Læremesteren var avantgardekunst og totalopløsning

Det er næsten kun uklarheder, der omgiver den komplekse Vladimir Surkovs baggrund frem til debuten som spindoktor i russisk politik i 1999, og han er ikke selv ligefrem nogen hjælp.

Ifølge hans egen officielle selvbiografi er han født i Solntsevo i 1964, syd for Moskva, og vokset op med to akademiske forældre, men da den uafhængige avis Novoye Vremya i 2011 satte sig for at lave et grundigt portræt af landets mest magtfulde mand, kunne de intet finde om ham i Solntsevo. Ingen, der kendte ham, ingen forældre, ingen barndomsvenner, ingen skole, intet. Til gengæld fandt de længere syd på, i Tjetjenien, tegn på, at han var født der og havde fået navnet Aslambek Dudayev. Meget tyder på, at det er her han levede i sin tidligere barndom med en tjetjensk far og en russisk mor, men allerede som femårig flyttede han alene med sin mor nord på til Ryazan, hvor han voksede op. Det var også her, han tog navneforandring til Vladislav og tog moderens pigenavn Surkov.

Pink Floyd og Stones

Her fandt avisen en række gamle skolelærere og kammerater, der beskrev ham som en meget populær fyr. Super intelligent og fra en tidlig alder en dygtigt essayist, der fik tårnhøje karakterer og sine stile læst højt af læreren.

Som teenager var han et hit blandt pigerne med sit halvlange hår og sine USA-inspirerede stil med lilla fløjl og demin-jakker, hvilket var helt uhørt i 70’erne og start-80’ernes USSR. Han hørte Pink Floyd og Rolling Stones, skrev digte og spillede rockmusik. Lavede sjov med lærerne og gjorde nar af stræberne, mens han selv overhalede dem på karakterskalaerne.

Efter gymnasiet flyttede han til Moskva og fortsatte sin boheme-stil. Han satte et par teaterstykker op og blev venner med tidens mest progressive performancekunstnere og forfattere, der greb samtidens Sovjets opløsning og meningsløsheden. De lavede nøgen-performances, holdt hyper ”campede” fester, hvor de legede med identiteter og verdens ikoner ved at klæde sig ud som Hitler, Marilyn Monroe, indianere, cowboys og Rasputin. Alt var til forhandling, intet gav mening, og de store fortællingers tid var forbi. Som journalisten Peter Pomerantsev skriver om miljøet fra den tid i sit portræt af Surkov i London Review of Books fra 2011:

”1980’erne og de tidlige 1990’ere var eksperimenternes tid for Rusland. Alt blev prøvet af og på forskellige niveauer. Sovjets økonomiske problemer, førte til Perestoika, der førte til et sammenbrud af Unionen, der førte til liberal eufori og så økonomisk katastrofe. Hvordan skulle man tro på noget som helst, når alt omkring dig ændrer sig så hurtigt og utilregneligt.”

Det var det miljø den unge Surkov blev rundet af, og her fandt han også sin første kone, kunstneren og dukkemageren Yulia Vishnevskaya (som han senere byggede et museum til). Han startede på forskellige uddannelser og droppede ud igen. På universitetet stoppede han flere gange efter at have proklameret højlydt, at han kedede sig, og på statens skuespillerskole blev han smidt ud efter gentagne gange at være kommet i slagsmål. Herefter tjente han sin værnepligt i den russiske hærs spionageafdeling, og da han kom tilbage var han opsat på at gå ind i reklamebranchen.

Ultraliberalismens Rusland

Reklamer var noget nyt i Rusland. I hvert fald sådan, som vi kender det i Vesten, men landet levede i et liberalt kaos, der betød en turboøkonomi blandt de superrige og en ekstrem fattigdom, blandt resten af befolkningen. Her fik Vladislav Surkov chancen hos oligarken Mikhail Khodorkovskij, der var en kendt playboy, Ruslands rigeste mand og en af tidens allermest profilerede personer (senere røg han i fængsel for skattefusk og lever nu i eksil i Berlin). Surkov trænede kampsport med Khodorkovskij, og i begyndelsen trak han Surkov til sig som bodyguard. Snart brugte den succesrige oligark ham til mere end det, og i løbet af ganske kort til blev han personlig rådgiver og senere PR-chef for Khodorkovskijs nye bank Menatep.

Surkovs første kampagne for banken kom som et chok for russerne, der kun lige var kommet ud af evigheders kommunistiske jerntag. Overalt på busser og billboards i hele landet, så man den kendte milliardærs ansigt sammen med budskabet:

”Jeg har gjort det, så det kan du også.” Ultraliberalt, ultraindividualistisk og ultraprovokerende. Aldrig tidligere havde man så åbent kunne tale om at gå efter penge. Aldrig tidligere havde man kunne fortælle, at man havde dem og var stolt af det.

Det var det Rusland, der blev Surkovs læreplads. Et postmoderne, liberalt og bundkorrupt Rusland. Det var herfra, han kom ind i tv-branchen som PR-chef for den statskontrollerede tv-station Channel 1, og herfra han efter få måneder blevet trukket til side af Vladimir Putin, der ville have ham til at skabe sit billede, præcis som han skabt Khodorkovskijs.