Århundredets helt

Ordet kaméskærer er ikke et, som gør så meget væsen af sig i det danske sprog i dag, men skulle man alligevel få lyst til at google det, ryger man næsten direkte ind i Arkivet på Thorvaldsens Museum. I 1831 modtog den da 60-årige danske billedhugger Bertel Thorvaldsen nemlig fire korte breve fra en romersk kaméskærer (smykkestensskærer) ved navn Giuseppe Mugnoz, som formentlig ville være fuldstændig glemt af historien, hvis ikke det netop var for de breve. Da han skriver det første, har han ikke haft arbejde i et år, hans kone er formentlig død, og han kan ikke længere forsørge sine børn. I brevene beder han simpelthen den velhavende Thorvaldsen om understøttelse, for det romerske kunstakademi, Accademia di S. Luca, har allerede afvist at hjælpe ham økonomisk. Om Thorvaldsen bider på, vides ikke, men flere andre breve i Arkivet viser, at han ved flere andre lejligheder forsøgte at hjælpe børn fra fattige kår.

Det interessante ved Giuseppe Mugnoz’ henvendelse i denne sammenhæng er imidlertid ikke hans ærinde, men tiltaleformen. Han skriver ikke kære hr. Thorvaldsen eller sådan noget, men kalder ham simpelthen ”Eroè del Secolo” – århundredets helt.

”Det er naturligvis for at smigre Thorvaldsen,” fortæller kunsthistorikeren Kira Kofoed, som er en af de fire forskere, der de seneste fire år har arbejdet på at gennemgå Thorvaldsens Museums elektroniske arkiv med en tættekam. ”Men tiltaleformen er alligevel meget højstemt, man tænker, at der alligevel må være mere i det,” siger hun.

Kira Kofoed begyndte at undersøge udtrykket. Det viste sig, at det var blevet brugt om Napoleon i forbindelse med Den Franske Revolution i 1788-89, hvor han med enevældens fald og borgerskabets fremstød blev udråbt som selve menneskehedens befrier.

”Da Napoleon kroner sig selv som kejser i 1805, bliver han set, som en der alligevel opfatter sig som bedre end andre, og derfor holder man op med at kalde ham århundredets helt. Det bliver så senere brugt om hertugen af Wellington, da han som øverstkommanderende for den britiske hær vinder slaget ved Waterloo over Napoleon i 1815,” siger Kira Kofoed.

En forståelse af Thorvaldsens værk

Historien om udtrykket ‘århundredets helt’ er et godt billede på to ting. For det første viser den, hvad arbejdet med Arkivet på Thorvaldsens Museum grundlæggende går ud på: alle dokumenter bliver gennemgået minutiøst med henblik på at få en større forståelse af Thorvaldsens værk. Og for det andet viser den, hvilken type anseelse Thorvaldsen nød i sin levetid.

Hvis man skal forstå, hvordan Thorvaldsen indskriver sig i den meget højstemte retorik, skal man vide, hvad det er for en tid og hvilke tanker, han er rundet af. Han var to år, da kongens livlæge Struensee i 1772 blev henrettet efter at have indført en række demokratiske reformer (som dog blev rullet tilbage), og han voksede op i et miljø, hvor folk blev landsforvist for at mene noget andet end den enevældige kongemagt.

Da Thorvaldsen som ganske ung og mere end lovende kunstner rejste til Rom på et stipendium, var han sådan set kongens – om ikke ejendom, så i hvert fald undersåt, og det var meningen, at han skulle komme hjem efter tre år. Men friheden betød alt for ham, og med hiv og sving, diplomati og en smule held fik han i 1803 et kanongennembrud med sit første store værk ‘Jason med det gyldne skind’, lige før han skulle være returneret til Danmark. I løbet af de næste årtier skabte han sig et ry som genføder af antikkens kunst, der blev anset for at have direkte rødder til de demokratiske idealer. Som det hedder et sted i Arkivet, blev Thorvaldsen sindbilledet på det nye århundredes helt: ”Født af folket, steget op blandt de mægtigste, rigeste og mest fornemme, men stadig beskeden, gavmild og ikke mindst fri- og lighedsorienteret (…) Thorvaldsens kunst, hans livshistorie og væremåde blev kort sagt opfattet som en syntese af antikkens genfødte idealer og samtidens efterspørgsel på frie forfatninger.”

Bag de ord ligger, at Thorvaldsen hele tiden har fulgt sit hjerte og gjort, hvad han syntes var rigtigt, og det har haft en stor afsmitning på mange mennesker – lige fra den romerske kaméskærer til H.C. Andersen. Af den danske eventyrdigters dagbogsoptegnelser fremgår det, at han som 27-årig i 1833 gik rundt i Rom og var nedtrykt over, at han hjemme i Danmark havde fået kritik af sit digt ‘Agnete og havmanden’, som han troede skulle blive hans store gennembrud.

