For nogle uger siden beskyldte Socialdemokraternes Benny Engelbrecht Radio24syv for ”københavneri”. Det er den licensfinansierede public service-radiokanal sådan set blevet skudt skoene, siden den blev etableret som led i medieforliget i 2010, så intet nyt under solen der. Engelbrecht, der selv er sønderjyde, synes, at man skal rykke kanalen til Sønderborg som led i den statslige udflytning af arbejdspladser.
I den forgangne uge har kanalens nyhedsmorgenflade prøvet at sende fra Sønderborg. Det er den ikke blevet dårligere af. Det har nærmest haft en opkvikkende effekt på værterne, at de har været taget lidt ud af deres naturlige habitat. Men det er nok en kortsigtet effekt.
Helt overordnet virker det bagvendt at flytte velfungerende institutioner til provinsen som en slags u-landsbistand. Ingen kan vel mene, at det skulle gavne hverken storbyen, institutionerne eller provinsen. Radio24syv bliver ikke bedre af at ligge i Sønderborg, og Sønderborg bliver heller ikke bedre af det.
Ligesom man ikke skal ødelægge det, der fungerer i storbyerne, ved at flytte det til provinsen, skal man ikke ødelægge det, der fungerer i provinsen, ved at flytte det til storbyerne.
Man skulle overveje at lade være med at lukke domhusene, så advokaterne ikke behøver at flytte. Man skulle overveje at lade være med at lukke sygehusene, så lægerne ikke behøver flytte. Man skulle måske have i det hele taget have overvejet kommunalreformen, så man ikke nedlagde kommunekontorerne i landsbyerne. Man skulle overveje at lade være med at nedlægge busruter og udlicitere infrastrukturer, så det ikke var så djævelsk besværligt at komme rundt uden bil. Man skulle overveje at lade være med at lukke politistationerne og afskaffe landbetjentene. Og man skulle overveje at lade være med at effektivisere og centralisere institutioner som skattevæsenet, så man stadig havde en fornemmelse af til hvad og til hvem, man betaler sin skat. ‘Det offentlige’ er efterhånden reduceret til hjemmesider og robottelefoner. Det er samfundsinstitutionerne, der skaber sammenhængskraften i det lokale og skaber forbindelsen til resten af landet. Det er institutionerne, der skaber hele samfund og ikke bare underlige udørkener, der svæver længere og længere væk fra en mere og mere central og utilnærmelig kerne.
Det er en manøvre, der kunne have standset dele af den uheldige udvikling, der har været undervejs længe. Det er muligvis dyrt, og man kan med garanti ikke stoppe den globale bevægelse, der løber fra land til by, men det virker absurd, at en by i Danmark skal have mere end 100.000 indbygger, før den kan danne rammen om et helt samfund.