Samfundets forventninger påvirker abortramte

Rosa Marie Frang havde ikke planlagt det, da hun blev gravid anden gang. Hun havde i forvejen en voksen søn og ingen planer om flere børn.

”Denne her graviditet passede meget dårligt ind i mit liv. Det passede ikke ind med min kæreste, mit arbejde, min boligsituation, min økonomi, mine planer og drømme. Ja, det var på alle måder skævt,” fortæller Rosa Marie Frang, der til dagligt arbejder som billedkunstner og radiodokumentarist.

Hun besluttede at afbryde graviditeten og fik det psykisk dårligt allerede få timer efter indgrebet. En følelse, der ikke lettede i langt over et år.

Inden hun fik aborten, havde hun som mange andre, der får psykiske efterreaktioner, været meget i tvivl, om hun skulle gennemføre graviditeten eller ej. Men det var ikke i sig selv det udslagsgivende, da hun fik det dårligt:

”Jeg havde været i tvivl, ja, men for mig, var det ikke det, der fyldte mest. Det var, at jeg ikke forstod, hvorfor jeg fik det så skidt. Jeg er og har altid været hundrede procent for fri abort, så jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg skammede mig så meget og følte mig så forkert. Det er virkelig angstprovokerende at få det dårligt og ikke forstå, hvad der foregår,” fortæller hun.

Omverdenen

”Jeg blev bevidst om mit køn og om, hvad samfundet forventer af kvinder. Vi skal føde børn, vi skal bidrage til samfundet. Vi skal være moderlige. Hvis du er i slutningen af 30’erne og ikke ønsker at gå rundt med en barnevogn, er du forkert,” fortæller hun.

Kan du forklare det?

”Jamen, det er alt fra, når Københavns Kommune kører kampagner om, at vi skal føde flere børn, til billeder på Facebook af gravide kvinder på Facebook. Og så er der en dominerende tanke om, at alting skal vækste. Deri ligger, at du som kvinde skal producere børn. Det er svært at få lov til bare at være menneske. Der er kommet sådan en gammeldags tendens, hvor vi er vores køn først – og dernæst mennesker. Det giver en meget snæver defination af køn, og hvad en ‘rigtig’ kvinde er. Efter aborten følte jeg mig som en forkert kvinde,” siger hun og uddyber:

”Jeg tror også, det handler om, at det forventes, man argumenterer for sit valg om at få en abort. Det er ikke nok, at det bare virkelig ikke passede ind – der tror jeg, der er sket et skred, siden den frie abort blev legaliseret. På en eller anden måde mangler vi i dag den stemme, der går på gaden og råber ‘fri abort’ uden at sætte et men bag efter, bare ‘fri abort’, punktum,” siger hun.

Hvad betyder det, at den stemme ikke findes?

”For mig betød det, at jeg hele tiden havde de der tanker som: Jeg kunne jo godt have klaret det. Barnet ville ikke have sultet, vi ville have klaret det, så hvorfor gjorde jeg det så? Det accepteres ikke, at en kvinde bare vil et andet liv med rejser, skæve arbejdstider, eventyr og den slags,” forklarer hun.

Opbakning af kvindeforsker

Rosa Marie Frang bakkes op speciallæge i psykiatri Birgit Petersson. Hun har arbejdet med kvinder i over 40 år og har løbende beskæftiget sig med aborter, helt tilbage fra før den frie abort blev indført i 1973.

”Der er kommet et pres på hele området omkring det at få børn. Samfundet bliver mere og mere styrende både over for kvinders position i tilværelsen og for selve moderskabet,” siger Birgit Petersson og uddyber:

”Man er som menneske ikke upåvirket af det, der sker omkring en, og samfundet vil have kvinder til at føde flere børn. Det gør, at der kommer et pres på kvinden til at levere det til samfundet. Samtidig er moderrollen under pres. Man skal gøre alt på den rigtige måde: amme til barnet er et år, spise de rigtige ting, gå derhjemme og være væk fra arbejdsmarkedet i hele barnets første leveår. Det hele på samfundets præmisser, og hvis man ikke kan leve op til de her meget snævre normer, kan man blive tabt og føle sig forkert. Det gælder, hvis man ikke vil have børn, men også hvis man vil have børn på en anden måde, og det er jo sørgeligt,” siger hun.

Hun peger desuden på, at samfundet har rykket sig i abortspørgsmålet de seneste 40 år.

”Fra 1970’erne, hvor man liberaliserede aborter, og til i dag er der virkelig sket noget. Vi går i en anden retning, hvor det ikke længere er en selvfølge, at vi har retten til abort. Bare se Polen, hvor man har forbudt aborter og på alle de konservative drejninger, samfund omkring i verden tager,” siger hun.

Og det er ikke uden konsekvenser:

”Der er mekanismer i det her, der kan påføre skyld. Normer der gør, man kan føle sig forkert, hvis man ikke gør tingene på samfundets præmisser, og det gælder også i forhold til aborter. Man skal kunne begrunde sit valg inden for nogle bestemte rammer. Selvfølgelig er det godt at reflektere over, hvorfor man vælger abort, men det gør langt de fleste også. Det der med bekvemmelighedsaborter, det er en myte,” siger hun.