Nyhedsanalysen

Oprør fra midten II

Emmanuel Macron is the French Minister of Economy, Industry and Digital Affairs in the Second Valls Government. He was appointed on 26 August 2014. He was previously a senior official, politician and former investment banker. Photographed in his office in Bercy, a few days after having shaved his headline-making beard. Photo (c) Ed Alcock / M.Y.O.P. 18/1/2016

Chokket kommer ind fra højre. Eller sådan er vi mange, som er endt med at tænke. Kun fra højre. Vælgerne i Vesten har i de senere år vænnet sig til en ny bølge af højrenationale chok-kandidater – dét tilmed i et så verdensomvæltende omfang, at det i dag virker komplet urealistisk, at et folkeligt oprør eller protestvalg skulle kunne blive båret frem af andre end netop disse højrenationale.

Understrømmen er da også stadig stærk: Om præcis to uger kan Geert Wilders og hans Frihedsparti stå som vindere af parlamentsvalget i Holland. Og i Frankrig kan det ikke længere udelukkes, at Marine Le Pen kan triumfere som republikkens næste præsident i maj. Men magtspillet bevæger sig ikke længere kun i én retning.

Frankrig er lige nu scene for et progressivt opbrud, der i sandhed er øjenåbnende: Byd velkommen til Emmanuel Macron. Den 39-årige præsidentkandidat fører pludselig i meningsmålingerne og kan – på grund af sammenbrud hos både de borgerlige og socialdemokraterne, samt et udbredt had mod Marine Le Pen – ende med at blive den 8. præsident i Frankrigs femte republik.

Emmanuel Macron står uden for de gamle partier og selv i spidsen for sin egen græsrodsbevægelse ‘En Marche!’, fremad. Han er dermed en sand outsider, altså en politiker, som ikke står som første skydeskive for tidens politikerlede, og som derfor – på sin egen facon – er med til at genskabe en længsel og håb i den politiske debat. Umiddelbart lader ‘En Marche!’-programmet sig ikke rubricere enkelt i de traditionelle kategorier. Han vil opløse højre-venstre-skellet, men ikke som den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der blev berygtet for det teknokratiske fænomen ‘den tredje vej’.

Emmanuel Macron repræsenterer snarere et oprør fra midten, ikke langt fra hvor filosoffen Villy Sørensen foldede sin pragmatisk-progressive tanker ud i bogen af samme navn, ‘Oprør fra midten’ i 1978. Sammen med forskeren Niels I. Meyer og politikeren Kristen Helveg Petersen slog Villy Sørensen til lyd for et ”humant ligevægtssamfund”, og endnu er Macrons paroler heller ikke meget mere konkrete. Ja, ‘En Marche!’ kan også indkredses som en blanding af det oprindelige Ny Alliance, Alternativet og de bløde dele af Det Radikale Venstre.

I sin anmeldelse af Macrons bog Revolution skriver Informations chefredaktør Rune Lykkeberg: ”Den kan minde om de to bøger, Barack Obama udgav om sig selv, inden han blev præsident, men det er ikke en amerikansk succeshistorie. Det er en litterær dannelseshistorie. Macron sammenligner sig selv med heltene hos Balzac, som flytter fra landet til byen oplyst af storbyens løfter om storhed,” og konkluderer til sidst:

”Hans tanker ligner det stærkeste politiske svar på Trump og Brexit, vi har set fra en mulig europæisk leder. Fransk universalisme imod America First og Storbritannien alene. Bogen må være skrevet færdig, lige inden den blev trykt, for Macron fremhæver flere steder Trump som sin politiske modstander og Europa som den stærke front mod Trump og Brexit. Han præsenterer et Europa, som ikke bare skal forsvare de liberale samfunds principper imod Trump, Le Pen og de andre højrenationalister, men også insistere på, at principperne er de bedste til at løse verdens problemer.”

Det er overrumplende, at en ophøjet mand som Emmanuel Macron tilsyneladende står til at overtrumfe de mere lavpandede strømninger. Uforudsigeligheden i moderne politik er således mere turbulent, end de fleste antager. Trump og Le Pen er ikke den eneste mulighed. De kommende uger og måneder vil vise om Emmanuel Macron har slidstyrken og slagkraften til i første omgang at lave en ny bundvending af fransk politik – og i anden omgang inspirere progressive kræfter i andre lande.

Den konventionelle visdom lyder, at de højrenationale i sidste ende vil vinde igen. Sådan er frygten i etablissementet. Men opbruddet virker pludselig til at være blevet endnu mere uberegneligt.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12