En kunstners vision for et moderne Rusland

Jeg lod jer hænge i går. I et drama. I året 2014, hvor der blev skrevet politiske nekrologer over Vladiskav Surkov, da han blev fjernet fra sin chefpost i Kreml. Putin var kommet tilbage efter at have været ministerpræsident fra ’08 til ’12, og nu mente kommentatorerne, at Surkov var blevet ofret efter rygter om, at han havde opildnet en opposition. Blandt andet havde han i 2013 udtalt til flere forskellige medier, at Rusland havde brug for en stærk opposition til Det Forenede Rusland, en reel modstander og nogen, der ville noget andet med landet. Det ville styrke hele landet med en politisk konkurrence. Den slags så kommentatorerne som en klodset krigserklæring mod Putin, der i stedet ansatte den meget mere brutale og gammeldags Alexander Bastrykin, der var kendt for at slå hårdt ned på enhver form for oprør mod den siddende magt. Vladislav Surkov lignede en mand, hvis karriere var stendød.

Ok, der lader jeg jer hænge lidt endnu, for som jeg indledte hele føljetonen med, er Vladislav Surkov en mangefacetteret herre, der altid trækker det længste strå, og i dag, tænker jeg, skal vi se på hans forhold til kulturen, som kan indeholde ikke uvæsentlige nøgler til at forstå manden.

Som nævnt var Vladislav Surkov allerede i gymnasietiden kendt som en uovertruffen essayist. Han skrev digte, rockmusik, opsatte eksperimenterende teaterstykker og lyttede til mange af Vestens største navne fra 70’erne og 80’erne. Han havde en dyb interesse for kunsten, og da han søgte mod Moskva endte han hurtigt i miljøet omkring tidens mest progressive og outrerede kunstnere. Navne, som senere blev berømte ud over de sovjetiske mure: Oleg Kulik, der blev kendt for at opføre sig som en bidsk hund, German Vinogradov, der havde et trick med nøgen at hælde isvand udover sig selv, Andrej Bartenjev, der klædte sig ud som rumvæsener, og Vladik Mamyshev-Monroe, der klædte sig ud som ikonografiske figurer som Marilyn Monroe, Hitler og Rasputin. Surkov selv sprang ikke ud som kunstner, men kom i stedet over i reklameverden, mens han sideløbende skrev essays om hip-hop-kultur og postmodernismen og rocksange for Vadim Samoylovs rockband Agatha Christie. Han smider om sig med citater fra Derrida og Lacan og indarbejder dem gerne i politiske taler, og eftersigende har han en dyb kærlighed til beatdigterne, som han kan recitere fejlfrit fra bladet.

Senere – som chefrådgiver for Putin-administrationen – udkom hans værker i et større oplag under pseudonymet Natan Dubovitsky, der minder mistænkeligt meget om hans anden og nuværende kones navn, Natalya Dubovitskaya (der på instagram kalder sig Natan D). Han har aldrig officielt indrømmet at have skrevet under det navn, men han er afsenderen på forordet til bestselleren Ved siden af nulpunktet, hvor det åbenlyst er svært for ham ikke at komme med små hints. For eksempel skriver han, at forfatteren ”er en uoriginal Hamlet-besat” nar for så i sætningen efter at konkludere, at bogen er den bedste, han har læst. Den slags finurligheder er han fyldt med, og bogen vrimler med politiske nøglefigurer og mærkelige politiske visioner.

Den handler om den moralsk anløbne PR-agent Egor, der lader sig hyre af hvem som helst – mafiosoer, oligarker, politikere – han skelner ikke, bare de betaler. Bogen foregår i en verden, hvor PR og litteratur betyder alt, og forlagene har deres egne små tæskehold, de sender ud for at kæmpe på liv og død for rettighederne til russiske klassikere som Nabokov og Pushkin, og Egor ernærer sig fortrinsvist ved at skrive for ambitiøse politikere, gangstere og oligarker, der ikke selv kan finde ud af det.

Opvokset med en enlig mor i en russisk provins flytter Egor til Moskva i starten af 80’erne, hvor han sammen med outrerede kunstnertyper starter et forlag, der udgiver avantgarde-litteratur. I 90’ernes frigjorte og neoliberale Rusland bliver han så en PR-guru, der kommer til at tjene styrtende med penge. Peter Pomerantsev, der er journalist, litterat og tidligere russisk tv-producer, har studeret Surkovs udgivelser nøje. Hans hovedpersoner er en slags ”vulgær Hamlet, der kan se igennem den overfladiske tidsalder, men som ingen dybe følelser har selv,” skriver han i sin anmeldelse af Ved siden af nulpunktet og citerer:

”Han selv var lukket inde i en nøddeskal. Udenfor var hans skygger. Hans dukker. Han så sig selv som en autist, der imiterede kontakt med verden udenfor og med falske stemmer forsøgte at fiske det ud, han havde brug for: Bøger, sex, penge, mad, magt og andre brugbare ting.”

Egor beskrives af Peter Pomerantsev som manipulator, men ikke som nihilist; ”Han har et meget klart begreb om det guddommelige,” som han skriver i London Review of Books og citerer fra bogen igen:

”Egor kunne tydeligt se storheden i Skabelsen. Et blændende dyb af ikke-kropslige, ubrugte, retningsløse ord. Frie individer, der finder sammen i det guddommelige for at skabe og finde smukke mønstre.”

Egors Gud er hinsides godt og ondt, mener Pomerantsev, og Egor følger bare med. For klog til at holde af nogen, for tæt på Gud til at have en moral.

”Surkov artikulerer hele den filosofi, der løber dybt i den russiske elite. En generation af post-sovjetiske supermænd, der er stærkere, klogere, hurtigere og mere fleksible og omstillingsparate end nogen før dem.”

Vi slipper ham her for i dag. I morgen skal vi se på en enkelt nyere novelle, der beskriver Vladislav Surkovs – ja, og måske hele Ruslands – comeback.