Nyhedsanalysen
Fra revolutionsleder til påstået diktator
En ny kæmpekanal til fragtskibe skal drive det fattige Nicaragua mod en bedre fremtid. Det kan blive et af verdenshistoriens største byggerier, men tvangsflytninger og anklager om korruption kaster skygger over projektet. Vi er i ugens Føljeton taget til Mellemamerika for at gå i dybden med projektet, der kan blive altafgørende for regionen og ændre hele verdenshandlen, men som få har hørt om. Her kommer tredje afsnit, og vi kommer ind efter et interview med demonstranten Rufino Pastrano, der med nød og næppe undslap politiets brutale håndtering af et ulmende oprør mod projektet blandt lokale. Han virker modløs og siger: ”Det er svært at gøre oprør. At gå mod regeringen svarer til at prøve at vinde en slåskamp mod havet.”
Daniel Ortega, Nicaragua's current president and presidential candidate from the ruling Sandinista National Liberation Front shows his ink stained thumb to the media after casting his vote at a polling station during Nicaragua's presidential election in Managua November 6, 2016. REUTERS/Oswaldo Rivas
Den påstand vil Eduardo Montealegre nok være enig i. Han var leder af det mest populære oppositionsparti i Nicaragua, indtil landets højesteret i juli forbød ham at stille op til præsidentvalget i november.
Ifølge regeringens kritikere faldt dommen, fordi præsident Daniel Ortega bruger sin indflydelse over landets retssystem til at eliminere politiske modstandere.
Uden den store modstand vandt Ortega den 6. november sit tredje præsidentvalg i træk. Denne gang er det i bedste House of Cards-stil med sin egen kone som vicepræsident.
Ortega var også præsident i slutningen af 1980’erne. Dengang blev han en folkehelt, da sandinist-partiet med ham i spidsen væltede diktatoren Anastasio Somoza efter en årelang og blodig revolution.
For Nicaragua markerede det slutningen på mere end 40 år i Somoza-familiens jerngreb. I dag er Ortega selv under anklage for at opbygge et tilsvarende familiedynasti i landet.
”Nicaragua er ikke længere et demokrati. Det er et diktatur styret af en enkelt familie,” som Manuel Ortega Hegg, sociologiprofessor og præsident for Nicaraguas Academy of Sciences, udtrykker det.
Ligesom mange af sine landsmænd stemte professoren ikke til præsidentvalget. Systemet er korrupt, og resultatet var givet på forhånd, mener han.
Men sådan hænger det ikke sammen. I hvert fald ikke hvis man spørger Manuel Coronel Kautz fra regeringens kanalkommission.
”Vi er slet ikke så korrupte som mange andre regeringer i verden. Mere end 70 procent af landets befolkning har netop genvalgt os. Det er en kæmpe tillidserklæring,” siger han.
Det kan synes paradoksalt at hylde en mand, som beskyldes for at misbruge sin magt over landets højesteret, for at undergrave Nicaraguas demokrati og for at indsætte sin egen familie på en række magtfulde politiske poster.
Men under Ortega har Nicaragua oplevet en markant økonomisk fremgang, ligesom hans regering blandt andet har fjernet brugerbetaling på hospitaler og gjort skolegang gratis for landets fattigste.
Rigtig mange har således tillid til Daniel Ortega. De tror på ham, når han siger, at en kanal gennem Nicaragua endelig bliver en realitet.
De tror på ham, selv om næsten alle præsidentens forgængere siden midten af 1800-tallet forgæves har forsøgt at føre den samme drøm ud i livet.
De tror på ham, når han siger, at det er en god idé at lade den mystiske, kinesiske milliardær Wang Jing, direktør for HKND Group, stå for byggeriet.
Når El Comandante siger det, må det være sandt.
Imidlertid har valget af Wang Jing som forretningspartner på kanalbyggeriet affødt spekulationer om, hvorvidt den kinesiske stat i al hemmelighed står bag præsident Ortegas prestigeprojekt.
Den kinesiske forbindelse
På papiret er der ingen forbindelse mellem Wang Jing og den kinesiske regering.
HKND Group er oprettet som et spindelvæv af skuffeselskaber, som ikke i sig selv har den nødvendige kapital til at realisere det formentlig største ingeniørprojekt nogensinde.
Samtidig led Wang Jings personlige formue sidste år et betydeligt knæk på det kinesiske aktiemarked, så milliardæren kan heller ikke selv finansiere byggeriet.
Pengene skal derfor komme fra private, internationale investorer. Det er i hvert fald den officielle udlægning.
Alligevel spøger den kinesiske regering i kulissen, og rygterne om HKND Group-direktørens mulige forbindelser til partitoppen i Kina har svirret, siden han første gang trykkede Ortegas hånd.
Hong Kong Nicaragua Canal Development (HKND) Group
Et privat selskab oprettet i 2012, hvis eneste formål er at bygge og drive Nicaragua-kanalen.
Selskabet er oprettet i Kina og består herudover af en række skuffeselskaber i Nicaragua, Holland, Hong Kong og Cayman Islands.
HKND Group er på papiret afhængige af internationale investorer til at rejse de 50 milliarder kroner, som kanalen ifølge selskabet vil koste.
Den kinesiske milliardær Wang Jing er direktør, og han har ingen forudgående erfaring med store byggeprojekter. Som direktør for teleselskabet Xinwei har han derimod bygget sin formue via kontrakter med blandt andre det kinesiske militær.
