Nyhedsanalysen

Mogadishu tur/retur

People escape from the direction of a huge fire-ball after an accidental explosion at a petrol storage facility within the former United States residential housing in capital Mogadishu September 3, 2013. REUTERS/Feisal Omar (SOMALIA - Tags: DISASTER ENERGY)

En god tommelfingerregel: Hvis man ikke selv tør, er det nok heller ikke trygt for andre. Hvis du er angst for at gøre noget, så påtving ikke andre at gøre det samme. Men sådan tænker papirnusserne imidlertid ikke i det danske udlændingebureaukrati, hvor fejheden og lemfældigheden tilsyneladende råder. Overflyvning af kaos er nok. 24 timer i lufthavnen i Mogadishu er efterhånden nok til at konkludere fra dansk side, at Somalia er langt sikrere, end hvad FN vurderer.

Grundlaget for den rapport, der i dag er med til at afgøre, at afviste asylansøgere fra Somalia kan sendes skæbnesvangert hjem til det krigsplagede land, er – som Politiken har afdækket – nemlig blot en hurtig sviptur til lufthavnen i Mogadishu. De udsendte embedsmænd, som formelt skulle afdække den skrøbelige sikkerhedssituation, nøjedes med at være alene i lufthavnsbygningen i ét døgn.

24 timer i Aden Abdulle International Airport, og så var konklusionen klar: Afviste asylansøgere fra Somalia kan sagtens sendes hjem og droppes i det område, hvor de danske bekvemmeligheds-detektiver altså ikke engang turde køre sig en tur. For som det hedder i rapporten: ”Af sikkerhedsmæssige årsager blev delegationen rådet til kun at besøge Mogadishu en dag og begrænse opholdet til Mogadishu International Airport-område.”

FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, har kritiseret den danske beslutning om at hjemsende folk til Somalia: ”Sikkerhedssituationen i Somalia er stadig omskiftelig, og civile er fortsat i alvorlig grad påvirket af vold og konflikt. Der rapporteres om drab, udbredt seksuel- og kønsbaseret vold samt tvangsrekruttering af børn,” skriver UNHCR.

Udenrigsministeriet advarer også officielt imod rejser til landet: ”Der er en meget stor risiko for terrorangreb i Somalia, herunder mod turister og andre rejsende. Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Somalia og opfordrer danskere til at forlade landet som følge af krigshandlinger, manglende intern sikkerhed, kampe, selvmordsbomber, omfattende kriminalitet og betydelig risiko for terrorhandlinger mod vestlige organisationer.”

Reelt er Somalia splittet i to ustabile områder: På den ene side hovedstaden Mogadishu, hvor 18.000 soldater fra den Afrikanske Union forgæves forsøger at opretholde en form for orden. Så længe det varer, for Etiopien har allerede trukket sig ud, og soldaterne fra Uganda, Kenya og Burundi ventes også at være på vej ud. På den anden side ligger landområderne, hvor det islamistiske terror-netværk al-Shabaab hersker. Somalia er den ultimative fejlslagne stat. Ingen lov, ingen orden. Men dog danske embedsmænd på visit i lufthavnen.

Retfærdigvis skal forskellen mellem somaliere og danskere fremhæves. For som det yderligere fremhæves af PET’s Center for Terroranalyse: ”Risikoen for, at danskere bliver mål for terrorangreb, øges, hvis de umiddelbart kan identificeres som danske.” Det er efterhånden mange år siden, at unge turde rejse rundt i verden med Dannebrog syet på rygsækken. Og som aktivt krigsførende nation har Danmark – og dermed danske embedsfolk – mere end vanskeligt ved at operere på Afrikas Horn og i Mellemøsten.

Men, men. Angsten æder sjæle. For det er indlysende absurd at lade en rapport fra en 24 -timers lufthavns-odyssé indgå i sagsbehandlingen af menneskers skæbne. Asylchef hos Dansk Flygtningehjælp, Eva Singer, formulerer det enkelt: ”Selv om der kan være forskel på, om det er somaliere, der kender området og sproget, eller en dansk delegation, der rejser til Somalia, er det jo et tydeligt tegn på, hvor farligt det er. I forlængelse af alle de andre oplysninger, der er om situationen i Somalia, er det problematisk, at man bruger den her rapport til at begrunde udsendelse.”

Indtil videre har fire afviste asylansøgere fået brev om, at de vil blive sendt hjem til Somalia. Snarest. Og mange andre kan stå for tur. Mod bedre vidende synes regeringen parat til at tage chancen. I en tilstand af trumpesque fornægtelse af virkeligheden er dansk politik nået tilbage til tiden med Fremskridtspartiet. Dengang udtalte Tom Behnke – hvad der tilsyneladende også er blevet sloganet for den Venstre-ledede regering: ”Somalierne skal hjemsendes nu. Om det så sker med en faldskærm på ryggen, vil ikke genere mig.”

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12