Stilheden efter Støjberg

I familieafdelingen bor Karwan og Finek og deres to piger på et af værelserne med tre køjesenge. Den yngste, Eliya, er et halvt år gammel og har tæt, mørkebrunt hår, klippet i en lille frisure. Deres store pige Enas på seks år er allerede berømt her i centret i Thisted. Da de ankom med bussen fra Sandholm og gik ned ad trapperne flankeret af venligboere, sagde hun smilende selvsikkert: »Hello, Denmark.«

Da jeg banker på døren til værelset ved nitiden, er de lettere fortumlede. Finek rydder mad og tallerkner af, så der til sidst kun står en pink miniature-alpeviol uden urtepotteskjuler midt på bordet. Børnene er ikke stået op endnu, og den lille ligger under et tæppe i nederste køje og kigger stille og alvorligt op på mig. Efterhånden som hun vågner, gengælder hun mit smil og vil gerne lege titte-bøh. Mens jeg sidder og snakker med forældrene, kommer den store pige op i sin lyserøde pyjamas. Nysgerrige øjne følger de voksnes snak. Så bliver det kedeligt, og hun begynder at tøffe sin lillesøster rundt i den høje plastikstol. Familien er kurdiske muslimer fra en irakisk landsby, som de fortæller har været hjemsøgt af Daesh, terrorister, måske Islamisk Stat. De har været i Danmark i cirka syv dage og er trætte efter rejsen. De er tilfredse med deres værelse, men synes her er koldt. Jeg mærker på radiatoren, som føles brandvarm. »Now snow, too much cold«.

De er ikke vant til klimaet her, og de har endnu ikke den påklædning, det kræver: »Min kone er psykisk syg,« siger Karwan og slår armen ud mod omgivelserne: »Jeg kan sagtens leve så tæt her, men min familie kan ikke.«

Og så siger han alligevel om sig selv: »Every day I’m dead.« Han viser et billede, hvor han har veltrimmet skæg og mere farve i kinderne: »Se her. Jeg er ikke mig selv nu.«

På kontoret

Der er en krydret duft i gangene, og fra opholdsrummet i kælderen lyder mellemøstlig musik. Centrets kontor er lige så skramlet som i sidste uge. En aflang lampe med lysstofrør hælder faretruende i luften over skrivebordet. Der er travlhed: Der er nu omkring 115 asylansøgere, og der kommer stadig nye til, som skal indlogeres. Det er primært mennesker fra Iran, Irak og Syrien. Der er cirka plads til 350 i centret.

Folk banker konstant på døren med hver deres problem. Ammar Mohamed Ali er foreløbig den eneste i personalet, der kan tale arabisk. Han har haft nattevagten og arbejdet videre ind i dagen. De andre ansatte bliver ved at sende ham hjem for at sove. Han bliver ved med at gå, men vender så tilbage med nye beskeder fra asylansøgere:

»Man bliver træt i hovedet, når de kun spørger om det samme. De vil have læge.«

Der bliver ekstraordinært kaldt en læge ind fra klinikken i Hanstholm, selvom kliniktid først var sat til senere på ugen. Flere har tandpine. Mundhygiejne er ikke det vigtigste, når man er på flugt. En fyr har et rødt og opsvulmet øje. En lille pige vil ikke spise. Et andet barn har hoste.

En mand kommer ind. Han har mørke, nedslåede øjne, brede skuldre. Han har arbejdet som sikkerhedsvagt i Iran. Han vil ikke være i Danmark alligevel, han vil hjem igen. Det er gået op for ham, at han risikerer at vente op til tre år på at se sin familie. Da han fortalte sin kone det, blev hun vred. Han viser billeder af sin smilende datter på en græsplæne iført fin kjole. »Hver dag spørger hun, hvor jeg er.«

Han har ikke penge til billetten hjem. »Sorry,« siger han, og tager sig til hovedet.

