Politisk ugerevy

Den førerløse regering

Oppositionen får lige nu mere politik gennemført end de to små regeringspartier, Liberal Alliance og Konservative. De virker til at være kørt ud på et sidespor. Ja, de er faktisk blevet ‘SF’iceret’ i løbet af ultrakort tid: Kvast under ansvarets åg.

RB PLUS Det skal være lettere at klage over p-bøden- - ARKIVFOTO 2016 af transportminister Ole Birk Olesen- - RB PLUS 9/1 2017 09.22. Det skal være lettere at klage over p-bøden. Transportministeren vil pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn, så borgerne får en mere rimelig behandling i sager om p-bøder. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2016)

Man skal lige vænne sig til tanken om at køre rundt på gader og stræder uden chauffør. Det kræver i bogstaveligste forstand blind tillid til den usynlige teknologi, der styrer de andre biler og køretøjer på vejen.

Ikke desto mindre vil pendlere snart kunne skrue op for live-streaming, tv-serier og videoer inde i bilerne på vej til og fra arbejde i stedet for radioen. Den førerløse transport står over for et massivt gennembrud i løbet af få år: Både Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune er i fuld gang med at forberede forsøg med selv­kørende busser. Ét sted i landet er førerløsheden dog allerede en realitet. Inde på Slotsholmen synes VLAK-regeringen at have miste grebet om rattet.

Danmarks transportpolitik synes i stigende at køre på ren automatpilot, og end ikke navnet på ministeren betyder længere alverden. I ugens løb måtte transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance således acceptere to både symbolske og dybt reelle nederlag. Tæt på en total ydmygelse.

Først besindede VLAK-regeringen sig på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen stadig ikke har et flertal bag sig i Folketinget og fremlagde derfor et kompromis til en ny taxilov, som i praksis blokerer for Uber-app’en i Danmark og i stedet konsoliderer den gamle taxameter-model med de store og dyre Mercedes-flydere med følere i sædet. Revolutionen er udsat.

Dernæst annoncerede et flertal uden om VLAK-regeringen, at de vil investere 762 ekstra millioner kroner i kollektiv trafik i de kommende to år. Den nye trafikmafia på Christiansborg har slået til – og som med den rigtige mafia sidder forhandlerne ikke i regeringskontorerne: Sammen med Dansk Folkeparti formåede de ‘røde’ partier at kortslutte den normale beslutningsgang og markerede klart, at der nu eksisterer et alternativt flertal uden om Venstre, Liberal Alliance og Konservative på transportområdet.

Under normale omstændigheder ville enhver regering tilslutte sig flertallet, om ikke andet så for at fremstå som handlekraftige. Men situationen er bare ikke normal.

Efter indlemmelse af Liberal Alliance og Konservative har regeringen demonstrativt forsøgt sig med ideologiske udspil, ja, ganske skingre markeringer, men i den ubarmhjertige realpolitik bevæger understrømmen sig modsat. På den ene side har Liberal Alliance og Konservative fået gennemtvunget en mere kompromisløs kurs på overfladen, men i den praktiske politik, nede i detaljerne, er regeringen begyndt at bøje mere og mere af over for presset fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Den nye taxalov viser klart og tydeligt, at Liberal Alliance og Konservative ikke evner at få selv en af deres mest spektakulære mærkesager ført ud i livet. Uber var blevet et symbol for de to partier, og derfor er taxaloven et stort symbolsk nederlag. Gennem mange måneder har politikere fra de to partier ført sig frem med lovprisninger af den nye form for transportservice, som tilbydes via Uber-app’en – men som Østre Landsret har dømt som ulovlig piratkørsel.

Mod betaling har privatpersoner kørt rundt i København med passagerer, uden at leve op til de lovkrav og begrænsninger, som gælder for traditionelle taxier. Dét er slut nu. Fremover skal alle hyrevogne have bl.a. taxametre og sædefølere, og alle biler skal være knyttet til en kørecentral. Kort sagt: Den taxalov, som transportminister Ole Birk Olesen nu har fremlagt, er designet til at forhindre, at hans egen darling, Uber, for alvor kan få fodfæste i Danmark. Firmaet bag lover at kæmpe videre, men slaget synes at være tabt.

Regeringen er blevet trykket baglæns og presset til at droppe én af deres mest profilerede mærke- og hjertesager. Eller som Liberal Alliances folketingsmedlem Joachim B. Olsen siger i en sjældent grad af åbenmundet forbitrelse: ”Jeg kan kun se, at man ønsker at beskytte en branche fra konkurrence og nogle venner i fagbevægelsen. Det er ikke af hensyn til forbrugerne eller dem, som gerne vil tjene nogle penge. Lige nu sidder der nogle maskinstormere i parlamenterne, som forsøger at blokere.”

