Bedste om sorg

Kronik. Amalie Langballe mistede sin mor sidste sommer. Hun er ikke, som myten foreskriver, blevet stærkere. Hun er gået i stykker. Hun har lært at græde lydløst. Kun at hulke højt under bruseren, så ingen kan høre hende. At det hjælper at være sammen med dyr. At sorg er uendeligt og ensomt. At det hjælper at være i bevægelse; løbe en tur eller tage toget til Hamborg. At de gode dage er de dage, hvor hun kan smile i Aldi ved tanken om, hvor glad hendes mor ville blive for lige netop de termosokker, der ligger i montren den dag. At de dårlige dage river hende fra hinanden og ikke er til at forudsige, men at de tit opstår om natten i drømme, hvor hendes mor ikke ved, hun er død, så Amalie nat efter nat må forklare hende det.

Derudover har hun lært, at folk i et forsøg på at opmuntre vil fortælle hende, at hun vil komme styrket igennem det, men at det er en løgn:

”For det er fire måneder, to uger og fem dage siden, at du mistede din mor, og du har ikke set skyggen af denne styrke, de fortæller så levende om. Du er stadig bare i stykker,” fortæller hun i sin kronik i Information.