Et druknet rama-skrig

Carlos Wilson Billis’ pande glimter af sved, mens han med sin machete hakker sig vej gennem jungle-landsbyen Bangkukuk ved den caribiske kyst.

Hans hår er sat op i en stram, sort hestehale, og på hans overlæbe blander grå skægstubbe sig med de sorte. Et helt liv i junglen har sat sine spor, og bedømt på rynkerne i ansigtet skulle man tro, at han var ældre end 34 år.

Vi er på vej gennem landsbyen for at besøge 59-årige Jimmy McRae. Selv om Carlos er landsbyens officielle præsident, har Jimmy og en håndfuld af de ældste beboere sidste ord, når der skal tages beslutninger på fællesskabets vegne.​

Fællesskabet består af omkring 45 familier af rama-folket, der er et oprindeligt folk langs Nicaraguas østkyst, som er juridisk anerkendt af staten.

I Bangkukuk bor alle i træhuse bygget på stolper, og de er langt væk fra både mobilsignal, internet og civilisation.

Det er et af de fattigste områder i det næstfattigste land på den vestlige halvkugle. Men det generer ikke Carlos og de andre.

​I stedet for at bruge penge lever de af fiskene i vandet, frugterne på træerne og de køer, grise og høns, som render rundt mellem husene.​

Det simple liv i junglen vil kanalen sætte en definitiv stopper for.

Da vi kommer på besøg hos Jimmy McRae, sidder han på sin hjemmebyggede veranda. Ved siden af ham river en ung kvinde kokosnødder for at lave olie til landsbyen, mens en anden med fabrikslignende punktlighed skærer hovedet af den ene fisk efter den anden.

Hovederne smider hun ned på jorden, resten af fisken ryger i en balje ved hendes fødder. Både de unge kvinder og resten af beboerne i Bangkukuk frygter, at regeringens kanal vil vende op og ned på deres liv.

”Jeg har svært ved at falde i søvn om natten, fordi jeg bekymrer mig så meget,” siger Jimmy McRae på sproget kriol, der tales blandt rama-folket og lyder som en blanding mellem spansk og engelsk.

På jorden foran verandaen står Carlos med sin machete hvilende over skulderen.

”Hvis kanalen kommer, vil den ødelægge vores hjem. Den vil ødelægge vores land, havet og de vilde dyr. Den vil ødelægge vores liv,” supplerer han.

Et par kilometer syd for Bangkukuk skal regeringens nye smutvej gennem Centralamerika begynde.

I den forbindelse vil det kinesiske selskab bag kanalbyggeriet, HKND Group, bygge en dybvandshavn klos op ad landsbyen.​

Derfor skal alt jævnes med jorden, familierne skal tvangsflyttes, og Bangkukuk skal fjernes fra landkortet.

Siden regeringen og HKND Group vedtog kanalloven i 2013, har modstanden været markant. Advokater og ngo’er har fra begyndelsen råbt op om, at regeringen krænker de oprindelige folks menneskerettigheder.

De mener ikke, at regeringen konsulterede rama-folket om byggeriet, inden kanalloven blev vedtaget.

Præsidentens kanaldrømme har således trumfet det simple liv i Bangkukuk. Og redningen synes langt væk for landsbyens beboere.

Ikke mindst fordi deres lokalregering efter sigende er i lommen på præsident Daniel Ortega og hans kanalkommission.

Modstand fra begyndelsen​

I alt ni lokalsamfund af oprindelige rama- og kriol-folk er samlet i lokalregeringen GTR-K, som fra begyndelsen har været modstandere af projektet.

​Kanalen vil ikke kun påvirke Bangkukuk, der er det eneste af de ni lokalsamfund, som skal jævnes med jorden.

For at bygge kanalen skal regeringen i alt bruge 50.000 hektar af de oprindelige folks territorium. Lovgivningen forhindrer magthaverne i at købe landet, fordi det tilhører de oprindelige folk. I stedet vil regeringen leje det på ubestemt tid.

Ud over at rama- og kriolfolket ejer landet, er de også anerkendt som oprindeligt folk gennem nicaraguansk og international lovgivning.

