Kvinde, kend din søn

Kan man opdrage en mand uden en mand? Indiskutabelt ja, står der i alle feminismens lærebøger. Mor kan alt, hvad far kan. Men moren Dorothea i Alletiders kvinder bliver alligevel i tvivl, da hendes 15-årige søn begynder at køre på skateboard og høre punk. Der er ikke længere en intim forståelse mellem dem, synes hun.

Kvindefrigørelsens sønner er blevet gamle nok til at fortælle, hvordan det føltes at være den lille mand i huset, når den stærke alenemor ikke rigtig havde brug for mænd. Instruktøren og manuskriptforfatteren Mike Mills er sådan en mand, og han har lavet en film til sin mor. En hyldest og et forsinket teenageoprør i ét. Ligesom Richard Linklater er han god til at plukke små livsdetaljer med en pincet, minder fra hans egen barndom i Santa Barbara i 1970’erne. Det føles virkeligt og genkendeligt. Uden dog at nå til samme livsindsigter som Boyhood, Linklaters mor-søn-portræt.

I mangel på en far forsøger Dorothea at kompensere ved at inddrage flere kvinder i opdragelsen af sin søn. Han vokser op i et kollektiv med Villa Villekulla-pædagogik, hvor kvinderne fodrer ham med feminismens litterære klassikere, guides til klitorisorgasme, samtaler om døden, og hvis han gør oprør, skal der holdes husmøde om sagen. Hvis han glemmer at gøre oprør, skal der også holdes husmøde.

To scener i filmen viser dynamikken mellem den moderne mor og søn. Den første er sådan en, man husker. Den anden er mere stilfærdig, let at overse, men mere præcis.

Den første scene er fribløderens vådeste, mest gennemblødte drøm. Der er middagsselskab i kollektivet, de mere perifere og småborgerlige venner er også inviteret. Men den unge punker og kollektivist Abbie menstruerer, og det skal alle vide. Det er helt naturligt, må Jamie forstå. Nej, han skal ikke bare forstå det, han skal sige det højt. Nu? Ja, nu, foran hele familien, foran hans bedste veninde, som han er håbløst forelsket i.

Hun har jo ret, kvindekampens krigere har ret, tabuet må brydes. Men i kvindekampens hede bliver sønnens intimsfære, hans sunde følsomhed trampet ihjel. Og man er altså ikke et helt patriarkat, når man er en dreng på 15 år.

Der er noget opskruet over scenen, noget hysterisk. Konflikten er sat på spidsen. Sådan er det ikke i den anden scene. Her er kvinden, moderen, stadig ulideligt bedrevidende, ubærligt omklamrende, men hun er det med stor kærlighed, som mødre så ofte er. Derfor er de så meget desto mere irriterende, fordi børnene ikke kan tillade sig at blive rigtigt vrede på dem.

Jamie har lige taget skridtet, afsløret sine dybe følelser for sin bedste veninde, og er blevet afvist med lige så irriterende kvindelig bedrevidenhed. Og nu står moren ved gud og smiler af hans smerte.

”Jeg synes bare, at hjertekvaler er en fantastisk måde at lære om verden på,” siger hun. Ved gud.

Jamie kan ikke tillade sig at smække med døren. Ikke blive rigtigt vred. I stedet bruger han psykologisk list og store ord, som han har lært af kvinderne. Han sætter angrebet ind, hvor det for alvor gør ondt.

”Synes du egentlig, at du er lykkelig mor?”

Sådan noget må man da ikke spørge folk om, udbryder hun. Børns store følsomhed kan virke voldsom for voksne. Også for stærke kvinder.

”At spekulere over, om du er lykkelig, er en god smutvej til at blive deprimeret. Ræk mig den der,” svarer hun.

Sådan opdrager sønner deres mødre.