Kongehuset lånte penge af Thorvaldsen

Mellem de 9.981 dokumenter, som er registreret i Thorvaldsens Museums digitale Arkiv, findes også aktstykker fra andre arkivaliesamlinger, og et aktstykke, som er lidt prekært, stammer fra Johan Gunder Adlers privatarkiv på Det Kongelige Bibliotek. I en intern note fra januar 1827 forsøger Adler, der var privatsekretær for prins Christian Frederik, at hjælpe sin herre ud af en kattepine: Prinsen har i 1821 lånt en masse penge af Bertel Thorvaldsen, og nu vil Thorvaldsen pludselig have dem tilbage. Det er den store kunstner i sin gode ret til. Ifølge gældsbeviset var lånet uopsigeligt i det første år, men derefter kunne begge parter kræve pengene betalt tilbage med tre måneders varsel. Det har været lidt af et chok for prinsen. Privatsekretæren medgiver, at inddrivningen af gælden kommer ”meget uventet” og foreslår prinsen at spørge Thorvaldsen, om han må vente to år med at betale. Under alle omstændigheder anbefaler Adler, ”at I hvilketsomhelst Tilfælde vil en Autographe have bedst Virkning” – altså at prinsen selv skriver til Thorvaldsen.

Christian 8. skrev dagbog det meste af sit liv. Det pudsige er, at han ikke har nævnt gældsoptagelsen med et ord. Af hans dagbogsoptegnelser fremgår det, at han besøgte Thorvaldsens værksted lørdag 31. marts og mandag 2. april 1821. Gældsbeviset har han underskrevet søndag 1. april, men den dag står der intet om i dagbogen.

”Sjovt nok nævner han ikke sagen med et ord,” fortæller kunsthistoriker Nanna Kronberg Frederiksen, som er en af de fire forskere, der i fire år har arbejdet på at finkæmme Thorvaldsens Museums elektroniske arkiv. ”Så han tysser sagen ned og forsøger at sørge for, at den ikke kan spores. Det drejer sig om et beløb på 9.000 scudi, og det svarer til cirka 238 kilo rent sølv. Hvis man regner efter, så er det et svimlende stort beløb.”

Så Thorvaldsen er meget velhavende på det tidspunkt?

”Han er 50 år gammel og stenrig. Og det er kun Thorvaldsen, Christian Frederik og Johan Gunder Adler, der kender til lånet. Det er de tre, som på skrift kommunikerer om det. Og i og med at ingen andre har vidst noget, er historien om det sunket ned på historiens bund.”

Hvorfor låner Christian Frederik penge af Thorvaldsen?

”I 1818-22 er Christian Frederik på en stor udlandsrejse. Han er 34 år, har måttet abdicere som konge af Norge, og der er inflation og dårlige tider i Danmark. Han er blevet skilt fra sin første kone og har fået en ny model, Caroline Amalie, og nu skal de rejse rundt i Europa. Undervejs bruger han løs af penge og køber smykker og tøj til konen. Han køber kunst af danske kunstnere og sjaler, ædelsten og antikke vaser og en masse ting til de kongelige samlinger og til sig selv. Så han har et kæmpe forbrug og i øvrigt også et stort følge med på cirka 11 personer. De har en jæger og en kok og en lakaj og en tjener og hofdamer, der følger dem og sørger for, at de er præsentable. Så det er en dyr fornøjelse.”

Hos Thorvaldsen var der til gengæld styr på pengesagerne, siger Nanna Kronberg Frederiksen. Han havde en kanonomsætning og lånte gerne småbeløb ud eller gav en økonomisk håndsrækning til andre kunstnere – og almisser til de fattige.

”Så det er sikkert rygtedes, at han har midlerne og bedriver lidt bankvirksomhed. Det skægge ved det her lån, som Christian Frederik optager hos Thorvaldsen, er, at ingen rigtig har kendt til det før nu. Det har ikke været oppe i forskningen. Først og fremmest står det ikke i den første store biografi om Thorvaldsen, som er skrevet af Just Mathias Thiele i 1851-56. Thiele var konservativ og royalist og nationalist, og hver gang han nævner et brev fra kongen, så citerer han det fuldstændig fra ende til anden. Men de breve, der vedrører det her lån, har han ikke nævnt med et ord.”

Fordi det er plat?