Men hvem trøster ham? Det gør Thorvaldsen – med ordene: ”Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad. Gud skee Lov at jeg ikke er afhængig af nogen, kan leve hvor jeg vil, jeg kan nok tænke mig Deres Forhold, det Ulykkelige at maatte trænge til Publicum, og dette tør det aldrig vide, ellers udsættes man for Behandling af dets taabelige Luner. – Nu har jeg hvad jeg kan leve af, trænger til Ingen og det er min Lykke!”

”Thorvaldsen bliver et forbillede, fordi det går ham så godt. Han har sat sin personlige frihed meget højt, er blevet uafhængig og stenrig, har meget stor indflydelse på, hvordan hans værker ser ud, selv når bestillere vil have det på en bestemt måde, og han har praktiseret den franske revolutions menneskeretslige idealer,” siger Kira Kofoed.

Thorvaldsens forhold til frihed kommer også til udtryk senere i hans liv, da han i 1839 bliver udnævnt til storkorsridder af Dannebrogordenen. Ordenskapitlet rykker ham flere gange for et våbenskjold og et valgsprog.

”Der vælger han først ‘Kærlighed til fædrelandet’ – tydeligvis fordi han ikke rigtig kan finde på, hvad han skal sige,” siger Kira Kofoed. ”Det er lidt vagt og yderst floskelpræget, og hans ven, digteren Adam Oehlenschläger, siger til ham, at ‘det går ikke. Du har altid sat frihed over alt andet’. Så retter Thorvaldsen det til ‘Frihed og kærlighed til fædrelandet’. Der taler man om, at det jo er fordi, han aldrig blev gift osv. Men det handler i lige så høj grad om frihed til at leve det liv, han vil, tage de bestillinger, han vil, og sørge for at understøtte dem, han han syntes havde brug for det. Om det så var kvinder, jøder, tyskere eller danskere, har han været fuldstændig ligeglad med.”

Ret diskret

Men hvis Thorvaldsen nærmest var kongens ejendom, da han rejste til Rom i 1796-97, og siden blev sin egen frie mand, hvordan gebærdede han sig så i kongeligt selskab?

Kira Kofoed mener, at han har været ”ret diskret”, siger hun.

”Der er nogle beskrivelser af, hvordan han netop i aristokratiske sammenhænge har været ret fåmælt. Når han derimod var sammen med kunstnerkollegerne, beskrives han som enormt skæg og snakkende. Han har jo også vidst, at det var fyrstedømmerne og kongehusene, som havde pengene, så han har ikke utvetydigt sagt sin mening dér. Jeg tror, det har været en balancegang, hvor han har haft sin egen stille måde at gøre tingene på. Men omvendt kan man se på brevvekslingen, at hvis nogle af de store, rige aristokrater har presset ham, så har han haft nogle grænser, hvor han har hugget fra sig. Men ellers har han meget gelinde forstået at manøvrere i begge cirkler.”

Senere i livet er det, som om Thorvaldsen får et mere tydeligt konfronterende forhold til det danske kongehus – og at han mere tydeligt udlever det, han hele tiden har følt. For eksempel dukker han hverken op til kong Frederik 6.’s begravelse eller Christian 8.’s kroning i 1839.

”Det er sådan noget, man møder op til, fordi det er en stor ære. Men det gider han tydeligvis ikke, så han finder på en undskyldning om, at han har ondt i foden.”

I sine erindringer genfortæller skuespilleren Johanne Luise Heiberg en histore fra 1840, siger Kira Kofoed:

”Thorvaldsen går i Roskilde, da Christian 8. kommer kørende forbi. Kongen lader sin vogn standse og kalder Thorvaldsen hen for at spørge, om han vil komme til middag samme aften. Så svarer han, næ, for han har en aftale med nogle gamle venner. Normalt forventes man at skippe de aftaler, man har, når kongen inviterer, men her markerer Thorvaldsen, at han selv bestemmer, og at de gamle venner i hans øjne ikke er mindre værd end kongen.”

Et endegyldigt tegn på, at den store billedhugger satte folket over kongen, er hans museum midt i København det bedste bevis på. Thorvaldsens Museum blev bygget, fordi Thorvaldsen skænkede alle sine værker og omfattende samlinger af kunst og antikke genstande til byen København. Ikke til staten, for staten var lig med kongen. At kongen så tilmed måtte indvilge i at afstå byggegrunden, hvor hans vogngård ligger, gør ikke Thorvaldsens sejr mindre.

Han blev på samme baggrund udnævnt til æresborger i København. Den ære er aldrig tilfaldet andre hverken før eller siden – heller ikke rigmand Mærsk Mc-Kinney Møller, som måtte nøjes med en elefantorden som tak for Operaen og Amaliehaven.

”Men jeg tror, at Thorvaldsen ville være yderst tilfreds med den fordeling – altså at han fik æresborgerskabet og ikke endnu en orden,” siger Kira Kofoed.