Lær at elske døden i årets bedste kortfilm

Jeg vågner en morgen, og med ét står det klart,
snart er det sidste gang, jeg har dig.

I søndags uddelte den danske filmbranche priser til sig selv, og den slags kan gå begge veje. Det konservative børnehjemsdrama Der kommer en dag fik en Robert for årets bedste film. Filmen sejrede over Thomas Vinterbergs Kollektivet, der har vundet flere internationale priser, den bedste ungdomsfilm i Millennials minde, I blodet, og Christian Tafdrups Forældre, en af de (virkelig) få eksempler på nytænkning i et år med kunstnerisk dødvande i dansk film.

Men Danmarks Filmakademi havde fat i den lange ende, da de uddelte prisen for årets bedste kortfilm. Sia er en 30 minutter lang afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Den kan ses på nettet. Og det bør man gøre, hvis man for alvor vil se noget nyt. Den er fyldt med blomster, orkidéer i close-ups, stueplanter fra gulv til loft, kunstige koraller på havbunden og begravelsesbuketter i metervis. Den er også fyldt med dyr, både levende og døde. En udstoppet isbjørn, et dyreskelet, en papegøje og en huskat, der ikke vil én det godt. Som stirrer på én og minder os om, at vi skal dø.

Det er en film om 93-årige Sigrid (der spilles af Sigrid Lippert) og en dag i hendes liv, en dag i hendes lejlighed. Den er nøje farvekoordineret i bleg lyserødt, tyrkis, luftige pasteller, gyldne kanter, pudset sølv og den slags koloreret glas, som ældre mennesker foretrækker på sukkerskålen og askebægeret. Hun går i karbad, tager slåbrok på, fodrer katten, har veninder til te og gåsebryst, lægger sig i seng og dør måske, måske ikke.

Det er svært at sige, hvad filmen handler om, det kan instruktøren Annika Berg ikke svare på. Det interesserer hende heller ikke. Hun kan bare sige, at hun var besat af døden, da hun lavede filmen:

”Det kan være ret hårdt at gå på Filmskolen, og man kommer tit ned i nogle huller. Omkring Sia var jeg nede i et hul og så ofte forfaldet frem for livet (…). Når man følger sin intuition og ikke tænker over, hvad tingene betyder, tror jeg, man begynder at lave film om det, man ikke kun intellektuelt ved, men også det, kroppen ubevidst ved. Og igennem arbejdet med Sia kom den så til at handle om skønheden i døden,” har hun sagt til Filmmagasinet Ekko.

Og hvis Sia handler om noget, er det netop det: skønheden – og det overraskende lette og lattermilde – i døden. Ikke fordi Annika Berg har planlagt det sådan. Hun har arbejdet uden et manuskript, kun med idéer til scener og bestemte handlinger. Fortællerstemmens anekdoter om barndommen og hedengangne kæledyr er stykket sammen af autentiske minder fra Sigrid Lippert og Annika Berg selv.

På et tidspunkt bad hun Sigrid Lippert om at lægge pink lak på sine negle. Hun vidste godt, at Sigrids hænder ville ryste så meget, at penslen ikke ville ramme rigtigt. Og sådan opstod billedet på en kvindes rutiner, den slags rutiner som udfylder dagene så længe, at de bliver en del af selve livet, men nu krakelerer de og gør plads til forfaldet.

Den måde at arbejde på, at gribe hårdt fat om virkeligheden og lade fiktionen vokse oven på, kalder instruktørerne og manuskriptforfatterne Tobias Lindholm og Michael Noer “reality rules”. En streng realisme med rødder i dokumentarismen og dogmebølgen, som har skabt rå og fænomenale universer i R, Kapringen, Nordvest og Krigen. Det er også blevet til lidt af en trend. Og et look, som er svært at ryste af sig for dansk film.

Men Annika Berg og fotograf Louise McLaughlin gør noget nyt og noget mere. De oversætter virkeligheden til et personligt billedsprog, som lader os mærke døden med kroppens porer på vid gab. Der ingen tung og gennemskuelig symbolik. Der er en ægte fortrolighed med de poetiske muligheder i filmsproget. Annika Berg nævner Virginia Woolf som en inspirationskilde, og det kan ses. I blomsterne fra Mrs Dalloway. Og døden, som svæver over vandene fra Bølgerne. Især den evindelige fiksering på de små detaljer i den store verden, som her bliver til bjergtagende ultra-close-ups. Man kan virkelig tabe vejret i de close-ups.

Det er ikke hver dag, at en så kunstnerisk søgende film vinder en Robert. Men det er heller ikke hver dag, at en collagefilm uden et manuskript lavet af filmskoleelever og med kunstneriske ambitioner, med tryk på kunstnerisk, faktisk samler sig til en helstøbt og rørende fortælling. Slutningen vil, helt uforklarligt, afsløre en dyb og kropslig sandhed i teksten til Lecia & Luciennes ‘Rør ved mig’. Hvem skulle have troet det.

Og til dem, der argumenterer for, at manglen på kvindelige filmskabere ikke har nogen effekt på visionerne, typerne af fortællinger og kvaliteten i dansk film, er det værd at bemærke, at Sia er skabt af et hold med kvinder på de fleste nøgleposter.

Rør ved mig, så jeg føler, at jeg lever.
Tag min hånd, og hold mig nær til dig.