Nyhedsanalysen

Prisen for at være for blå

ARKIVFOTO september 2016 af Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter- - Se RB 23/10 2016 10.12. Mette F. mener ikke politimænd skal købe sex. Men pas på med at kontrollere fritiden, mener Politiforbundet. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2016)

Man husker tv-billederne fra valgaftenen i 2015: mens Socialdemokratiets statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt sin relativt følelsesladede farvel- og tak-tale, zoomede kameraet ind i hovedet på unge Mette Frederiksen, og som hun stod der og kiggede op på sin afgående formand, og en eller anden hånd fra partiet klappede hende let masserende på skulderen, kunne man læse alt muligt ind i hendes blik. Følelsen af historiens vingesus, for eksempel, og ydmyghed og ærefrygt over den opgave, der ventede hende – hvis hun altså ville påtage sig jobbet som Thornings efterfølger på formandsposten. Og ville den populære indignerede Mette fra Aalborg i så fald føre sit parti tilbage på et spor, hvor en god gammeldags inkluderende socialdemokratisk politik blev mere synlig og i det hele taget mindre blå, end den linje Thorning og finansminister Bjarne ‘Blå Bjarne’ Corydon havde stået for?

Helt klart ikke. Og måske endda i mindre grad, end partiets bagland har turdet håbe på. En gennemgang foretaget af dataanalysefirmaet Buhl & Rasmussen viser, at partiet i folketingsåret 2015-16 gennemsnitligt har stemt det samme som Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance i 72 procent af stemmeafgivelserne. Til sammenligning har Socialdemokratiet været enige med Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale i 56 procent af tilfældene. Og siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dannede VLAK-regeringen i november 2016, har S stemt nøjagtig det samme som Venstre, Konservative og Liberal Alliance i 76 procent af afstemningerne.

I dagens Information siger flere forskere, at det er helt nyt, at partiet i et så voldsomt omfang samarbejder hen over midten. Som professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen anfører, handler det om, at partiets stadig forsøger at vinde nogle arbejdervælgere tilbage, som det tidligere har tabt til Venstre og Dansk Folkeparti. Det sker ved at gå med i nogle store forlig om udlændingestramninger, blandt andet den absurde såkaldte ‘smykkelov’, som integrationsminister Inger Støjberg (V) lancerede på denne tid for et år siden. En optælling fra efteråret viste, at Socialdemokratiet endda havde stemt for 37 af det forgangne års udlændingestramninger, mens Venstre kun havde stemt for 36.

Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Københavns Universitet, har lavet en analyse, der viser, at 41.000 vælgere er rykket fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet siden valget. Det drejer sig formentlig i vid udstrækning om folk, som først og fremmest har forladt DF på grund af sagerne om svindel med EU-midler. Faren for S-toppen er, at hvis de er for ihærdige i forsøget på at tækkes de nye (gamle) vælgere, så mister partiet opbakning fra baglandet, som vil efterspørge de socialdemokratiske værdier.   ”Det er bestemt ikke nemt at bevæge sig som S har gjort. Hvad nu, hvis det går for stærkt? Det er jo en stærk organisation med rigtig mange aktive og meningstunge medlemmer og mange stærke byrødder,” siger Kasper Møller Hansen til Information.

I artiklen forsvarer Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, ikke overraskende partiets handlemønster og siger, at der blot er tale om en videreførelse af socialdemokratisk tradition for at føre en ”konstruktiv” politik. Det virker som et crazy terningespil, og man kan spørge sig selv, om de ved, hvad de gør i partiets maskinrum. Operationen er nytteløs, hvis Socialdemokratiet støder sine mest trofaste vælgere fra sig og samtidig mister støtten fra Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. Så kommer vi til at se på Lars Løkke nogen tid endnu.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12