Metallicas monsterbørn

I aften spiller Metallica sin tredje koncert på en uge i det nye Royal Arena. De skulle have spillet fire, men bandet aflyste koncerten søndag, fordi forsanger James Hetfield var syg og skulle hvile stemmebåndet. Hvis man skal tro BT’s og Ekstra Bladets anmeldere sad koncerten tirsdag aften lige i øjet. ‘Metallica sparkede røv på lorteøen’, lød overskriften i Ekstra Bladet, mens BT skrev, at koncerten ”var en frygtindgydende fornem og fedtfri fanfare” med ”15 af de sidste godt 30 års bedste heavy metal-hymner”.

Metallica blev stiftet i Los Angeles i 1981, så der er ikke noget at sige til, at alle bandets medlemmer har rundet de 50. Men de ser ud til at hvile okay i deres alder. Trommeslageren, danske Lars Ulrich, har endda anlagt sig et skægt, der næsten er lige så hvidt som julemandens.

Men engang var de børn. De opfører sig i hvert fald som børn i dokumentaren Some kind of monster (2004), som handler om tiden omkring indspilningen af Metallicas ottende studiealbum St. Anger i 2003, og som frem til 12. februar kan ses på DR’s hjemmeside. Metallica er verdens største heavy-band, og de har solgt millioner og millioner af plader og er hovedrige, men i 2003 slås forsanger James Hetfield med forskellige misbrugs- og adfærdsproblemer, og han og Lars Ulrich kommer hele tiden på kant.

Dokumentaren handler om mange ting, blandt andet er der en berømt scene, hvor Lars Ulrich forhåbningsfuldt spørger sin far, den gamle tennisspiller og zen-fyr Torben Ulrich (hvis anerkendelse sønnen angler efter), hvad han mener om en temmelig prætentiøs indspilning, som bandet har tænkt sig at lægge på deres plade. ”Slet det,” lyder dommen, og Lars Ulrich ler nervøst.

I dokumentaren ser man, at bandet hyrer en selvproklameret ”Performance Enhancement Coach” ved navn Phil Towle, som skal hjælpe de efterhånden midaldrende mænd med at få styr på følelserne og kanalisere deres rastløse energi over i noget produktivt. Phil Towle fylder en del i dokumentaren, og man får en fornemmelse af, at han efter nogen tid begynder at opfatte sig selv som en slags femte bandmedlem.

Og så er vi fremme ved den specifikke scene i Some kind of monster, som vi gerne ville henlede opmærksomheden på med denne artikel. For efter mange måneders trakasserier begynder bandets medlemmer at få styr på deres shit og er nået til et punkt, hvor de ønsker at stoppe samarbejdet med deres coach, som i øvrigt har taget sig utroligt godt betalt for sine ydelser.

Vi skal bede dig gå ind på videoen og klikke dig frem til tidspunktet 1:58:00. Det er her, bandet sætter sig ned med Phil Towle for at overbringe ham meddelelsen om deres samarbejdes snarlige ophør. Sagen er, at Hetfield og Ulrich har hørt, at Phil Towle er klar til at sælge sit hus i Kansas City i Oklahoma for at flytte til San Francisco, så han kan være endnu tættere på bandet. Men det har aldrig været meningen, at konsultationen skulle være en varig tilstand.

Sjældent har man set en terapeuttype sprælle sådan i nettet. Phil Towle taler om nogle idéer til at forbedre deres sceneoptræden, som han stadig ikke har ført ud i livet. ”Efter min mening er arbejdet ikke slut,” siger han lettere fornærmet. Han forsøger at tale til deres samvittighed ved at bede dem ”respektere det, vi har opnået”, uden at han helt forstår, at det netop er hans brug af dette ”vi”, som er problemet. Men hans reptilhjerne arbejder på højtryk, og da han mærker, at hans ord ikke har nogen resonans hos Ulrich og Hetfield, foreslår han desperat, at ”hvis I gerne vil være alene i nogle måneder og så komme tilbage i juni, så er det okay”.

I det samme rejser James Hetfield sig fra bordet. Han virker meget mere ædruelig og klarttænkende end i begyndelsen af dokumentaren, og man fornemmer, at skællene er faldet fra bandets øjne. Nu ser de atter tingene klart, og Towles månedlange lukrative entreprise er slut. Seerne ved det, Lars Ulrich ved det, og James Hetfield ved det. Hetfield indleder et par sætninger i terapisprog – han ”føler” sådan og sådan – men slutter med at sætte dødsstødet ind. ”Grænserne begynder at stå klarere for mig,” siger han. Men nu går det endelig op for Towle, at det er slut. ”Der er en antydning af, at din tillid til mig sejler,” siger han, ”og det er jeg meget ked af.”

Her bryder Lars Ulrich ind, og med store, lidt ubehjælpsomme fagter minder han Towle om, at ”Hvis klienten, enten James eller os, siger…” – her laver han et timeout-signal med hænderne – ”… så synes jeg, at du skal respektere det.”

Og dér er løbet kørt. En løftet pegefinger til alle selvbestaltede terapeuter: glem det aldrig, hvis der er kameraer til stede.