Nyhedsanalysen

Røveri ved højlys dag

Pengene er tabt. Efter alt at dømme. Over 27 mia. kr. er trukket ud af fælleskassen. Eller et beløb, der svarer til prisen på en ny Storebæltsbro eller en ekstra City-metroring i København, er i de senere år forsvundet mellem fingrene på politikere og embedsmænd i Skat. Men hvem har egentlig ansvaret?

1000 kroner i sedler. Ialt er her fotograferet 250.000 kroner.

Konspirationsteorier opstår som regel, når voldsomme begivenheder ikke bliver forklaret overbevisende af hverken fagfolk eller myndigheder. I dette tomrum, hvor hverken logisk sammenhængende og/eller faktuelle  forklaringer tilbydes åbent og ærligt til befolkningen, kan vidtløftige konspirationsteorier vokse frit frem. Og ofte fjollet frem.

Mennesket har nemlig en drift mod at finde mening. Og i et uoplyst mørke ender det ganske hyppigt med, at de mest dramatiske og spektakulære scenarier vinder størst popularitet. Det var vel det, som Weekendavisens nu tidligere chefredaktør Anne Knudsen kaldte for ‘pøbelvælde‘ i forbindelse med debatten om det delvise frasalg af Dong Energy til bl.a. Goldman Sachs: Pøblens vilde forestillinger.

Jagten på at finde mening kan let gøres til grin. Og bliver det også næsten altid af dem på toppen, som ønsker at bevare status quo. Men der findes altså fortsat voldsomme begivenheder, som savner gode, snusfornuftige og ikke mindst overbevisende forklaringer.

En voldsom række af begivenheder, ja, dét kan man i hvert fald også kalde det serielle sammenbrud i Skat: Over de seneste år er et svimlende beløb, der konservativt vurderes til at være på mindst 27 mia. kr., forsvundet lige lukt ud af statskassen – via dels fejlagtige udbetalinger og forældede restancer, som Skat har måttet opgive på grund af et kollapset IT-system. Reelt kan svindet og svindlen potentielt være mere end det dobbelte. Og forklaringerne? De er – mildt sagt – ikke overbevisende.

Indtil videre er forklaringerne på de forsvundne milliarder både tynde og ufuldstændige. Fra politisk hold er tavsheden i første omgang larmende. På den ene side er beløbene langt større end alt, hvad partierne på Christiansborg på den anden side i øvrigt diskuterer i finanslove og forlig, og alligevel er der endnu ingen af de store eller traditionelt regeringsbærende partier, som for alvor ønsker at rode op i skandale-komplekset.

Tilsyneladende er det mere bekvemt for de mange partier, som har været involveret i misforvaltningen af Skat, blot at lade forvirringen ebbe ud. Håbe på, at tabet af mindst 27 mia. kr. bare glemmes hurtigst muligt.

Officielt kan politikere og embedsmænd også dække sig ind under en enkel undskyldning: Flere undersøgelser er i gang, og indtil svarene foreligger er det god latin at vente med alt for bombastiske diskussioner. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kendt som ‘bagmandspolitiet’ er således i gang med at optrævle den største enkeltskandale om fejlagtige udbetalinger af udbytteskat for 12,3 mia. kr. En ny advokatundersøgelse, som et flertal i Folketinget satte i gang før jul, er også snart undervejs. Og Rigsrevisionen har allerede undersøgt og kraftigt påtalt den manglende kontrol med alt for lemfældige udbetalinger fra Skat.

Tankevækkende nok er der dog én lille, men afgørende faktor, som de igangværende undersøgelser ikke berører, nemlig det ømtålelige spørgsmål om ansvar. Herunder ikke mindst placeringen af det politiske hovedansvar blandt de i alt otte skatteministre, som siden 2010 har hvirvlet rundt om og midt i skandalerne. For dét spørgsmål er altså særdeles interessant: Hvem kan stilles til ansvar for, at den danske statskasse har mistet 27 mia. kr.? Hvis overhovedet nogen?

Og hvorfor har et sådant opgør ikke fundet sted for længst? Følg skattejagten her i Føljeton, hvor vi søger mening i galskaben – uden at forfalde til hverken konfuse konspirationsteorier eller apatisk accept af tingenes tilstand. For 27 mia. kr. kan jo ikke bare forsvinde…

En sag om Skat

Jagten på skatten forsætter ikke blot ugen ud her i Føljeton, men kulminerer også med et live-arrangement nu på mandag d. 27. februar kl. 19:30 i Musikhuset Aarhus. Her vil Lars Trier Mogensen gå på jagt efter en forklaring på den kædereaktion af kollaps, der i de senere år har været i Skat. Hvem er forbryderne? Og hvem har hovedansvaret for danmarkshistoriens største røveri? Køb billet her.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12