Det betyder, at staten er forpligtet til at indhente deres frie, forudgående og informerede samtykke, før de vedtager eksempelvis byggeprojekter, som går gennem de oprindelige folks territorium.

Samtykket har regeringen aldrig fået, lyder kritikken fra både lokalsamfund og fra flere menneskerettighedsorganisationer, advokater og professorer.

”Det er en klar krænkelse af de oprindelige folks menneskerettigheder og deres ejendomsrettigheder,” siger Thomas Antkowiak, juraprofessor på Seattle University School of Law med speciale i menneskerettighedslovgivning i Latinamerika.​

I december 2014 bragte Thomas Antkowiak i samarbejde med lokale samarbejdspartnere sagen for den Interamerikanske Menneskeretskommission. Uden at det førte til noget resultat.

Tidligere har lokalsamfundene også henvendt sig til FN’s særlige observatør for oprindelige folk, ligesom de i samarbejde med en række ngo’er har været i forfatningsdomstolen i Nicaragua for at få kanalloven trukket tilbage.​

Her blev deres mere end 30 klagepunkter affejet. Kanalen har højeste nationale prioritet, og andre hensyn må træde til side, lød dommen.

​Det er et sørgeligt argument, mener Maria Luisa Acosta. Hun har som advokat kæmpet for rama-folkets rettigheder siden begyndelsen af 1990’erne.​

”Hvis du tager deres land, tager du deres liv. Du tager deres fremtid, deres kultur, alle deres muligheder i livet. Alt,” siger hun.

Advokaten kalder regeringen for løgnere, og hun frygter, at de ignorerer kritikken og bygger kanalen alligevel. I strid med loven om de oprindelige folks frie og informerede samtykke.​

”De sidder på al magten i landet, og de er fuldstændig ligeglade med rama-folket. Det er trist, at det er regeringens attitude,” siger hun.

Vil bygge en ny landsby

Regeringen og HKND Group indledte imidlertid en række møder i de ni lokalsamfund i oktober 2014.

Ifølge Manuel Coronel Kautz, formand for regeringens kanalkommission, var det for at få lokalsamfundenes samtykke til at bygge kanalen.

Først mere end et år efter kanalloven blev vedtaget, kom møderne i stand. Men kanalkommissionens formand afviser, at regeringen har brudt loven ved ikke at konsultere de oprindelige folk på forhånd.

​”Selvfølgelig vil der altid være nogen, som ikke er tilfredse. Men alt er foregået 100 procent i overensstemmelse med loven,” siger han.

ERM skriver i deres 11.000 sider lange undersøgelse af kanalens miljømæssige og sociale konsekvenser, at kanalruten bør laves på en måde, så beboerne i Bangkukuk ikke skal tvangsflyttes.

Men det kan ikke lade sig gøre. Det forklarer Bill Wild, chefingeniør for HKND Group.

”Intet her i verden er perfekt. Alle store byggeprojekter påvirker nogle mennesker mere, end de gerne ville. Vi er kede af det, men vi kan simpelthen ikke undgå at skulle flytte nogle folk,” siger han.

Omvendt garanterer chefingeniøren, at HKND Group vil bygge en ny landsby til beboerne i Bangkukuk.

Her vil vandet komme fra vandhaner og ikke fra en brønd. Toiletterne vil være rigtige toiletter i stedet for en skovbund, og husene vil både være større og bedre end de nuværende.

På den måde får beboerne i Bangkukuk et langt bedre liv, end de har nu, siger Manuel Coronel Kautz fra kanalkommissionen.

”Mange af de her lokalsamfund lever i ekstrem fattigdom, hvor de hverken har uddannelse, veje eller helt grundlæggende ydelser. Vi giver dem det hele,” siger han.

Det samme skriver HKND Groups presseafdeling i en mail. Her forklarer de, at beboerne i Bangkukuk vil få stor gavn af de forretningsmuligheder, kanalen og den tilstødende dybvandshavn vil bringe med sig.

​Men i Bangkukuk er de hverken interesserede i forretningsmuligheder eller større huse, siger Carlos Wilson Billis.