»You give me food, you give me a bed to sleep in. I’m sorry.« De ansatte vifter afværgende med hænderne. »Don´t say that.«

Da han vender sin brede ryg for at gå, er hans øjne våde.

Forberedelse på hverdagen

Sneen, der faldt i weekenden, er blevet en blanding af is og sjap. En benet afghansk familiefar knokler med en sneskovl for at fjerne det farlige islag, der har lagt sig på gangbroerne imellem hovedbygningen og madteltet. Hans ansigt er næsten dækket af halstørklæde og hue.

En gråhåret dansk mand i vindjakke kommer hen til asylcentrets koordinator Mai Manaa Kristensen: »Fik du kigget på fisketegn? Jeg har tre stænger derhjemme, men det er jo ikke så godt, hvis de fisker uden tilladelse.«

Ole Krogh er frivillig i Hanstholms Asylcenters Venner, HAV.

»Jeg mener, man kan være heldig at fange havørred i fjorden nu.«

Mai Manaa er knap så interesseret i fiskearter, men siger, det er tiden asylansøgerne bruger på at fiske, der er vigtig, ikke om de fanger noget.

»Det er jo rigtig fint med en god velkomst til de her mennesker. Men de skal også have noget at tage sig til i hverdagen,« siger Ole Krogh.

Han har lige været i Thisted med en lille gruppe mænd for at se kirken.

»Ham her har været professionel volleyball-træner i sit hjemland,« siger han, og tager fat om skuldrene på en høj, skarptskåret mand, med gipsfod og krykke. Han kommunikerer volleyball med fagter, og manden nikker smilende.

To unge gutter med sorte huer og vinterjakker hilser, da de passerer os.

»I’m Ali, this is Mustafa – and this is my father,« siger han skælmsk pegende på Ole Krogh. »I like him too much.«

Sandholm tur/retur

Der hænger en sur lugt i luften i salen, bag et gardin lyder højlydt snorken, bag et andet popmusik. Jeg kan ikke finde Ali, som jeg havde en aftale med, så jeg hænger en seddel på hans kabine om, at han skal kontakte mig. Det viser sig, at han er taget til København med toget tidligt om morgenen.

Selv om mange af asylansøgerne kommer direkte til Thisted fra Sandholm, skal de næsten direkte tilbage til Sandholm igen for at udfylde et asylansøgningsskema. Udfyldningen af skemaet kan kun ske i Sandholm, sådan er reglerne.

På kontoret tales der om, at det burde kunne lade sig gøre på en smidigere måde. At Sandholm burde have en mobil sagsbehandler. Det ville lette det store administrative arbejde med at finde ud af, hvornår asylansøgerne har aftaler og at booke rejse og sikre overnatning i Sandholm. Og så ville det spare systemet for dyre togbilletter.

Asylansøgerne er selv ansvarlige for at dukke op til tiden i Sandholm, hvor de hver har fået et A4-ark med indkaldelse og mødetidspunkt, men personalet her hjælper dem. Hvis de ikke dukker op, bliver deres sag udskudt. Hvis de udebliver to gange, mister de retten til at søge asyl.

Flere fra den senest ankomne gruppe er indkaldt til Sandholm samme dag, som de rejser fra Sandholm. Det betyder selvfølgelig, at de ikke har mulighed for at komme. Det samme system, som indkalder dem til samtale, er ansvarlig for, at de ikke kan møde op.

Ali var på nippet til at misse sin første aftale, så derfor måtte han altså hoppe på toget i den tidlige morgen. Uden for salen står en motionscykel i et gangareal. En mand i joggingdragt drejer på pedalerne med mobiltelefonen klemt fast mellem hoved og skulder. Ved siden af står en gruppe mænd. De snakker højt sammen, mens de sætter sorte skraldesække på stativer.

Teltboer

Mehdi er iraner, han sover i et af de hvide telte og er tilfreds med indkvarteringen – og med Danmark: »I feel myself human,« siger han.