Strategisk magtbase
Trods spekulationerne om det modsatte har Wang Jing afvist, at han har tætte forbindelser til Kinas politiske elite.
Imidlertid peger flere eksperter på, at kanalen skal ses som et geopolitisk træk fra den kinesiske regering mod at etablere en strategisk magtbase i Latinamerika.
De seneste år har Kina investeret voldsomt i udviklingslande i både Mellemøsten og Afrika. Den strategi har placeret dem som en ledende finansiel supermagt i disse regioner, og samme strategi er de i fuld gang med at udfolde i Latinamerika.
Præsident Xi Jinping annoncerede i 2015, at Kina over de næste 10 år vil investere 250 milliarder dollar i Latinamerika. 20 af disse milliarder skal investeres i infrastrukturprojekter.
På den måde hænger en investering i Nicaragua-kanalen perfekt sammen med den kinesiske regerings ambitioner i Latinamerika.
Sådan lyder det fra Evan Ellis, forskningsprofessor i Latinamerikanske studier ved U.S. Army War College i Washington.
”Kanalen kan blive en stor mulighed for Kina til fortsat at udvide deres strategiske position i regionen,” siger han.
Professoren har fulgt kanalprojektet nøje i flere år, og i juni rejste han til Nicaragua for at lave en række interviews med regeringen og folk langs kanalruten som led i sin forskning.
Han nåede kun at være i landet i en enkelt dag, inden en gruppe fra regeringens immigrationskontor dukkede op på hans hotel. De bad ham om at pakke sine ting, inden de kørte ham til lufthavnen.
Når regeringen opfører sig sådan, skaber det ifølge Evan Ellis mistillid til landets øverste ledelse. Og så bliver det svært at få virksomheder til at investere i kanalen.
”Det er ikke, fordi projektet ikke fysisk kan lade sig gøre eller miljømæssigt er umuligt. Men med den nuværende situation tør vestlige investorer simpelthen ikke at lægge 50 eller 100 milliarder dollar i projektet,” siger Evan Ellis.
”Set i det lys er pengene nødt til at komme fra Kina,” lyder professorens dom.
Et Hoegh Target-skib sejler gennem den udvidede Panama-kanal, som åbnede i sommeren 2016. Selv efter udvidelsen er den ikke bred nok til at tage imod verdens største fragtskibe. Dem vil der være plads til i Nicaragua, hvor kanalen bliver tre gange så lang, dobbelt så dyb og fire gange så bred som konkurrenten i Panama
Kanalens usikre fremtid
Uanset om pengene til kanalen skal komme fra Kina eller internationale investorer, er én ting sikker: byggeriet har stået stille de seneste tre år.
Det kan skyldes, at den kinesiske regering ikke føler, at tiden er den rette til at begynde byggeriet. Det kan også skyldes Nicaraguas politiske klima. Eller årsagen kan være mere simpel.
Der er ikke et marked for kanalen, som det ser ud nu.
Kapaciteten hos de store rederier har i flere år overskredet markedets efterspørgsel. Det har fået flere eksperter til at tvivle på, om kanalen giver mening fra et økonomisk perspektiv.
Ikke overraskende deler regeringen i Nicaragua ikke denne skepsis.
På baggrund af fremskrivninger i verdenshandlen peger de især på én faktor, som kan retfærdiggøre kanalen ud fra et markedsperspektiv: verdens fragtskibe er de seneste mange år kun blevet større.
Ideen med kanalen er, at fremtidens maritime handel vil være domineret af skibe, der er for brede til at sejle gennem Panama-kanalen syd for Nicaragua.
I 2030 vil disse supertankere ifølge regeringens fremskrivninger udgøre 30 procent af alle verdens fragtskibe og stå for 60 til 70 procent af den globale handel.
Den forudsigelse er en af hovedpointerne for Paul Oquist fra regeringens kanalkommission. Han har rejst verden rundt for at overbevise potentielle investorer om, at han har ret.
Den verdensomspændende charmeturné bragte ham to gange forbi Danmark.
Første gang i april 2014, hvor han var forbi Esplanaden i København og trykke hænder med repræsentanter for Maersk Line, kanalens potentielt største kunde.
Imidlertid har Oquist været tavs siden mødet, og Maersk Line har ikke hørt mere fra hverken ham eller andre repræsentanter for projektet.
Mens kanalen derfor endnu ikke fylder meget på chefgangene hos Maersk Line eller på deres kontor i Managua, kan familien i Rio Grande nærmest ikke tænke på andet.
Francisco Villareal, Sebastianas 73-årige fætter, sidder tilbagelænet under halvtaget på gårdspladsen. Han er iført et par løse lærredsbukser, en åben skjorte og et par spejlblanke solbriller.
Han tager solbrillerne af, blotter sit dovne øje og slår ud med armene:
”For os handler det ikke kun om penge eller om, at de smadrer vores huse og flytter os et andet sted hen. Mange af vores familiemedlemmer ligger begravet på kirkegården lige herhenne. Hvad skal vi gøre med dem?” nærmest råber han.
Uden at forvente et svar på sit retoriske spørgsmål retter han sig op i stolen, tager igen sine solbriller på og fortsætter i et mere afdæmpet tonefald:
”Hvis kanalen kommer, bliver det den største katastrofe i Nicaraguas historie.”
Francisco Villareal er ikke den eneste langs kanalens rute, der har det på den måde. Længere østpå, på vulkanøen Ometepe, handler bekymringerne imidlertid mere om miljøet end om udsigten til at miste sit hjem.
Forsidefoto: Scanpix.