”Vi vil ikke have de ting, som kanalfolkene snakker om. Vi har vores land, vores vand og junglens frugter og dyr. Hvad mere skulle vi have brug for?” spørger han.

Turen fra den hvide sandstrand og ind gennem junglen er hverdag for Roberto Wilson Billis og Ronald McRea. Roberto er Carlos’ bror, Ronald hans fætter.

De bevæger sig problemfrit gennem den sumpede og tætbevoksede regnskov. Det er en større udfordring for to danskere på besøg. Vi holder fast til hver vores balancepind og tager små, usikre skridt gennem det ubarmhjertige terræn. Alligevel ender vi gang på gang i mudder til knæene.

”Pas på slangerne,” griner Roberto.​

Men det er ikke en joke. Han og Carlos’ far døde af et slangebid, og det samme gjorde deres bror. I landsbyen findes ingen læger, og den nærmeste by ligger to timer væk. Når de en sjælden gang har penge til benzin til motorbåden, vel at mærke. Uden en båd er det en dagsrejse gennem junglen.

Efter 20 lange minutter gennem sumpen når vi frem til det, Ronald kalder sin plantage. Her sværmer hundredevis af sommerfugle i alverdens farver rundt om ørerne på os, mens ildmyrerne kravler op ad vores ben. Cikader og fuglekvidder overdøver næsten alle andre lyde.

Det er umuligt at se mere end et par meter frem gennem det, der med danske øjne ligner en vild jungle. Og med Wang Jings kinesiske direktørblik ikke er andet end en lille forhindring for hans gravemaskiner.

For Roberto og Ronald er det imidlertid den frodigste farm, de kan forestille sig.​

Roberto går hjemmevant rundt i regnskoven i sine gummistøvler og sin ødelagte militærskjorte. Han bruger venstre hånd til at fjerne sit krøllede sorte hår fra ansigtet, mens hans højre hånd svinger macheten ind i et stort træ.​

”Bananer,” siger Ronald og samler den klase op, som Roberto lige har hakket ned.

​Dagens arbejde består i at fjerne rådne grene på træerne og i at få så mange bananer med hjem som muligt.

”Vi er landmænd,” siger Roberto, stadig med sin machete i hånden. ”Ikke kanalfolk. Vi forstyrrer ikke nogen. Vi vil bare gerne leve i fred og ro og beholde vores land.”

Korruption i lokalregeringen

Det skal Roberto efter alt at dømme ikke regne med at få lov til. Korruptionen har tilsyneladende spredt sig hele vejen fra præsident Ortegas præsidentpalads i hovedstaden Managua til junglen i Bangkukuk.

Sådan lyder anklagen fra flere af landsbyens beboere, der mener, at underhåndsaftaler og bestikkelse gennemsyrer GTR-K, territorialregeringen for de ni lokalsamfund af rama- og kriolfolk.

På en smartphone, en af de eneste i Bangkukuk, viser nogle af beboerne en stribe billeder af GTR-Ks præsident, Hector Thomas Macrae. Billederne stammer fra et middagsselskab i hovedstaden.

Iført skjorte og blazer ligner lokalpræsidenten ikke en, som har brugt det meste af sit liv i en jungle. Han sidder til bords med kinesiske forretningsmænd i jakkesæt og repræsentanter for Nicaraguas regering.

Landsbyens beboere bruger billederne som en spinkel dokumentation for, at deres lokalpræsident er i lommen på regeringen. Hector Thomas Macrae støtter officielt kanalprojektet, ifølge beboerne i Bangkukuk udelukkende, fordi han bliver bestukket af regeringen.

Og det er ikke utænkeligt, at anklagerne er sande. Det vurderer Manuel Ortega Hegg, sociologiprofessor og præsident for Nicaraguas Academy of Sciences.​

”Præsident Ortega kontrollerer hele Nicaragua. Ikke bare i parlamentet og retssystemet, men også blandt de kommunale autoriteter og regionalregeringerne. Han har magten over hele landet,” siger han.

Hector Thomas Macrae er ikke vendt tilbage på flere henvendelser. Men Manuel Coronel Kautz fra regeringens kanalkommission afviser, at der er hold i rygterne om fordækte aftaler mellem dem og lokalpræsidenten.

