Jazzens sidste vidne

Der er snart ikke nogen tilbage, der kan fortælle om dengang det hele startede. Dengang jazzen var forbudt, musikken blev rytmisk og vild, og populærmusikken ændrede verden for altid. Indtil i går kunne jazzviolinisten Svend Asmussen. Ja, jazzviolinist og sanger, instrumentalist, komponist, skuespiller, showman, lydtekniker, billedkunstner og den slags. Det hele med en udpræget perfektionisme, der vel gjorde ham til alle tiders største jazzviolinist. Det siger dem, der ved noget om det i hvert fald.

Allerede som 7 årig lærte han at spille violin – naturligvis klassisk. Naturligvis, for det var i 1923 og på det tidspunkt havde næsten ingen i Danmark hørt om jazz. Carl Nielsen var stadig i live og udtalte så sent som i 1925, at der ingen fremtid, var i den nye musik:

”Jeg har i og for sig ikke noget imod den nye jazzmusik, naar den bare kommer paa rette Sted og det rette Øjeblik. En anden Ting er, at jeg tror, Jazzmusikken vil dø hen af sig selv. Den har jo nemlig intet Indhold, og den har ingen Rødder i vor Kultur.”

Men unge Asmussen var af en helt anden opfattelse. Allerede i sine allertidligste teenageår følte han sig stærkt forbundet og draget af musikken, og som 17-årig debuterede han som professionel på Apollo Teatret med egen kvartet. Det var i 1933, og i 1935 udkom hans første plade i eget navn. På det tidspunkt havde han allerede slået sit navn fast på de Københavnske spillesteder som byens bedste kapelmester.

Han fortsatte også med at udvikle sin egen musik i sin kvartet, hvor han en gang imellem overtog pladsen for de bedste musikere i Norden, og i starten af 40’erne gav det ham en del opmærksomhed i resten af verden. Ikke desto mindre var han dog på dette tidspunkt af karrieren også en smule desillusioneret. 1934 erklærede han jazzen for halvdød og uden udviklingsmuligheder og kastede sig i stedet over revyerne, men samme år blev han uden yderlige forklaring taget af den tyske besættelsesmagt og sad en måned i fængsel i Berlin under Gestapo.

Senere samme år var han så i gang igen og genoptog derpå violinen for at indgå sit mest succesfulde samarbejde med guitaristen Ulrik Neumann og den svenske sangerinde Alice Babs. Sammen blev de til Swe-Danes og fik succes over hele verden med en kombination af entertainment og swingjazz – ja, sågar et helt tv-show blev det til.

Trioens succes strakte sig over 25 år, hvor Asmussen sideløbende arbejdede sammen med kunstnere som Duke Ellington, Benny Goodman og John Lewis. Han  fortsatte nysgerrigheden i resten af sin aktive karriere, der løb helt frem til 2005 uden egentlig at lide nogen kunstnerisk nedtur undervejs. Nye samarbejdspartnere, nye genre blev ved med at dukke op helt frem til efteråret 2010, hvor en blodprop lammede hans højre arm, og karrieren stoppede. Hovedet forblev frisk, og sidste år holdt han sin 100 års fødselsdag i USA med sin anden kone amerikanskfødte Ellen Bick Meier, der er 40 år yngre end Svend Asmussen.

”Han var den største jazz-musiker, vi har haft i Danmark. Det kan der ikke herske tvivl om. Ham og Niels-Henning Ørsted Pedersen skriver sig ind i historien, men Svend var først, og jeg har kendt ham siden mine drengeår,” siger Bent Fabricius-Bjerre i dag til Ekstra Bladet.

Hvis vi her på Føljeton må have lov at anbefale en optagelse med Svend Asmussen, så må det være fra hans optræden i den parisiske klub Le Petit Opportun i 1985. Seancen blev optaget af fransk radio og udgivet på cd’en Embraceable på denne tid for to år siden. Asmussen var selv virkelig glad for den. Du kan finde den herover eller på Spotify. Vores favorit er nok hans udgave af Chopins præludium i c-mol (opus 28, nr. 20), som du også kan høre på denne lettere ridsede optagelse fra 1983.