Virkeligheden er dog, at det er en LA-minister, der fremlægger loven, og at de 13 folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance og de 6 fra De Konservative vil stemme for en ny lov, der efter alt at dømme lukker Uber i Danmark. Ingen tvinger dem. De to partier vælger helt frivilligt at stemme for en konsensuspolitik, der stadfæster det præcis modsatte af, hvad de højt og helligt lovede vælgerne i valgkampen.

I regeringsgrundlaget hedder det tilmed: ”Regeringen ønsker en deregulering af taxilovgivningen”, der blandt andet vil ”medføre teknologisk innovation på taxiområdet, der vil føre til en bedre udnyttelse af biler, der anvendes til persontransport med positive konsekvenser for trængsel og miljø”. Men det var dengang. Tilbage i november. Nu er idéen om at kunne udnytte almindelige personbiler til taxakørsel droppet. Liberal Alliance er på retræte.

”Under ansvarets åg”. Sådan kaldte den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup den tilstand, som Socialistisk Folkeparti ville blive presset ind i, når og hvis de en dag påtog sig regeringsansvar. Og nøjagtigt som forudset, blev SF klemt og kvast under både flertallets tyranni og bureaukratiets jernbur, da Villy Søvndal & co. fik ministerposter i 2011.

Fra første færd måtte folkesocialisterne lade sig ydmyge og straks erkende, at det er svært at få en politik gennemført, som der ikke er flertal for i Folketinget, og endnu mere umuligt at få en politik gennemført, som embedsmændene opfatter som en større forstyrrelse af status quo. Nu er turen i kværnen kommet til Liberal Alliance og Konservative. Med sin skrigende og skurrende Uber-profilering er det dog særligt Liberal Alliance, der fremstår som det nye SF.

Den hurtige forvandling fra renfærdige ideologer til pragmatiske hestehandlere sker også på andre områder end transportpolitikken, bl.a. på Liberal Alliances leder Anders Samuelsens udenrigsfront. I et muntert og velskrevet indlæg påpegede politik- og kommunikationschef i tænketanken Cevea, Kasper Fogh Hansen, at Anders Samuelsen på rekordtid har pakket sin gamle ideologiske kæpheste væk, for i stedet at læse op af embedsmændenes talepapirer, nøjagtig som det skete for Villy Søvndal, da han var på visit som udenrigsminister på Asiatisk Plads:

”Liberal Alliance har altid prioriteret biler og argumenteret for flere parkeringspladser, og nu gør Alliancens førsteminister sig klar til at rejse ud i verden og sige til kinesere, indere, amerikanere og svenskere, at cykler er svaret. De ord må da smage som aske i munden på manden med de blå øjne. ‘Se mig ind i øjnene – cyklisme og kollektiv transport er svaret!’, står Anders Samuelsen og siger i Stockholm,” skriver Kasper Fogh og fortsætter: ”Det er så sjovt, at man har svært ved at holde på vandet. Pludselig taler Samuelsen om, at vi skal sælge vores ‘bæredygtige løsninger’ og evne til at skabe et ‘godt miljø’. Og casen, han vil begejstre verden med, er ræverøde København.”

Fremover behøver Anders Samuelsen dog ikke kun at henvise til København, hvor de røde partier sidder tungt på magten. For med gårsdagens trafikforlig mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Enhedslisten bliver der nu investeret i bl.a. flere busser i Aalborg, cykelstier over hele landet, letbanen i Aarhus, billigere pendler-billetter på Sjælland samt et trinbræt i Stilling ved Skanderborg, hvor DF’s transportordfører Kim Christiansen er valgt.

Alt sammen små, men vigtige skridt i den stik modsatte retning af, hvad Liberal Alliance og den siddende transportminister ønsker. Til gengæld får udenrigsminister Anders Samuelsen mere skyts, når han skal ud i verden og tale om ”bæredygtige løsninger”. Eller rettere sagt sige det samme som også Villy Søvndal gjorde. På samme måde som Ole Birk Olesen i praksis skal udføre den politik, som SF’s nuværende formand Pia Olsen Dyhr fik forhandlet på plads, da hun kortvarigt var transportminister fra 2013-14. Ministre kommer og går, men embedsværket og den politiske hovedlinje består.

Danmarks første førerløse projekt i stor skala, der frit zigzagger rundt ude på landevejene, har navnet ‘Regeringen Lars Løkke Rasmussen III’. De nye ministre føres rådvildt rundt ved næsen.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12