Nyhedsanalysen

Sort samvittighed

Aftenstemning i Københavns Havn, røg fra skorstenene forsvinder i den sorte himmel. Skorsten fra Vattenfall, kraftværk på Christianshavn, Amager

Klapsalverne er berettigede. I forbindelse med fremlæggelsen af det i øvrigt rekordstore årsregnskab har DONG Energy annonceret her til morgen, at kul vil blive udfaset fra kraftværker inden 2023. Politikerne på Christiansborg klapper højt. Påfaldende højt. Men forhåbentligt ikke af sig selv. For energirevolutionen drives ikke længere frem af politikerne. Og Danmark har reelt stået stille i de senere år.

Det udbredte selvbillede her i Danmark bygger således på en løgn: Som nation er vi ikke længere klimafrontløbere, og vi har for længst mistet den grønne førertrøje. Andre lande i både Europa og andre steder i verden er accelereret hurtigt forbi vores lille og fortsat fossilt opvarmede land. Og modsat vores egen selvopfattelse af Danmark som et grønt land befolket af cyklister og vindmølleanpartshavere er den beskidte virkelighed, at danske kulkraftværker udleder så overvældende meget drivhusgas fra gammelt sort kul, at vi danskere hører til de værste klimaforurenere i verden.

Danmark er med god grund blevet kaldt for USA’s 51. stat i kulforbrug. Indtil nu: Omvæltningen er på vej. Langt om længe. Forandringen bæres dog ikke frem af politikerne på Christiansborg. Snarere tværtimod. Mens VLAK-regeringen demonstrativt har skruet ned for de grønne ambitioner, ser dansk erhvervsliv omvendt nye lukrative muligheder for eksport af vedvarende energiløsninger på globalt plan. Ja, det virker næsten som om, at politisk indblanding er blevet en direkte bremse for omstillingen til bæredygtig energiproduktion.

I årevis har det ellers været mere end svært at forstå, hvorfor politikerne på Christiansborg så død og pine ville privatisere Dansk Olie og Naturgas A/S, i dag kendt som DONG Energy. Skiftende ministre har tumlet rundt med hemmelighedsfulde planer, som er blevet bredt kritiseret for at være udtænkt af investeringsbanken Goldman Sachs. Her på denne grå torsdag virker  energiminister Lars Christian Lilleholt (V) dog til at have bøjet sig for den mest fornuftige konklusion: At DONG Energy ganske enkelt har bevæget sig langt foran VLAK-regeringen.

Bundlinjen er, at den delvist statsejede energimastodont i dag er langt foran flertallet i Folketinget. Politikerne hænger fast i en gammel industriverden, som tilsyneladende hæmmer udfoldelsesmulighederne for fremtidens ‘green tech’. Grøn omstilling sker på trods, ikke på grund af Folketinget.

Jublen fra Borgen kan derfor virke som en forløsning af sort samvittighed. Energiminister Lars Christian Lilleholt, der tidligere har advaret mod, at Danmark går foran andre lande, roser nu DONG Energy for at gøre netop det, som VLAK-regeringen ikke selv tør: ”Det er en markant og positiv udmelding, som jeg er meget glad for som minister. Det viser ansvar og mod,” lyder det fra ministeren. Han er tilmed fræk nok til at tilføje, at DONG’s beslutning om at udfase kul skal ses i forlængelse af folketingsflertallets ganske moderate ambition om, at 50 procent af energibehovet skal dækkes af vedvarende energi i 2030.

DONG’s beslutning om at udfase kul kan føre til fortsat passivitet fra politikernes side. Initiativet kan blive overladt til markedet alene. Men visionen kan også åbne for en ny handlekraft. Som Alternativets klimaordfører Christian Poll udtaler: ”DONG sender et fantastisk godt signal til andre brancher, energiselskaber, lande og – i sidste ende Donald Trump i USA – om at det kan lade sig gøre at udfase kul så hurtigt. Det er lige præcis dét, vi burde gøre nationalt”. Når DONG kan, må det også være muligt for andre.

Fra og med i dag står det klart – muligvis også for folketingsflertallet selv? – at Danmark sagtens kan skrue voldsomt op for de grønne ambitioner. En halvering frem mod 2030 er ikke længere imponerende.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12