Søen er urørlig

På en grusvej få kilometer fra Miguel Lanuzas fiskerbåd ved søens bred har Jorge Mora Hernández netop parkeret sin hestevogn foran det hus, hvor han har boet hele sit 63-årige liv.

Han kender ikke meget til diskussionen mellem miljøforskerne og kanalprojektets tilhængere. Men stod det til ham, skulle regeringen og de kinesiske arbejdere holde sig langt væk fra Nicaragua-søen.

”Søen er mit liv. Den er urørlig,” siger han med tryk på urørlig.

​Hver dag bruger han søen til at vande de ris- og majsmarker, han lever af at dyrke langs bredden.

På den modsatte side af grusvejen står 66-årige Emerita Rodriguez i døråbningen til sit røde hus. Hun lytter til sin genbo fortælle om kanalen.

Det vil hun også gerne. Hun inviterer os ind gennem huset og ud i en stor baggård.

​Her sidder Emeritas svigerdatter med sin snart to-årige datter under armen, og en flok små piger render rundt og leger blandt gårdens høns, hunde og et enkelt æsel.

På samme måde som deres genbo bruger Emerita Rodriguez og hendes familie vandet fra søen hver dag. Til at vaske tøj. Til at gå i bad. Men også til at overleve.

”Vi lever på grund af fiskene. Hvad skal vi gøre, hvis søen bliver forurenet? Hvad med mine børn og børnebørn?” spørger Emerita Rodriguez og gestikulerer med begge håndflader over mod de legende piger.

​Svaret er ikke enkelt. Men måske er det slet ikke kanalen, Emerita Rodriguez og hendes familie bør bekymre sig om.

Miljøproblemerne er der allerede

Selv uden kanalen står miljøet i Nicaragua over for en række udfordringer. Spildevand og slam fra kvægdyrkning og landbrug langs søens bredder forurener allerede drikkevandet.

Ifølge Jeffrey McCrary, som er biolog og var med til at lave undersøgelserne for ERM, betyder det, at adskillige af søens fiskearter er ved at uddø. Inden kanalbyggeriet er gået i gang.

McCrary er en del af en gruppe forskere, som mener, at kritikerne hellere burde fokusere på den ødelæggelse af miljøet, som allerede foregår.

I Nicaragua forsvinder enorme mængder regnskov hvert år, fordi bønder ulovligt fælder træerne og i stedet etablerer marker til landbrug eller kvægdrift.

Der vil om få årtier ikke være noget regnskov tilbage langs kanalens rute, hvis den udvikling fortsætter. Men HKND Group kan være med til at sætte en stopper for den ulovlige fældning.

For at bygge kanalen skal selskabet skære sig gennem næsten 1.000 kvadratkilometer land. Det betyder, at også de er nødt til at fjerne store områder af landets regnskov.

Derfor har de sat gang i et ambitiøst program for genplantning af den fældede regnskov. Det bliver ifølge Bill Wild, chefingeniør hos HKND Group, ”et af de største genskovningsprojekter, verden nogensinde har set”.

”Detaljerne er endnu ikke helt på plads, men vi regner med at plante tæt på 100 millioner træer,” siger han.

På den måde kan kanalbyggeriet blive den eneste realistiske måde for Nicaragua at bevare deres frodige regnskove og naturområder. Det mener Richard Condit, der som biolog i 25 år har studeret skovene langs Panama-kanalen.

”Jeg kan ikke forstå, at så mange forskere går imod kanalen med dystre forudsigelser om fremtiden. Det er noget vrøvl. Hvis HKND Group gør det her ordentligt, bliver kanalen en stor fordel for miljøet i Nicaragua,” siger han.

Dyreliv og seismisk aktivitet

​Molekylærbiologen Jorge Huete-Pérez køber ikke Richard Condits udlægning.

​Han er enig i, at der skal gøres noget ved den ulovlige fældning af regnskoven, og at forurening ikke må dræbe Nicaragua-søen. Men han mener ikke, at planen om genskovning giver mening fra et biologisk perspektiv.

”Når du fælder regnskoven, ødelægger du skovens biodiversitet og dræber alle dens dyr og arter. Det problem løser du ikke ved blot at plante en hektar skov et andet sted,” siger han.

​Kanalen vil skære gennem den Mesoamerikanske Biologiske Korridor, et område, hvor biodiversiteten er rig, og som er hjemsted for mindst 22 truede dyrearter. Heriblandt tapirer, dovendyr og jaguarer.

​Men byggeriets kritikere frygter ikke kun for søen, regnskoven og dyrelivet. De peger også på risikoen for naturkatastrofer.

​Kanalen skal løbe gennem områder med stor seismisk aktivitet. På Ometepe er der for eksempel to vulkaner, hvoraf den største stadig er aktiv.

Vulkanudbrud, jordskælv og orkaner ser HKND Group imidlertid ikke som problemer, de ikke kan overkomme.

​Risikoen har derimod tidligere stoppet flere potentielle kanalprojekter i landet. Eksempelvis var vulkanerne en af hovedårsagerne til, at amerikanerne i sin tid valgte at bygge en kanal i Panama frem for i Nicaragua.

Få hundrede meter fra Concepción, Ometepes største og eneste aktive vulkan, er Miguel Lanuza ved at være færdig med at fylde sin båd op.

​Han går turen fra huset til båden en sidste gang med et par gummistøvler i den ene hånd, sin machete i den anden. Gummistøvlerne lægger han ned i bunden af båden, inden han selv svinger sig op i den. Han fjerner ankeret, starter motoren og sejler væk.

​På verandaen 20 meter derfra sidder 90-årige Carlos Mora i en hængekøje og støtter sig til sin bambusstok.

Mens han ser sin svigersøn forsvinde ud i horisonten, gør han det klart, at det ikke kun er videnskabsmændene, som er uenige om kanalens konsekvenser.

​Heller ikke her i husstanden kan de enes om, hvorvidt det enorme byggeprojekt er en katastrofe eller en gave sendt fra himlen.

​”Jeg ved godt, at Miguel siger noget andet. Men kanalen vil bringe udvikling og arbejde til landet, og det har vi brug for. Det vil mine børn og børnebørn få stor glæde af,” siger Carlos Mora.

Han er blevet for gammel til selv at sejle ud i søen med sit fiskenet, og derfor er Carlos Mora afhængig af den fangst, hans svigersøn kommer hjem med.

​Men han ligger ikke søvnløs om natten over, at fiskene i søen risikerer at forsvinde.

​”Kineserne har verdens bedste og mest veludviklede teknologi. Selvfølgelig kan de bygge kanalen, uden at det ødelægger vores sø,” siger han.

​Mens Carlos Moras begejstring for kanalbyggeriet er tydelig, forholder det sig anderledes længere østpå i landsbyen Bangkukuk ved den caribiske kyst.