”Fordi det er pinligt, at prinsen optager et pengelån hos Thorvaldsen. Thiele synes sikkert, at det er for prosaisk og nedværdigende.”

1-0 til Thorvaldsen

Nanna Kronberg Frederiksen faldt selv over lånet, da hun sad og kommenterede en korrespondance vedrørende en madam Øllegaard Lundegaard, der var Thorvaldsens forældres gamle nabo, som havde mistet sin mand og ikke havde nogen indtægt og derfor bad Thorvaldsen om penge. De fire forskere, der sidder med Arkivet arbejder på den måde, at de gennemgår dokumenterne et for et. Hver gang, der er noget – et værk, en person, en sag eller lignende – som kalder på en forklaring, skriver de en kommentar. De skriver også et resumé af, hvad dokumentet handler om og sikrer sig, at afsender, modtager og dato er korrekt. Endelig kobler de nogle emneord på, så det er nemt at finde frem med en søgning. På et tidspunkt stødte hun på udtrykket ”225 scudi” flere steder og kunne se, at der var tale om udbetaling af en halvårlig rente.

”Så gik jeg igang med at søge på de 225 scudi rundt om i Arkivet og fandt ud af, at der faktisk var rigtig mange dokumenter med det beløb, og at de alle var fra prinsens privatsekretær. Det viste sig, at gældsbeviset ligger på Det Kongelige Bibliotek.”

Da Thorvaldsen kontakter kongehuset for at inddrive gælden i 1826-27, er han allerede begyndt at lege med tanken om at samle alle sine ting i et stort museum, og han skal formentlig bruge lidt penge, fordi han for egen regning vil lave nogle store skulpturer til det. Men han bliver tilsyneladende ikke vred over Christian Frederiks kontraktbrud. I stedet skriver han: ”Jeg takker Deres Kongelige Høihed underdanigst for at De en Tid lang har bebyrdet Dem med Bestyrelsen af den mig tilhørende Summa Penge, jeg har sikkert ikke kunde finde noget bedre Sted at placere dem.”

”Det er typisk Thorvaldsen-humor, vil jeg sige,” siger Nanna Kronberg Frederiksen. ”Han får det til at lyde, som om Christian har gjort ham en tjeneste.”

I et udkast til brevet, som også findes i arkivet, kan man se, at Thorvaldsen har siddet og moret sig med at vende og dreje ordene, for her kalder han det anseelige beløb for ”en liden” sum – men det er strøget i det endelige brev.

”Det er simpelthen Thorvaldsen, der er ovenpå. Han ender med at inddrive pengene lidt ad gangen uden at kræve renter. Og på den måde eftergiver han ham en del af gælden på nogle ekstremt gode betingelser,” siger Nanna Kronberg Frederiksen.

Hun anfører, at man ikke skal underkende, at der også er tale om et powerplay, som passer Thorvaldsen rigtig godt. Ved først at låne prinsen penge og siden eftergive noget af gælden sætter han ham i taknemmelighedsgæld. Dermed er Thorvaldsen ikke bare en en fri og uafhængig mand, der har skudt sig selv ud af det enevældige system, han har også fået vendt hierarkiet på hovedet. Det ender med, at det er den danske kongemagt, der sejler Thorvaldsens værker hjem til København fra Italien med danske krigsskibe.

”Han får en prins, der arbejder for sig,” siger Nanna Kronberg Frederiksen. ”Det politiske i det er, at Thorvaldsen er liberal. Han går ikke ind for enevælde, han er barn af frihed- og ligheds-tankerne, men han er ikke den, der råber op og går på barrikaderne. I det her tilfælde har han set, at den unge prins rejser rundt og fører sig frem og holder hof og køber dyre ting, men han kan sgu ikke betale, så han har gennemskuet ham. Han har set bag facaden, bag om de her lånte fjer, og afsløret svaghederne ved enevælden. At magten ikke er en gudgiven selvfølgelighed, men at man skal gøre sig fortjent til den. Han har påpeget, at Christian Frederik, Danmarks kommende konge, bare er en helt almindelig mand.”

Måske er det også derfor, at Thorvaldsen ikke vil deltage i Christians 8.’s salvingsceremoni i 1840. Thorvaldsen undskylder sig med, at han ikke har tøj til lejligheden, men i virkeligheden er det en kraftig markering af, at han ikke anerkender en enevældig konge. Det ser nu heller ikke særlig sjovt ud på billedet.