”Det er noget vrøvl. Vi har stor støtte blandt de oprindelige folks regering, og beskyldningerne kommer fra få personer, som er sure på os,” siger han.

Selv har Hector Thomas Macrae indirekte givet udtryk for, at hans støtte til kanalen hverken handler om personlig vinding eller politik. Han støtter projektet, fordi det er til gavn for lokalsamfundene.

”Kanalen vil skabe trivsel og bidrage til det gode liv rundt i fællesskaberne, samtidig med at den vil beskytte kulturen og respektere gamle traditioner,” sagde han i maj til det regeringskontrollerede medie El19Digital.

Presset til at skrive under

​Udtalelsen kom i forbindelse med, at han på vegne af de ni lokalsamfund underskrev en aftale med regeringen. Aftalen fastslog, at de oprindelige folk giver deres samtykke til byggeriet af kanalen og dermed afgiver deres territorium.

Blot få måneder senere stod adskillige repræsentanter for lokalsamfundene frem i en dokumentarfilm med titlen ”Vi samtykker ikke” og hævdede, at de ikke var blevet hørt, og at Hector Thomas Macraes underskrift var ugyldig.

Det var ikke første gang, der var stridigheder blandt lokalsamfundene om at indgå en aftale med regeringen.

I begyndelsen af januar 2016 sluttede tre dages møder mellem ledere af de ni samfund og repræsentanter for regeringen med, at seks ud af ni ledere underskrev en aftale. Aftalen overgav rettighederne til deres land til regeringen.

Den 10. januar udsendte GTR-K imidlertid en pressemeddelelse. Her anklagede de repræsentanter fra regeringen for at presse medlemmerne af territorialregeringen til at overdrage deres territorium.

Samme dag udsendte GTR-K endnu en pressemeddelelse, denne gang med Hector Thomas McCreas underskrift.

Her er tonen anderledes, og territorialpræsidenten oplyser, at aftalen med regeringen er underskrevet med repræsentanterne for det oprindelige folks gode vilje.

Langt fra officielle møder i hovedstaden er solen ved at gå ned over træhusenes tage i Bangkukuk. Inden længe er den helt væk fra himlen.

Carlos, Ronald og Roberto sidder alle på Carlos’ terrasse og hviler sig efter en lang dags arbejde. Foruden en enkelt elpære, som solcellen bag huset holder kørende, er her helt mørkt.

​Under terrassen har tre hunde, en kat, to grise og nogle høns lagt sig til ro. Hundene snorker, grisene grynter, og cikadernes altoverdøvende sang gør det svært at tale sammen.

Klokken er kun 18. Men de tre mænd er alle trætte efter at have arbejdet uafbrudt, siden solen stod op 12 timer tidligere.

​Den båd, Carlos har bygget af en udhulet træstamme, fyldte han i dag med kæmperejer, selv om rejesæsonen er ved at være forbi. Inde i huset står hans kone Jadeira og tilbereder en af de fisk, som også røg i nettet.

​Mens mændene venter på aftensmaden, taler de først om dagens arbejde. Så om præsident Ortega.

”Han er en forbryder,” lader Carlos forstå.

Roberto siger til sin bror, at han bør tage til hovedstaden og smide ham i fængsel. De ler.

”Men det har han fortjent. Han har krænket vores rettigheder, og han vil krænke alles rettigheder. Når som helst og hvor som helst,” siger Carlos og understreger, at han vil kæmpe for sine rettigheder, til han dør.

Men ikke med vold.

”Vi er fattige folk, og vi kan ikke gøre noget, hvis hæren rykker ind. Den her kamp skal vindes med pen og papir. Ikke med macheter, med dokumenter,” siger han.

Jadeira kommer ud fra køkkenet med tre tallerkener i hånden, og stilheden breder sig på terrassen. Men et stort ubesvaret spørgsmål hænger stadig i luften.​

Ikke kun over Bangkukuk, men langs hele kanalens 276 kilometer lange rute. På ministerkontorerne i Managua, hos HKND Group i Hong Kong og på direktionsgangene hos verdens største rederier.

Bliver kanalen nogensinde bygget?