”Videnskab er interessant, og hvis du ikke er enig, kan du fucke af!”
Sådan siger biologen Richard Dawkins i en kostelig paneldebat, man kan se på YouTube. Han citerer godt nok en tidligere redaktør for New Scientist Magazine, men filosofien står han så absolut inde for. Som internationalt anerkendt videnskabsmand og endnu mere anerkendt videnskabsformidler rejser han jorden rundt og råber ad alle dem, som indretter deres liv efter religiøs nonsens og sætter ”intelligent design” på skemaet i amerikanske skoler side om side med videnskabelige fag. Han er en nådesløs vogter af den videnskabelige metode, han ser det som sin livsmission at bekæmpe logikkens fjender, dem som forårsager, at 4 ud af 10 amerikanere tror, at jorden blev skabt af den kristne Gud for 10.000 år siden. For 10.000 år siden. Jesus Christ, fuck af. For en god ordens skyld: Jorden er over 4 milliarder år gammel. Fejlberegningen svarer til at tro, at distancen mellem New York og San Fransisco er cirka 9 meter.
Det er let at erklære sig enig i Richard Dawkins’ udbrud, når videnskaben leverer historier som den om Trappist-1. Den røde dværgstjerne med hele syv planeter, som minder umiskendeligt om jorden. Tre af dem ligger i den såkaldte ”beboelige zone”. Det smalle og sårbare felt, hvor potentialet for liv er perfekt.
Det lille solsystem ligger ikke mere end 39 lysår eller 370 billioner kilometer væk mod stjernebilledet Vandbæreren. Det er praktisk taget i vores baghave, efter kosmisk målestok. Der er gode muligheder for, at der er flydende vand. Hvis rumteleskoper også kan spotte ilt eller methan i atmosfærerne, er planeterne så godt som vores søstre.
Aldrig har chancen for at finde liv uden for vores klode været så stor og så tæt på. Og man skal være lavet af sten eller være en forbandet idiot for ikke at falde ned af stolen og føle hårene rejse sig i ærefrygt ved tanken om, at vi efter al sandsynlighed ikke er de eneste i det kolde verdensrum. Og det tør forskerne godt spå om nu. Der kan være hundrede milliarder af lignende planeter i universet.
Det er ikke længere et spørgsmål, om vi finder liv, men hvornår.
Derude et sted findes vand, klipper – og celler – der består af de samme byggesten som os. De samme atomer, som engang sad i stjernebilleder, der for længst er brændt ud.
Adam, Eva, Thor, Odin, helligånden, arvesynden og alle de andre kan godt fucke af. Intet slår skønheden i videnskabens skabelsesmyte.
Alligevel blev Richard Dawkins’ kommentar mødt med kritik. Ved siden af ham i panelet sad astrofysikeren Neil deGrasse Tyson, om muligt en endnu dygtigere videnskabsformidler end Dawkins. Han advokerer for, at kampen mod ignorancen skal vindes med pædagogik og fascination, ikke pedantisk skråsikkerhed. Videnskaben skal slippe af med sit image som kold og arrogant, siger han ofte. Den fordom, der får Trump-vælgere til at afvise eksperter som virkelighedsfjerne.
Hvis fakta nogensinde skal vinde over følelser, bliver vi nødt til at finde følelserne frem i faktaen. Og alle, som forsværger, at videnskab kan være en transcenderede og rørende oplevelse, bør se Neil deGrasse Tysons dokumentarserie Cosmos på Netflix.
”Vi er alle lavet af stjernestøv,” siger han ofte. Det er tykt som bare fanden, men det er så sandt, som det er sagt.