Han sidder i skrædderstilling på en af sengene og drikker kogt vand fra kaffeautomaten i det orange madtelt. I den anden ende af teltet ligger en person og sover, helt forpuppet i sin dyne. Her i teltet bor kun iranere, men de snakker ikke meget med hinanden. Følges ud for at ryge og spise, sludrer lidt overfladisk.

»Every person has a story, every person is a closed book,« siger Mehdi. Hver eneste person har en historie, hver eneste person er en lukket bog. Det er der to grunde til, fortæller han: 1) Folk er bange for konflikter, hvis de går dybere ind i hinandens fortid. 2) De fleste er trætte af at fortælle deres triste historie igen og igen.

Mehdi har været landflygtig i 12 år i Tyrkiet, men der blev han arresteret for at arbejde og nægtet basale rettigheder:

»Min mor døde der, fordi hun ikke måtte få lægehjælp.«

»Men det kan jeg ikke snakke om,« siger han med grødet stemme.

Ministerbesøg

Nu er regnen hård. Den trommer mod teltdugen, og vi kan høre en større gruppe mennesker nærme sig småsnakkende udenfor. Det er integrationsminister Inger Støjberg (V), der er på besøg, og nu skal hun se teltene. Hun følges af kamerahold fra DR, TV2 og Ekstra Bladet og folk fra både Thisted Kommune og Udlændingestyrelsen.

Vi kan høre dem ved indgangen til Mehdis midlertidige hjem, men de og går videre til næste telt. På vej til Danmark passerede Mehdi München, hvor han nægtede at afgive fingeraftryk. Han har søgt hertil på grund af den berømte danske ytringsfrihed og er fan af Muhammed-tegningerne.

»Ingen mennesker er hellige. Jeg ser på andre lande og tænker: Jo mindre religion, jo bedre er livet.« Han fortsætter: »Jeg er 32 år gammel. Mine 20’ere er brændt af. Min ungdom. Jeg har brug for at stå op for noget. Og hvis Danmark ikke kan lide mig – no problem, I go. Men jeg tager aldrig tilbage til Iran. For dér har jeg ingen chance«.

Lyden af Inger Støjbergs entourage bliver højere, og vi lyner os ud af teltet for at se giraffen.

Asylcirkus

Inger Støjbergs røde frisure lyser op i gruppen af sortklædte mænd. TV2 interviewer hende, og i baggrunden står flere af teltboerne og ser med på afstand.

»Does she not like foreigners?« spørger Mehdi. Det har han hørt.

Inger Støjberg har ikke fået talt med nogle af mændene i teltene, for »så vidt jeg har forstået, taler de ikke engelsk«. Jeg fortæller hende, at Mehdi taler godt engelsk.

»Den snak bliver i hvert fald ikke med jeres tilstedeværelse,« svarer Støjberg med henvisning til presseopbudet.

Mehdi vil gerne have taget et billede sammen med ministeren, og det lader sig nemt arrangere. De stiller sig smilende op, og jeg tager et par fotos med min telefon. Inger Støjbergs følge er ved at bryde op, da det går op for mig, at mange af teltboerne er helt uvidende om, hvad der foregår, om hvorfor der er gæster og kameraer.

»Hvad skal alle de mennesker her?« spørger de Mehdi, som oversætter for mig. Jeg fortæller, at de intet har at frygte. At hun blot er et menneske, en politiker, at man kan tale med hende. Det vil de gerne. Men der bliver ikke tid til at snakke med teltboerne. Inger Støjberg skal hjem til København.

Der skal hun forhandle videre om stramningerne i udlændingepolitikken.

Senere skriver jeg til Mehdi på Facebook og spørger, hvad asylsøgerne egentlig var bange for. Om det var for at komme i fængsel eller hvad? Han svarer: »Jail is good, so good!! We are afraid that maybe they want to, or are thinking about, deporting us to Iran. Deport means die, means game over«.