sagde: ’Nu ligger Drengen,’ hvorpaa han leende svarede: ’Nu stod Drengen op igien.’”

Så viser Lejla Mrgan videre rundt i de tilstødende rum på museet, og alle steder dukker Amor op. Thorvaldsens tidligste værk er et relief med Amor, og der er en slående lighed mellem denne Amor og Thorvaldsens tidligste selvportræt.

”Han er den frie kærligheds fritflyvende drillepind. Kan man sige dét?” siger Lejla Mrgan. ”I stedet for at affinde sig med sin alderdom insisterer han på at være ‘drengen’. I stedet for at gifte sig med Anna Maria Magnani, som han fik to børn med og var kærester med i godt og vel 20 år, vælger de at leve på polsk.”

Anna Maria brød tilsyneladende sit tidligere ægteskab, der inkluderede to børn, for at være sammen med Thorvaldsen. Efter at hans kærlighedsforhold til Anna Maria ophørte, overvejede han efter alt at dømme det borgerlige liv et kort øjeblik. Han forlovede sig med en engelsk kvinde ved navn Frances Mackenzie, men brød forlovelsen i 1819. Og så var der datterens forlovelse, som vi var inde på i går.

”Han havde det så afslappet med, at hans datter Elisa og hendes kæreste Fritz Paulsen ikke var gift, at det provokerede Fritz. Og i stedet for et våbenskjold til ordenskapitlet lavede han ‘Nyårets genius’, et familieportræt over en alternativ familie. Kernefamiliens opløsning før kernefamilien?”