Nyhedsanalysen
Bæstet skal udsultes
Fyringer, ansættelsesstop og omflytninger har åbenlyst svækket Skats evne til at tjekke indbetalinger og kontrollere udbetalinger. Er det med vilje? I Føljetons skattejagt er vi nået til den tredje og mere ideologiske forklaring på de forsvundne milliarder.
Kun én skatteminister er blevet fældet i mands minde: Anders Fogh Rasmussen måtte i 1992 træde tilbage, vanæret og kendt skyldig i ”kreativ bogføring” for 30 mio. kr. i Skatteministeriet. Efter et større ideologisk opgør, hvor han først fik sammenlagt Toldvæsenet og Skattevæsenet og dernæst – og endnu vigtigere – reduceret selskabsligningen, så virksomheder ikke længere skulle afrapportere så grundigt, begyndte Anders Fogh at flytte ulovligt rundt på regningerne i ministeriet. Budgetterne blev sminket.
En kommissionsdomstol konkluderede, at skatteminister Anders Fogh havde været ansvarlig for både ulovlig bogføring og efterfølgende vildledning af Folketinget. Han blev derfor tvunget til at træde tilbage for dog senere at vende styrket tilbage som Venstres formand og dernæst som statsminister.
I tilbageblik er det dog hverken den kreative bogføring og/eller hans magtfulde comeback, der er mest opsigtsvækkende i Anders Fogh Rasmussens indvirkning på den danske samfundsudvikling. De skelsættende beslutninger, som den unge skatteminister satte i gang, har nemlig ændret Danmark mere bestandigt end f.eks. mange af de symbolske markeringer i 00’erne. Som skatteminister indledte Anders Fogh Rasmussen ved sin tiltræden i 1987 en sparekurs, hvor nedskæringer i det offentlige blev set som en akut nødvendig behandlingskur. Han stod ikke alene med tanken.
USA’s præsident Ronald Reagan omgav sig i 1980’erne med en stribe ideologiske liberalister, som udviklede en enkelt doktrin, som senere er blevet kendt under navnet ‘Starve the Beast’, altså udsult bæstet. Og bæstet er den offentlige sektor. Idéen er at reducere statens indtægter og derigennem mindske de offentlige udgifter. USA’s senere centralbankchef Alan Greenspan formulerede doktrinen således: ”Lad mig minde om, at det grundlæggende formål med enhver skattelettelse er at bremse det opadgående udgiftspres ved at begrænse de indtægter, som er til rådighed.”
Begrebet ‘Starve the Beast’ stammer oprindeligt fra Indien, hvor bevidst udsultning blev brugt som en strategi til at begrænse antallet af vilde tigre. Og efter en periode, hvor de offentlige udgifter kun syntes at kunne stige fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne blev doktrinen populær blandt borgerlige konsulenter, rådgivere og politikere. I første omgang var målet at sænke skatterne, særligt for de rigeste, og dermed skabe betydelige budgetunderskud, som så i anden omgang måtte finansieres ved hjælp af nedskæringer i den offentlige velfærdsservice.
I et demokrati er det imidlertid vanskeligt at omfordele åbent fra de fire femtedele af befolkningen til den rigeste femtedel, og derfor har det i praksis vist sig svært for borgerlige regeringer i den vestlige verden at sænke skatterne, så massivt som de mest stålsatte ideologer ønsker. I stedet har man forsøgt at svække skattemyndighedernes administrative styrke og konkrete beføjelser for derved at opnå det samme resultat: færre skatteindtægter, og senere lavere offentlige udgifter.
Efter Anders Fogh Rasmussens indledende øvelser i slutningen af 1980’erne fortsatte Kristian Jensen sparekursen, da han blev udnævnt som skatteminister i 2004 – af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Den nuværende finansminister, Kristian Jensen, satte i sin ganske lange tid i Skatteministeriet gang i en omfattende omrokering, som for alvor mindskede antallet af medarbejdere i Skat, samtidig med at skattesatserne også blev sænket for de højeste indkomster.
Formanden for Dansk Told- & Skatteforbund, Jørn Rise, peger på de gentagne fyringsrunder – eller med en bureaukratisk omskrivning såkaldte ‘nedbemandinger’ – er hovedårsagen til, at Skat ikke længere er i stand til at inddrive de retmæssige beløb. Over de sidste 15 år er antallet af medarbejdere i Skat blevet halveret:
”Det er frustrerende, at det ikke fungerer, og det er ikke første gang, vi gør opmærksom på det. Vi har sagt det gentagne gange de sidste 10 år. Systemet har spillet fallit. I en lang periode har vi været et organisatorisk eksperiment. En ny ledelse – og dem har vi jo haft mange af – skal hele tiden forsøge at sætte nye spor, nye milepæle, og det er vi ramt af. Som medarbejdere kan vi se, at der er en tendens til, at man kigger på det organisatoriske frem for det faglige,” siger Jørn Rise: ”Vi ser, at pengene fosser ud af statskassen, og sådan bliver det ved med at være, indtil man laver en form for kontrol eller laver nogle nye systemer, der sikrer, at tingene, ligesom på lønmodtagersiden, bliver indberettet direkte fra banker, kasseapparater, eller hvad man ellers kan gøre teknisk.”
Ingen skatteministre har vedkendt sig doktrinen om, at bæstet skal sultes. Officielt lyder i stedet beklagelse: ”Man kan ikke komme udenom, at det samlet set var en fejl at gå så hårdt til effektiviseringsønskerne i Skat. Det var i hvert fald en fejl den måde, man valgte at udmønte besparelserne på,” lyder det nu fra Venstres nyeste skatteminister, Karsten Lauritzen. Situationen er blot, at de senere års besparelser endnu ikke er blevet kompenseret, og de nyansættelser, der skal ske i de kommende år, kun halvvejs vejer op for de ansatte, som i samme periode ventes at gå på pension.
Det er sikkert og vist: Skat er blevet udsultet. Staten har tabt milliarder.