Oscar
7 grunde til at Oscar (igen i år) bliver dødkedelig
Prisuddelingsfester er næsten altid en skuffelse. Derfor er prisuddelingen over dem alle The Oscars også næsten altid skuffelsen over dem alle. Det bliver det også på søndag.
It’s Oscar Time! Natten til mandag slår de gækken løs i Hollywood Kodak Theater, og vi kommer med garanti til at kravle i galla-uniformen og pøle champagne foran skærmen, mens vi på kanten af stolen jubler og råber. Vi elsker The Oscars og kommer sikkert også til at skrive om det i floromvundne vendinger, men inden vi kommer så langt, så tillad os at være lidt mavesure, for ligesom alle andre år kommer vi til at vågne op af formiddagen med en tung følelse af skuffelse i mundvigen. Her er syv bud på hvorfor.
Det er en filmpris
Udgangspunktet for en overraskende og interessant aften er svært. Filmbranchen har alle dage været kulturens dengse, som dyrker forudsigeligheden, det glatte, det rigtige og det pæne. Her skal man helst ikke skubbe til nogens grænser eller være intellektuelt udfordrende. Det er ren patos og bliver der skubbet til noget, er det kun et alibi for mere patos: En homoerotisk kærlighedsscene, en kvinde, der blev undertrygt i 50’erne, men gjorde det her own way, en enlig far, et forlist ægteskab. Det er stærke sager.
Det gives til filmstjerner
Hvis filmen er kulturens dengse, så er filmstjernerne celebrity-kulturens dengser. De er da smukke og søde, javel, men prøv at stille dem op over for de andre celebrities: Patti Smith vs. Meryl Streep, Beyoncé vs. Halle Berry, Ryan Gosling vs. Kendrick Lamar, Jodie Foster vs. Marina Abramović, Courtney Love vs. Nicole Kidman. Det handler ikke om, hvem du helst vil på date med, men om hvem der kan lave det underholdende og overraskende show. Der er sgu ikke meget rock ’n roll i filmbranchen
Det er Hollywood, vi taler om
… og hvis der skulle være et par rock ’n rollere i branchen – vores egen Lars Von Trier kunne for eksempel godt gøre sig fortjent til sådan et mærkat – er den helt fraværende på søndag, der som bekendt er Hollywoods store aften.
Trump er præsident
Det kunne have været et super oplæg til smash og var for eksempel også til den nyligt afholdte Grammy (tjek fx gode gamle A Tribe Call Quest’s show), men ikke i Hollywood. Der skal nok komme et par ulideligt frelste ord fra en eller anden statuettemodtager og måske – kun måske – lader Jimmy Fallon et ord falde om ”the wall” eller de små hænder, men også det bliver kedeligt, forudsigeligt, korrekt og fuldkommen ligegyldigt.
Racekrigen raser
Syv ud af 20 skuespillernomineringer er andre farver end hvid, det højeste antal siden 2007, så Oscar-uddelingen er dækket pænt ind på den front i år. Desuden behandler tre af filmene i dokumentarfeltet racetematikker: O.J.: Made in America, 13th og I Am Not Your Negro, ligesom mindst tre af filmene i hovedkategorien behandler racetematikker. Men igen og af nogenlunde de samme årsager som Trump bliver det her også kedsommeligt. Kedeligt, forudsigeligt, korrekt og fuldkommen ligegyldigt. Prøv også her at sammenligne med Grammy og se for eksempel Kendrick Lamar ved sidste års show, hvor han kommer ud i fængselsuniform og kæder om halsen. Sorry, Denzel Washington, men det kommer du ikke til at trække ud af smoking-ærmet.
La La Land
Hvordan bliver en middelmådig dansefilm historiens mest nominerede film? Det gør den ved at være en hyldest til Hollywood. Jeps, så forelsket i sig selv og sin egen nostalgi er man i Hollywood.
Moonlight
Hør her – vi har INTET imod sorte, homoseksuelle, fattige, stofmisbruger-børn, der overkommer det hele til sidst. Mange af vores bedste venner er sorte, homoseksuelle, fattige, stofmisbruger-børn, der overkommer det hele til sidst, men når man putter det hele ned i én film, bliver det altså for tydeligt, at det eneste, man ønsker, er at vinde en Oscar.